Risikoen for vold mod børn er større, når der er traumer i familien

Børns Vilkår udgav for nylig en rapport, som konstaterer, at to børn i Danmark hver eneste dag bliver udsat for vold fra en forælder eller stedforælder. Og at mere end hvert tredje barn ikke har fået hjælp hverken før eller efter voldsudøvelsen.

Det er sørgelige tal, som er vigtige at få frem og ikke mindst handle på.

Desværre er der også et mørketal, som gemmer sig blandt en gruppe af familier med flygtningebaggrund. Det har mange årsager, men efter min erfaring er skam den primære årsag til, at familierne ikke opsøger eller modtager hjælp.

I mit arbejde som psykolog hos DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur møder jeg ofte familier, som, ud over at have oplevelser med krig, flugt og eksil i bagagen, også kæmper med et dysfunktionelt familieliv som konsekvens af traumer efter krig, flugt og tortur.

Vi ved, at der er en øget risiko for vold i familien, når der er traumer i bagagen hos forældrene. Det er det, vi kalder traumerelateret vold. Samtidig ser jeg også i mit daglige arbejde, at vold er overset i en stor del af disse familier. Når en familie er flygtet fra krig, har vi fagprofessionelle en tendens til enten at fokusere alle familiens udfordringer som en konsekvens af krigstraumer eller helt se bort fra historikken med traumer og henvise til kulturelle forskelle, integrationsudfordringer eller måske helt overse tegn på mistrivsel.

En splittet familie

Mange af de flygtningebørn, jeg møder i mit arbejde, og som fortæller om vold som en ny belastning i familien, forklarer, at familien var splittet ved ankomsten til Danmark. Enten fordi dele af familien stadig er i hjemlandet, eller den familie, der landede i Danmark, er en helt anden familie end inden krigen og flugten. Forældrene har mistet det støttende netværk og deres funktion og position i lokalsamfundet. Børnene selv har mistet den udvidede familie, venner, lærere og den trygge base, som deres hjem var. Samtidig kan de ikke længere genkende deres forældre, som tidligere var familiens forsørgere, beskyttere og kilder til læring og omsorg.

Forældrene er ofte trætte, isolerede, vredladne, triste og opgivende. Og når den første lussing rammer, opløses det sidste håb, den sidste tillid til verden som et trygt sted. Den følelse, som står stærkest tilbage, er ikke frygten for far eller mor, der slår, eller frygten for den næste lussing. Det er derimod skammen, der opleves overvældende – og den smertefulde bevidsthed om, at familien nu er en helt anden, næsten en helt fremmed familie, hvilket gør, at barnet også oplever sig selv som fremmed. For mange af disse børn er farens eller morens vold noget, som aldrig tidligere har været en risiko, aldrig har været en overhængende fare. At det er sket, er derfor ekstra svært at sætte ord på, for når ordene bliver sagt højt, får volden en plads i virkeligheden. Et voldsramt barn vil derfor forsøge at skjule volden med alle kræfter i så lang tid som muligt. Dette skaber desværre også en falsk virkelighed for den voldelige far eller mor, som i sin egen skam og frustration får mulighed for at pakke den voldelige handling væk i den tro, at barnets manglende reaktion betyder, at det ’ikke var så slemt’, og at familien er kommet over det og har glemt alt om det.

Der er hjælp at hente

Men vold kan og skal ikke glemmes, skjules eller ignoreres – hverken i etnisk danske familier eller i etniske minoritetsfamilier. Til gengæld er der hjælp at hente både for den ramte og den udøvende, hvis volden bliver opdaget.

Som en del af et fagprofessionelt netværk er det vigtigt, at vi er opmærksomme på tegn på mistrivsel hos børn med flygtningebaggrund. Og vi skal være åbne for, at udfordringer i familien kan handle om andet end krig og flugt. Også socioøkonomiske, relationelle og familiemæssige udfordringer kan stå i vejen for et barns udvikling og trivsel. Mistrivsel kan vise sig på mange måder, men er altid synlig for dem, der kender familien. Derfor er det vigtigt, at vi lærer familierne bedre at kende, at vi tør spørge ind til deres trivsel, funktionsniveau, rutiner, struktur og dynamik før ankomsten til Danmark. Jo mere vi ved om dem inden krisen, jo bedre kan vi spotte tegn på mistrivsel.

De familier, jeg møder i mit arbejde, ønsker det bedste for deres børn – ligesom de fleste andre forældre i vores samfund.

Det er derfor vigtigt, at vi introducerer børn og forældre til mulighederne for hjælp, støtte, vejledning og muligheder for behandling, hvis der er brug for det. Hjælpesystemet og det sociale sikkerhedsnet er forskelligt i forskellige lande. Det er vigtigt, at nyankomne familier kender til vores sociale netværks opbygning. Hverken forældre eller børn vil afsløre familiemæssige udfordringer uden viden om muligheder for hjælp.