Er entreprenørstaten afløseren for konkurrencestaten?

Nattevægterstat, velfærdsstat, konkurrencestat – hvad bliver det næste? Ifølge Sigge Winther Nielsen bliver det entreprenørstaten, som vi ifølge hans nye bog (udkommet 18.5. på Gads Forlag med samme titel som statsformen) allerede er på vej ind i. For mig at se er Sigge Winthers opgør med konkurrencestaten dog langt fra ført igennem. Han hænger stadig fast i mange af dens illusioner, herunder ikke mindst en overvurdering af, hvad der sker på Slotsholmen blandt dens politikere, embedsmænd og journalister.

Sigge Winthers bog er skolepolitisk interessant. Reformen fra 2013-14 spiller en vigtig rolle i hans argumentation for, at konkurrencestaten er kommet til kort. Og et stort uddannelsesprojekt for at få alle elever med i grundskole og ungdomsuddannelse er ifølge forfatteren blandt de vigtigste opgaver for entreprenørstaten.

Sagt meget kort er det væsentligste i entreprenørstaten, at vanskelige, vedvarende og sektoroverskridende problemer skal søges tacklet gennem flerårige, vidensbaserede, vedholdende og eksperimenterende samarbejder mellem de involverede parter snarere end gennem lovgivning. Frihedsbudskabet til folkeskolen den 1.juni, prosaisk betitlet ”Håndtering af faglige udfordringer…”, giver antydninger af, at Sigge Winther har en vis føling med, hvad der aktuelt rører sig i regering og Folketing. Det samme gør statsministerens melding i Folketingets afslutningsdebat dagen efter om, at regeringen vil satse på storstilede udviklingsprojekter i 10-årigt perspektiv om bl.a. ungdomsuddannelser til alle og flere i erhvervsuddannelse.  

Sigge Winther konstaterer på linje med stort alle andre, at skolereformen også målt med sine egne alen, har været en fiasko. At en storstilet reform sat i gang af regering og Folketing bliver en fiasko, er ifølge forfatteren snarere reglen end undtagelsen. Han nævner i alt 18 store reformer vedtaget efter årtusindskiftet, som med to undtagelser (kræftpakkerne og den offentlige digitalisering) er blevet fiaskoer. Konklusionen er oplagt: Konkurrencestatens måde at lave reformer på er kommet til kort.

Sigge Winthers analyse af, hvorfor det går galt, er meget præcis i hvert fald i forhold til folkeskolereformen: Det går alt for stærkt, fordi politikerne først og fremmest er optaget af at vise handlekraft. Parterne bliver ikke reelt inddraget. Der bliver ikke lyttet hverken til den praktiske eller forskningsmæssige viden, medmindre dens konklusioner stemmer overens med det, som regeringen allerede har bestemt sig for. Store forandringer bliver forsøgt sat i gang uden forudgående forsøgsmæssig afprøvning.

USA’s månelandingsprojekt i 1960’erne udgør et forbillede for, hvordan entreprenørstaten ifølge Sigge Winther bør arbejde. Amerikanerne have en vision, der var klar og anskuelig, og som kunne skabe begejstring. Der blev arbejdet på tværs af private virksomheder og offentlige institutioner og inddraget og skabt mange former for viden. Og der blev arbejdet vedholdende gennem en 10-årig periode fra John Kennedys proklamation i 1961 af ”we will land a man on the Moon”. De tre v’er er afgørende ifølge Sigge Winther: vision, viden og vedholdenhed.

Alt dette lyder jo meget sympatisk og ville under alle omstændigheder være et kæmpefremskridt i forhold til, hvad der skete i 2013-14. Sigge Winther savner dog blik for, at der bliver arbejdet ihærdigt på at gøre praksis i vores skoler og andre institutioner bedre, også helt uafhængigt af beslutninger på Slotsholmen. Sigge Winther forestiller sig tilsyneladende, at forbedringer nødvendigvis må ledes fra Slotsholmen. Karakteristisk nok er der billeder af Slotsholmen ikke blot på forsiden, men også på omslagets indersider i hans bog. Og kilderne til hans bog er interviews med aktører fra Slotsholmen og nærmeste omegn.

At skolen kan blive bedre også uden Slotholmens indblanding, er tilsyneladende utænkelig for Sigge Winther Nielsen.