Koncepter lover mere, end de kan holde

De første pædagogiske koncepter kom til Danmark midt i 1990’erne. To aktuelle forhold spillede en vigtig rolle for, at det skete på netop det tidspunkt. Dels var folkeskolen hårdt presset af kritik som følge af de første internationale undersøgelser med sammenligning af elevpræstationer. Dels var globaliseringen i sin glansperiode, hvor det forekom oplagt at prøve at importere ’best practice’ fra udlandet.

Et pædagogisk koncept er en ’pakke’, der som regel består af et grundlæggende syn på læring, undervisning eller klasseledelse plus nogle metodiske anvisninger. De fleste koncepter importeres fra udlandet og påstås at være forskningsunderbygget, ja måske ligefrem evidensbaseret. Markante eksempler på koncepter, der har haft deres gang i den danske folkeskole, er Dunn’s læringsstile, cooperative learning, Synlig Læring og LP-modellen. 

Nogle iagttagelser og kommentarer:

Anvendelse af koncepter møder sympati og interesse i omverdenen, herunder i medierne. Det gælder ikke mindst for dem, som kommer først med det nye. Anvendelse af nye koncepter demonstrerer udviklingsparathed og villighed til at tage ved lære også af udlandet og af international forskning.

Der er tendens til, at koncepter bliver slidt og går af mode. Det er fx tydeligt med læringsstilene, som ikke har fået megen opmærksomhed den sidste halve snes år. Men selv om et koncept visner, kan det godt sætte sig varige spor. Hvis vi bliver ved eksemplet med læringsstilene, tror jeg, at de har været med til at øge tolerancen over for elevers forskellige præferencer med hensyn til arbejdsformer. Også blandt lærere, der aldrig har hørt om eller har glemt alt om Dunn’s læringsstile.

At koncepter sætter sig varige spor i praksis beror på det, der efter min vurdering er deres vigtigste positive kvalitet: De fleste indeholder gode ideer. Et eksempel er cooperative learning, der indeholder et væld af ideer og forslag til, hvordan man kan iscenesætte gruppearbejde.

Men der er bestemt også grund til at være kritisk over for pædagogiske koncepter:

De fleste lover mere, end de kan holde, og igen er læringsstilene et oplagt eksempel. Det er formodentlig grunden til, at interessen for et koncept har tendens til at ebbe ud efter nogle år. Jeg tror, at de fleste, der afprøver et koncept gør erfaringer i stil med: Jo, der var gode ideer i det, men noget tryllemiddel var det bestemt ikke, og undervisningens kvalitet afhænger stadig først og fremmest af lærerens dygtighed og entusiasme – samt ikke mindst af gode rammer og betingelser.

Hvis koncepter lanceres som noget fælles for en skole eller kommune, bliver resultatet let, at nogle lærere føler sig presset ind i noget, de ikke identificerer sig med. Jeg havde for nogle år siden en studerende, der undersøgte en skole, hvor ledelsen prøvede at få alle lærere til at praktisere Synlig Læring. Ledelsen mente, at 70-80 % af lærere bakkede helhjertet op, men spurgte man lærerne selv, var deres bud, at det kun var 20-30 %. Det kunne tyde på, at omkring halvdelen af lærerne havde følt sig forpligtet til at give ledelsen et falsk indtryk.

Konklusion: Koncepter er kommet for at blive. De rummer ofte gode ideer, selv om de bliver oversolgt. Skoleledelser og kommunen bør acceptere, at de ikke kan få alle lærere med på et koncept.