Sådan slipper vi af med den teknokratiske pædagogik

Gennem cirka 25 år har skolepolitikken været domineret af en teknisk tilgang, der har påstået at kunne effektivisere undervisningen. En meget lang række af tiltag er blevet indført: tydelige mål, test, individuelle elevplaner, kvalitetsrapporter, flere undervisningstimer, mere it, elektroniske læringsportaler og meget andet fra samme skuffe. Det meste af det har øget arbejdspresset på lærerne, særligt naturligvis det øgede timetal. De fleste lærere er grundigt trætte af det, og spørgsmålet er: Hvordan slipper vi af med dette arsenal af styringstiltag?

Jeg tror, at svaret er enkelt: Vi skal blive ved med at gentage og dokumentere, at den tekniske pædagogik ikke indfrir sine løfter: Undervisningen bliver ikke mere effektiv, snarere tværtimod.

Når jeg så skråsikkert tør påstå, at det er vejen frem, beror det på to argumenter. For det første har man allerede gennem nogle år kunnet konstatere, at den teknokratiske tilgang er i defensiven: Der er ikke siden 2014 kommet nye styringstiltag, og flere af de eksisterende er under modifikation: Trinmålene er reduceret til at være vejledende, de nationale test skal revideres, frihedsforsøg er sat i gang m.m. Talrige rapporter, senest hele følgeforskningen efter reformen, tyder på, at de tekniske tiltag har ringe eller ingen positiv virkning.

For det andet kan man drage en parallel til det sidste store paradigmeskifte i skolepolitik og pædagogik, nemlig reformpædagogikkens fald for cirka 25 år siden. Reformpædagogikken blev introduceret i Danmark i 1920’erne og spillede en dominerende rolle i folkeskolen fra omkring 1960. Ét argument mod reformpædagogikken blev helt fra begyndelsen gentaget i én uendelighed: Eleverne lærer for lidt. Det er et kompliceret spørgsmål, om der var belæg for dette argument, og svaret bliver fuld af forbehold og nuancer. Ikke desto mindre var der tilstrækkeligt hold i argumenteret til, at det trods 75 års gentagelser ikke mistede sin legitimitet. Tværtimod, det endte med at blive bredt accepteret blandt politikere og i medieoffentligheden.

Tilsvarende gælder det den tekniske pædagogik: Svaret på om den virker eller ej, er naturligvis nuanceret. En overordnet afklaring af mål er et gode, og det samme er moderat brug af it. Men meget detaljerede, teknisk fuldendte og individualiserede mål gør ikke noget godt for undervisningen, det samme gælder det øgede timetal og konstant brug af it. Derfor er der tilstrækkeligt belæg for at hævde, at den tekniske pædagogik ikke virker efter hensigten, men snarere forringer undervisningen, fordi den tvinger lærernes tid og opmærksomhed væk fra kerneopgaven.

Reformpædagogikken dominerede skolepolitikken i godt 30 år. Da den pludselig faldt sammen, var det primært på grund af den vedvarende kritik, men også fordi alternativet, den tekniske skolepolitik og pædagogik, stod klar i kulissen som frisk import fra Reagans USA og Thatchers UK. Reformpædagogikkens sammenbrud kom pludseligt og sikkert uventet for de fleste. Kun få år forinden var 1993-loven i høj grad blevet præget af reformpædagogisk skolepolitik.

Den tekniske pædagogiks sammenbrud kan også komme pludseligt. Men vi mangler lige en vigtig forudsætning: Vi skal have dens afløser stående klar. Herom i min næste klumme.