Måske er jeg også en dårlig lærer?

Skoleåret er forbi, og sommerferien begynder. De sidste ting skal lige på plads, de sidste møder skal holdes, aftaler skal træffes, og klasseværelset skal tømmes. Eleverne er taget hjem, skolen lukker langsomt ned. Man siger farvel til kollegerne og glæder sig til at komme på afstand af skolereform, læringsmål-styring og meget mere. Der bliver stille, og mens man gør klar til at lukke ned, glider tanken forbi om man egentlig har været en god lærer? Og har man klaret skoleåret godt?

Vi ved en masse om, hvad det vil sige at være en god lærer. Det er én, der brænder for sin faglighed, er forberedt, vellidt og anerkendt blandt elever og medarbejdere. Vedkommende har en gode tone, er synlig og kan lede klassen. En god lærer er retfærdig og ser barnet og ikke kun eleven i undervisningen. Han eller hun er autentisk og har stærke etiske meninger om barnet og i det hele taget om skolen. Den gode lærer er lærer for livet og ikke for konkurrencestaten osv.

Nu er det indlysende, at der ikke findes den ”gode” lærer - i hvert fald ikke, hvis han eller hun skal kunne indfri alle de krav og forventninger. Men det er heller ikke meningen. Pointen er snarere, at vi har forestillinger om, hvad en god lærer er, mens vi ikke har så klare forestillinger om, hvad en dårlig lærer er. Det ”dårlige” er tabuiseret, og vi taler ikke om det på trods af, at han eller hun findes på alle skoler og på alle lærerværelser. I litteraturen og på film møder vi den ”dårlige lærer”, men inden for uddannelsesforskningen og pædagogikken er man mere optaget af at finde principper for den gode og effektive undervisning og lærer. Tanken er, at hvis vi udpeger det gode, finder vi det dårlige. Den ”dårlig lærer” er spejlbilledet og negationen af den ”gode lærer”. Men findes det dårlige ikke på sine egne præmisser? Og hvad er det ”dårlige” ved den dårlige lærer?

Det spørgsmål har den tyske pædagog Rainer Winkel stillet og fundet frem til otte dødssynder som kendetegner den dårlig lærer. Otte træk som Winkel har typologiseret ud fra en analyse af klasserumsobservationer, protokoller og erfaringer fra efteruddannelseskurser.

Den første dødssynd Winkel peger på, er ignoranten. Det er den lærer, der har tydelige fagdidaktiske og faglige mangler, men som ignorerer det faktum, at han ikke kan og ikke ved. Den anden dødssynd er charlatanen, der heller ikke kan og ved, men som i modsætning til ignoranten foregiver at han kan og ved. En charlatan snyder omverden og sig selv.

Den tredje type er egoisten, som kun er interesseret i sig selv og sin egen fortræffelighed. Egoisten tænker på sig selv - og måske dernæst også på de andre. Tæt på egoisten, finder man den fjerde døsynd som er karrieretypen. Det er ham eller hende som regner den ud og som kun engagerer sig i det, der kan fremme karrieren. Altid et godt forhold til skolelederen og skolechefen fordi man selv er i færd med at opbygge sin lederkarriere.

Den femte type er nasseren. Han eller hun kommer altid, når alle andre har gjort arbejdet. Når de andre har knoklet. Nasseren nasser på kollegerne og er optaget af at komme gennem skoleåret med mindst mulig indsats. I det samme spor finder man den sjette dødssynder: manipulatoren. Det er hende eller ham som manipulerer i kulissen for at tage sig bedre ud og for at vinde indflydelse og magt. Manipulatoren manipulerer med kollegaer, forældre og elever for på den måde at fremstå i et bedre lys. Det ligner den syvende dødsynd, som er fedteren, der prøver at fedte sig til venskab for på den måde at være vellidt og på ”bølgelængde” med eleverne. Kan man ikke noget, kan man i det mindste fedte sig til succes.

Den sidste i rækken – og måske den mest destruktive dødssynd – er kynikeren. Det er vedkommende som mener at vide, at tingene ikke nytter noget som helst. Idealer og reformer kommer og går, og det hjælper stort set intet. Den kyniske lærer er kynisk over for eleven, forældre, leder og kollegaer og for skolen i det hele taget. Kynisk, fordi han ikke tror på noget som helst, blot på sin destruktive kynisme.

Winkels otte dødssynder findes ikke i ren form – gudskelov. I dag kunne man sikkert pege på flere som fx den ”hellige” som altid, har de rigtige meninger om alt.

Dødssynder er træk, vi alle kender til. Når det kommer til stykket, er vi måske alle en smule hellig, ignoranter, charlataner, egoister, karrieretyper, nassere, manipulatorer, fedtere og kynikere.

God og dårlig hører med til det at være lærer, og idealet er ikke kun at stræbe efter den gode lærer, men at holde selvkritisk øje med ens egne dødssynder. Måske er jeg også en dårlig lærer? Ja måske, men jeg er sikkert også en god lærer. – eller "bare" en lærer?

God sommer.

Lærerens dødssynder:

• Ignoranten
• Charlatanen
• Egoisten
• Karrieretypen
• Nasseren
• Minipulatoren
• Fedteren
• Kynikeren

Rainer Winkel: Vielleicht bin ich auch ein schlechter Lehrer? Oder: Die acht Todessünden im Leherberuf, Pädagogik 46, 1994, 11.

Bernd Schwarz, Klaus Prange: Schlechte Lehrer/innen, Beltz; Weinheim 1997.