Dannelse og Dewey

Jeg er blevet opfodret til at uddybe bemærkningerne i min sidste blog fra 24. marts om mine reservationer over for dannelsesbegrebet og om, at jeg spår den amerikanske pædagog John Dewey (1859-1952) en renæssance i Danmark. Det kan passende gøres i ét hug, fordi Deweys tanker kan være med til løse nogle af de problemer, der efter min vurdering er med dannelsesbegrebet.

          Historikeren Søren Mørch skriver i Utilsigtede hændelser, 2019 (s. 60ff), at dannelse er et tysk, nærmere bestemt preussisk, begreb fra 1800-tallet, der refererede til det såkaldte dannelsesborgerskab. Denne sociale gruppe var karakteriseret ved bl.a. akademisk uddannelse, selvforståelse som kulturel elite, orientering mod social prestige, vægt på ’god smag’ vedrørende mad, litteratur, arkitektur, boligindretning, design m.m. I Danmark, fortsætter Søren Mørch, træffes denne kultur særligt hos kulturradikale. Hvis man som jeg er daglig læser af Politiken, kan man let genkende hele denne kulturelle orientering og dens tilknytning til befolkningens uddannede mellemlag – med Bourdieus begreber: dem som har kulturel, men ikke økonomisk kapital.

          Jeg hører naturligvis med det samme protesterne fra nutidige danske dannelsesteoretikere: ’Jamen, det er jo slet ikke det, vi mener med dannelse’. Rigtigt er det da også, at der gennem flere årtier er skrevet meget i forsøg på at frigøre dannelsesbegrebet fra den arv, Søren Mørch skildrer. Inspireret af bl.a. Wolfgang Klafki og Dietrich Benner har man søgt at fjerne klasse- og elitepræget fra dannelsesbegrebet. Man har orienteret dannelsen mod samtidens store, centrale udfordringer, som de kommer til udtryk fx i FN’s verdensmål. Man har forsøgt at åbne begrebet, så det ikke betegner en bestemt mængde viden eller kulturelle præferencer, men en åben, kritisk og forandringsparat grundholdning.

          Alt dette har jeg stor respekt for. Men i mit sprogøre fjerner det ikke den betydning af ’dannelse’, som Søren Mørch spidder med sin kritiske stil. Den gamle betydning af ordet lever videre i det mindste som bibetydning. Og pædagogikkens sprog er jo ikke som matematikkens, hvor man blot kan stipulere en definition for at skaffe sig af med overleveringer og bibetydninger.  Måske handler det om generationsspecifikke oplevelser med bestemte ord. Jeg gjorde mine første erfaringer som uddannelsesdebattør i regi af Danske Gymnasieelevers Sammenslutning sidst i 1960’erne. Her var der ingen tvivl om, at vi var imod ’det borgelige dannelsesbegreb’ og ønskede det fjernet fra gymnasiets formålsparagraf. Jeg har fortsat svært ved at forlige mig med, at dannelse skulle kunne være et progressivt begreb. Men jeg må naturligvis tage til efterretning, hvis den gamle betydning af ’dannelse’ ikke lever videre i yngre menneskers øren, heller ikke som bibetydning.

          Jeg tror dog ikke, at dannelse nogensinde bliver noget folkeligt begreb. Hvis man ikke har del i den dannelseskultur, Søren Mørch skildrer, går man ikke i skole for at blive dannet, men for at lære sig det, man får brug for i videre uddannelse, i arbejdslivet og i livet i øvrigt. Men denne indstilling ser de dannede typisk som en primitiv ’instrumentel’ holdning til skole og uddannelse.

          Måske kan vi bruge Dewey i denne sammenhæng, og det er noget af grunden til, at jeg håber og tror, at han får en renæssance. Som amerikaner har Dewey ikke noget dannelsesbegreb. Det er i sig selv en pointe i forhold til den påstand, man møder nogle gange om, at man ikke kan tænke begavet om pædagogik uden dannelsesbegreb.

          For Dewey var det centrale, at alle elever får realiseret deres potentiale i en fortsat vækst uden bestemt endemål, men i et levende demokratisk fællesskab med andre. Viden og kunnen skal vise deres værdi i handling – altså at de kan bruges til noget. Dewey er repræsentant for det, man kalder det pragmatiske vidensbegreb: Viden er at kunne handle intelligent. Her er han betydeligt tættere på den folkelige forståelse af, hvad meningen må være med viden, skole og uddannelse, end dannelsestilhængerne er.

          Der er dog ikke langt fra Deweys tanker om demokrati, fællesskab og vækst til dannelsesideerne hos fx Klafki og Benner. Men personligt synes jeg, det er en stor fordel, at vi hos Dewey slipper for den elitære selvfedme, som jeg ikke kan undgå at høre som en bibetydning af ’dannelse’.