Per Fibæk Laursen

Blog

Falsk bekymring for 'de 15-20 %'?

’De 15-20 % svageste’ elever er i fokus for megen skolepolitik. Men handler det i virkeligheden mest om at sige til dem: ’Det er jeres egen skyld’?

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Megen skolepolitik har gennem årtier angiveligt haft det formål at løfte de 15-20 % svageste elever. Det gælder fx indførelsen af nationale test og elevplaner samt udvidelsen af timetallet ved 2014-reformen. Den pågældende elevgruppe er blevet karakteriseret som ’funktionelle analfabeter’, og det bliver jævnligt hævdet, at de ikke kan hverken læse eller regne, når de forlader folkeskolen. Når de fleste af dem ikke gennemfører nogen ungdomsuddannelse, påstås det, at årsagen er, at de mangler de nødvendige basale færdigheder i dansk og matematik.

Per Fibæk Laursen

Professor i pædagogik på DPU, uddannet som magister og ph.d., forfatter til bøger om didaktik og pædagogik. Skoleven (frivillig, ulønnet hjælpelærer) på en folkeskole i Roskilde. Interesseret i pædagogisk teori og forskning, som er mine arbejdsområder. Derudover optaget af skole- og uddannelsespolitik.

Flere ting i denne argumentation undrer: For det første tyder undersøgelser ikke på, at manglende basale færdigheder i fx dansk og matematik spiller nogen særlig rolle for, at mange ikke gennemfører en erhvervsuddannelse. Nok kan det naturligvis gavne med bedre basale færdigheder, men både den lave søgning og det store frafald har primært andre årsager (se fx Rambølls rapport til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet fra 2018: "Kortlægning. Styrket søgning og gennemførelse af EUD"). For det andet er det naturligvis ikke rigtigt, at 15-20 % hverken kan læse eller regne. For det tredje undrer det mig, at selv borgelige og liberalistisk indstillede er så bekymrede for uligheden. Den genererer dem ikke i de fleste andre sammenhænge.

Amerikaneren Michael J. Sandel giver en forklaring i en bog, der for få dage siden er udkommet i dansk oversættelse ("Meritokratiets tyranni", Informations Forlag). Han påstår, at de politiske magthavere reelt ikke interesserer sig en døjt for de meget omtalte 15-20 %. I stedet tjener den tilsyneladende bekymring for deres skæbne reelt den funktion at legitimere de velhavendes og veluddannedes privilegier.  Folk, der hverken kan læse eller regne, kan naturligvis ikke forvente andet end lavtlønnede job afløst af perioder med arbejdsløshed. Og det bliver hyppigt hamret ind i den offentlige debat, hvor galt det står til med deres mangel på kompetencer og disciplin. Vi andre, der har fået en god uddannelse, har med flid og disciplin arbejdet os frem til vellønnede job. Vi har det godt, fordi vi har fortjent det! ’Because you are worth it’, som det hedder i L’Oréal’s reklameslogan.

Tankevækkende. Efter at have læst Sandel, klinger borgelige og liberalistiske politikeres angivelige bekymringer for ’de 15-20 %’ noget anderledes i mine ører.