Sådan hjælper vi børn i mistrivsel bedst

Som psykolog møder jeg ofte børn i mistrivsel. Fagprofessionelle beskriver, at barnet udviser aggressiv adfærd i klassen, sidder uroligt på stolen, forstyrrer de andre og sommetider endda forlader klasselokalet midt i timen.

Når de taler med barnet om det og spørger ind til, hvordan barnet har det, får de ofte svaret »Det ved jeg ikke«. Andre svarer, at de har det »fint« trods tydelige tegn på det modsatte. Og så er der de børn, som klager over alt fra vejret, matematiklæreren og madpakkens indhold til, at vennerne og veninderne er de værste røvbananer.

Mange børn har nemlig svært ved at helt sætte fingeren på, hvad der plager dem. Eller også kan de ikke engang identificere, at de er plaget, fordi lidelse er en følelse, de har vænnet sig til. Tristhed kommer til udtryk ved mavepine, stress viser sig som hovedpine og muskelspændinger og vrede som urolig adfærd og uhåndterbare impulser.

Forældrene kan i nogle af de mest udsatte familier ofte ikke se, mærke og håndtere barnets adfærd. Beskrivelser hjemmefra kan variere mellem, at barnet opfører sig upåklageligt godt, eller at barnet optræder trodsigt for at få opmærksomhed og derfor straffes med sanktioner, skældud eller ved at blive ignoreret.

De ovenstående beskrivelser har det til fælles, at både børn, forældre og professionelle ofte vælger en strategi, der går ud på at undgå. Barnet undgår sine egne tanker og følelser, forældrene undgår indblanding fra udenforstående, og vi fagprofessionelle vil helst undgå misforståelser, stigmatisering og unødig indblanding. Og allerhelst vil vi undgå at begå fejl i vores vurdering og tolkning af de mange signaler og tegn, som vi ser, men ikke kan sætte ord på.

Så hvordan hjælper vi bedst?

Identificér og konkretisér: Først er det vigtigt at konkretisere og identificere, hvad vi tolker som mistrivsel. Mistrivsel kan komme til udtryk på mange forskellige måder, og ofte er der tegn, vi ikke kan sætte fingeren på. Er barnet udadreagerende eller indadvendt og isoleret? Er det en ny adfærd hos barnet, eller er det tale om en eskalering af en i forvejen opmærksomhedskrævende tilstedeværelse? Er adfærden gennemgående på tværs af kontekster? Lægger andre kolleger mærke til noget lignende? Nogle af de tegn, jeg plejer at rådgive både fagprofessionelle og forældre om, efter at barnet har været igennem en voldsom oplevelse eller en stor forandring i livet, er:

1. Pludselige ændringer i adfærd – uanset om det er til den positive eller negative side.

2. Somatiske klager: hoved- eller mavepine, muskelsmerter, uro, træthed eller udmattelse eller en generel fladhed i kropsligt udtryk.

3. Isolationstendens eller udadreagerende adfærd.

4. Pludselige emotionelle udbrud.

5. At barnet ser ud til at gå tilbage i udviklingen og mister evne på ting, det tidligere formåede.

Hvad gør man så?

Der er flere indgange til barnet, men du kan eksempelvis gøre følgende:

Spørg og snak: Spørg barnet, hvordan det har det. Det er muligt, at et barn åbner op og fortæller om, hvad det gennemgår for tiden, hvilket enten kan be- eller afkræfte dine bekymringer om barnets aktuelle situation og mulige mistrivsel.

Du kan ikke skade ved at spørge – kun ved at ignorere eller presse for meget på. Giv barnet muligheden for at fortælle, og vis, at du er nysgerrig.

Indsamling og udmelding: Det næste skridt er at indsamle konkrete beskrivelser og notere, i hvilken kontekst de bekymrende tegn viser sig. Er det tale om en særligt aggressiv adfærd ved skift mellem time og frikvarter? Er der højlydt modstand mod at gå i brusebad efter idrætstimen? Er der især udfordringer om morgenen eller eftermiddagen? Samtidig er det vigtigt også at notere, i hvilken kontekst barnet ikke gør sig særligt bemærket, men flyder med i klassens tone og stil. Disse noter kan sammenlignes på tværs af lærerteamet og gives som en udmelding til forældrene, som dermed har noget konkret at forholde sig til.

Fyrtårnet: Når og hvis det viser sig, at der er flere udfordringer i barnets liv, som fylder, og som kommer til udtryk i kropslige, adfærdsmæssige og relationelle symptomer, kan det sommetider føles, som om man har åbnet en sluse af mistrivsel, og bægeret flyder over.

Flere skolelærere fortæller netop, at de er bange for at åbne op for noget, de ikke kan lukke ned for, eller at de problemer, som barnet bokser med, overstiger deres kompetencer.

Det, som ofte hjælper mig, når det sker, er at agere fyrtårn. At hjælpe barnet til at fokusere på én ting ad gangen. Vi laver en liste og prioriterer problemerne og udfordringerne efter sværhedsgrad. Og så zoomer vi ind på det problem, vi kan se på med mest overskud først. Ikke det sværeste eller det tungeste, men det, vi kan håndtere nemmest. På den måde starter vi samarbejdet med en succesoplevelse – ikke at vi nødvendigvis har løst det, men vi har et overblik, og vi er to om det. Og det i sig selv kan opleves som en kæmpelettelse for et barn, som oplever at drukne i problemer uden ende og uden løsning.sss

Når børn er i mistrivsel, er der ofte tunge følelser på spil. Og som fagprofessionelle omsorgsgivere kan vi nemt adoptere barnets frustration, håbløshed, og opgivenhed. Ingen af os er specialist i alt, og derfor er det vigtigt at kalde på flere fyrtårne til at hjælpe os med at navigere i junglen af problemer, gode intentioner, ideer og løsningsforslag. Det vigtige er også, at alle fyrtårne arbejder i samme retning, ud fra en fælles problem- og løsningsforståelse. Jeg understreger gerne vigtigheden af netværksmøder, hvor fordomsfri vidensdeling og nysgerrig udforskning af nye og forskellige perspektiver får plads og tid. Med afsæt i barnets egen oplevelse og fortælling er det vores rolle at sortere, prioritere og udføre de bedste ideer til hjælp og støtte.

I samarbejde på tværs kommer vi ofte længere, hurtigere end med hovedet begravet i separate perspektiver. Barnet og forældrene skal inddrages, opdateres og forberedes på planer, forandringer og tiltag.

På den måde kan vi forhåbentlig og i fællesskab tage et skridt nærmere at komme mistrivsel hos børn og unge til livs.