Iscenesat skolekrise

Nedlukning af store dele af samfundet, aflivning af alle mink, forsamlingsforbud og meget andet. Coronakrisen har vist os, at meget kan lade sig gøre, når der er krisestemning. Også meget som vi inden krisen sikkert ville have anset for utænkeligt. I tilfældet med coronakrisen er det en stor styrke. Danmark er hidtil sluppet mere nådigt gennem coronaen end lande, hvor regeringerne eller fagfolkene bagatelliserede den truende pandemi. Det er en stor styrke, at et samfund kan reagere hurtigt, resolut og drastisk, når der virkelig er krise.

Men hvis krisen kun er tilsyneladende, er krisebevidsthed farlig. Den gør det nemlig muligt hurtigt at få drastiske tiltag gennemført, også selv om der ikke er rimelige begrundelser for dem, og selv om de måske skader mere, end de gavner. I perioden fra midt i 1990’erne opbyggede borgerlige politikere og debattører med en vis socialdemokratisk støtte den stemning i Danmark, at folkeskolen var i alvorlig krise. Argumenterne var især elevers resultater i PISA og andre internationale sammenligninger. De faktiske resultater viste ganske vist, at vi klarede os nogenlunde på niveau med nabolande som Sverige, Norge og Tyskland. Men der blev skabt det indtryk i medieoffentligheden, at vores resultater var katastrofale og så dårlige, at de udgjorde en trussel mod Danmarks internationale konkurrenceevne. Mantraet ’vi har verdens dyreste folkeskole, men langt fra den bedste’ blev gentaget i én uendelighed.

Resultatet blev det velkendte: Der blev gennemført en meget lang række tiltag, der skulle ’stramme op’ og spare ned: individuelle elevplaner, nationale test, elektroniske læringsplatforme, læringsmålstyring og meget mere. Det hele kulminerede som bekendt i 2013 med lockout, lovindgreb og vedtagelse af folkeskolereform over hals og hoved uden skelen til erfarne folks protester. Efter at krisestemningen efterhånden er dampet noget af, har erkendelsen af, at meget af dette nok ikke var særlig smart, langsomt bredt sig. Alligevel har det vist sig uhyre vanskeligt at få det rullet tilbage. Man skulle jo nødigt tabe ansigt.

Et næsten tilsvarende forløb så vi i USA cirka 15 år tidligere. Med en nu herostratisk berømt betænkning, A Nation at Risk fra 1983, blev der skabt en stemning af, at landets militære og økonomiske overlevelse var truet af skoleelevernes dårlige præstationer. I bagklogskabens lys forekommer det lettere grotesk, for hvilken forbindelse er der dog mellem militær sikkerhed og den gennemsnitlige grundskoleelevs testpræstationer? Ikke desto mindre blev det startskuddet til en tyveårig periode med ’opstramninger’, markedsgørelse, ’effektiviseringer’ m.m. kulminerende med George W. Bush’s ’no child left behind’-lovgivning fra 2001.

Det er i øvrigt ikke kun teknokrater, der benytter sig af tricket med at skabe krisestemning i forsøg på at få gennemført deres politik. Lærke Grandjean plæderer i Kristeligt Dagblad den 6. februar i år for oprettelse af private, grundtvigianske læreruddannelser med det argument, at folkeskolen er ’døende’. Intet mindre.  Hvad mon hun vil sige om 10 år, når det efter al sandsynlighed viser sig, at folkeskolen stadig er i live?

Jeg undrer mig over, hvorfor der i medieoffentlighed er så stor modtagelighed for budskaber om krise og om, at det går ad H…. til. Det er som om, at der med Tom Kristensens ord er en længsel efter skibskatastrofer, hærværk og pludselig død. Noget af forklaringen er givetvis magtbegær: Hvis man kan iscenesætte en krise, har man et godt udgangspunkt for at skaffe sig indflydelse på, hvordan den skal løses.

Lad os håbe, at coronaen har tilfredsstillet kriselængslen for en tid.

At der let opstår krisebevidsthed, at den åbner for drastiske tiltag, og at det er farligt, hvis der faktisk ikke er krise, er blandt pointerne i Mikkel Vedby Rasmussens nye bog, Krisesamfundet, som jeg varmt kan anbefale. ”…kriser er et dårligt redskab til langsigtet og langtidsholdbar forandring”, skriver han (s. 152). Det gælder ikke mindst iscenesatte skolekriser.