Gør som lægerne

Kigger man på lærerprofessionen og skelner mellem forskellige måde at udøve den på:

• at undervise elever
• at uddanne nye lærere
• at udvikle ny pædagogisk og didaktisk viden

er der i Danmark kun meget få personer, der gør mere end det ene. Der er nogle få, som både underviser i skolen og på læreruddannelsen. Og der er nogle få, som underviser på professionshøjskolen og samtidig forsker. Men der er, så vidt jeg ved, ikke en eneste person i Danmark, der gør alle tre ting.

      Det fører til en række alt for velkendte problemer: Lærerne i skolen synes, at den pædagogiske forskning er verdensfjern og på grænsen til det komiske i sin akademiske oppustethed. De lærerstuderende oplever, at deres undervisere på professionshøjskolen er dårlige til at forberede dem til en skolepraksis, de kender alt for lidt til. Forskerne synes, at lærerne er ’praktisistiske’, ureflekterede og konservative. Alle parter kan meget vel have ret! Det er nemlig en næsten uundgåelig konsekvens af den skarpe arbejdsdeling mellem ’praktikere’, læreruddannere og forskere.

     Ud over den gensidige nedvurdering er et mere alvorligt problem, at den skarpe arbejdsdeling formodentlig sænker kvaliteten af både skole, læreruddannelse og forskning. Det særlige ved en profession er, at de professionelle kan løse vigtige samfundsmæssige problemer på baggrund af specialiseret og avanceret viden. Det er selve samspillet mellem praksis og teori, der er kernen i en profession. Derved adskiller professioner sig på den ene side fra håndværk, der overvejende bygger på praktiske færdigheder, og på den anden side rent akademiske fag der ikke løser praktiske problemer. Samspillet mellem teori og praksis lider under den skarpe arbejdsdeling.

      Grunden til at lægeprofessionen uden sammenligning er vort samfunds stærkeste og mest respekterede profession er, at lægerne har vist sig bedst til netop at løse praktiske problemer på solidt vidensmæssigt grundlag. Det skyldes bl.a., at mange læger både behandler patienter, uddanner nye læger og forsker. Lærerprofessionen har ganske vist brug for andre former for viden end lægerne, og praksis må have et andet forhold til teori og forskning end i den medicinske verden. Fx giver et begreb som ’evidensbaseret praksis’, der er central for lægerne, ikke megen mening i lærerprofessionen. Men selve bestræbelsen på at kunne løse presserende samfundsmæssige problemer på vidensmæssigt grundlag bør være lige så central for lærere, som den er for læger. Og med ’lærere’ mener jeg både dem i grundskolen, på professionshøjskolerne og universiteterne.

          I det aktuelle forslag fra udviklingsgruppen om reform af læreruddannelsen foreslås nedbrydning af den skarpe arbejdsdeling mellem undervisere på de kommende uddannelsesskoler og på professionshøjskolerne. Det er et lille skridt i den rigtige retning. På lang sigt skal vi have mange lærere, der både underviser elever, uddanner vordende lærere og forsker.