Skolen bør lære af kirken

Fra sin historiske begyndelse var skolen en del af kirken, og underviserne var ikke lærere, men degne der var medlemmer af den gejstlige stand. Omdannelsen af degnene til lærere begyndte omkring år 1800 og var en meget langstrakt proces. De sidste lærere med tjenstlige forpligtelser over for kirken blev først fri af dem tæt op mod Anden Verdenskrig, og skolen blev først frigjort fra de sidste rester af indholdsmæssig afhængighed af kirken med skoleloven i 1975.

Der blev kæmpet hårdt gennem mere end 150 år for denne frigørelse, og den skal ikke – og kan heller ikke – rulles tilbage.  Men det er værd at overveje, om ikke skolen kan vinde en ny frihed ved at arbejde for en placering i samfundet, der minder om folkekirkens.

Skolen frigørelsen fra kirken kom jo med en pris, som man undervejs næppe var særlig opmærksom på: Skolerne og lærerne blev ikke bare frie, men kirkens styring blev skiftet ud med statens og kommunens. Siden 1814, da der første gang blev udstedt noget, der minder om en skolelov i moderne forstand, er den statslige og kommunale styring vokset enormt i omfang. Ikke blot er bestemmelsernes antal eksploderet, men styringsbestræbelserne er også intensiveret og kommet tættere på selve undervisningen med nationale tests, elevplaner, læringsplatforme og så videre.

Når jeg mener, at skolen bør overveje at efterligne kirken, er grunden, at folkekirken er sluppet for tilsvarende styring og kontrol. Politikere og forvaltning respekterer kirkens selvstyre og holder armslængdes afstand til alle spørgsmål om kirkens indre anliggender. Mon det er muligt at få politikere og forvaltning til at indtage samme holdning til skolen?

Jeg tror, det vil kræve to ting – som måske ikke er umulige at opnå:

Politikerne skal bringes til at indse, at de ikke har forstand på skole og undervisning. Når de ikke blander sig i kirkens trosindhold, gudstjenestens form og lignende er en del af grunden vel, at politikerne erkender, at de ikke har forstand på teologi. Måske kan det lade sig gøre at bibringe politikere og embedsmænd en tilsvarende opfattelse af, at de ikke har forstand på pædagogik. En vigtigt led heri er at blive med at gøre opmærksom på, at mange af de tiltag, der er gennemført for at kontrollere skolen, ikke har virket efter hensigten, men haft store utilsigtede bivirkninger og omkostninger.

En anden grund til at politikere ikke blander sig i kirkens indre anliggender er formodentlig, at de erkender, at det er umuligt at kontrollere, hvad der kommer ud af kirkens arbejde. Forkyndelsens metoder kan næppe ’effektiviseres’, og man kan formodentlig ikke finde en form på gudstjenesten, der garanterer, at den i højere grad når sine mål, hvis den overhovedet har sådan nogle. Men med nogle modifikationer kan man jo sige stort set det samme om skole og undervisning. Der er ingen tiltag, former eller metoder, som politikerne kan vedtage, der kan garantere, at man får det ud af skolen, man gerne vil have.

Man kan selvfølgelig overveje en mulig tredje grund til, at politikere ikke blander sig i kirkens anliggender: De mener måske, at det stort set er ligegyldigt, hvad der foregår i kirken. Skal vi måske være taknemmelige for politikernes bestræbelser på at styre skolen? Det er i det mindste udtryk for, at de tillægger skolen betydning. Hvis det skulle lykkes at få politikerne til at behandle skolen lidt på samme måde, som de forholder sig til kirken, vil de så ikke tillægge skolen mindre betydning og give den dårligere vilkår?

Nej, det tror jeg ikke. Folkekirken har jo udmærkede vilkår, fx i økonomisk henseende. Den nyder generelt stor støtte og opbakning fra resten af samfundet. Ganske vist er den folkelige tilslutning i form af dåb og medlemskab svagt faldende. Men for det første skyldes det i høj grad indvandring af mennesker med anden religion, og for det andet står det jo ikke værre til for folkekirken end for folkeskolen, når det gælder opbakning fra befolkningen.

Jeg tror, folkeskolen vil kunne vinde, hvis vi kunne få politikerne til at forholde sig til skolen på samme måde, som de forholder sig til folkekirken.