Rikke og Hannes PLC-blog

Blog

Bog, saft og the på PLC

Et lille kig ind i en bibliotekstime en helt tilfældig torsdag i 5.d

Offentliggjort Sidst opdateret

Saft og the på PLC

Rikke og Hannes PLC-blog

Vi er Hanne og Rikke, PLC koordinatorer på to helt forskellige folkeskoler i Kolding.Vores PLCer ser helt forskellige ud og bruges også helt forskelligt. Vores elevgrupper er helt forskellige, og til tider er vores tanker også helt forskellige. Men i samarbejdet med hinanden oplever vi en stor energi, en masse gode ideer der spirer, gode muligheder for sparring og herigennem kan vi udvikle vores PLC lokalt og dermed støtte op om elevernes læring og trivsel. Denne blog skal særligt følge vores læselyst projekt, men mon ikke der kommer til at handle om lidt andet undervejs...

Bibliotekstime i 5.d. Der er dug på bordene, og et lille stykke chokolade, the og saft på kanden til at skylle ned med.

I Kolding kommune mødes alle PLC`ere ca. hver 3. uge til driftsmøde og sparring. Vi anmelder og køber bøger. Vi har også tradition for at dele gode ideer, tips og tricks med hinanden. Man kan altid få taletid på mødet til enten at vise eller fortælle om, hvad man laver ude på skolen i forhold til læsning og PLC arbejdet. Det er selvfølgelig lovligt at “stjæle ideer” med arme og ben.

Her kommer et forløb, som jeg bare måtte afprøve.

Marie Duedahl har skrevet serien “Første dag i sjette”, som er en letlæst serie til mellemtrinnet. Hver bog følger en af de i alt 21 elever i 6.b efter sommerferien. 11 piger og 10 drenge. Læseren får derfor et indblik i 21 forskellige liv og deres forskelligartede oplevelser af samme dag -første dag i sjette.

Kort fortalt, så fik vores 5. klasse, hvor de netop er 21 elever, hver en bog fra serien, som de skulle læse til denne bibliotekstime.

På biblioteket blev eleverne arrangeret ved 4 borde med ca. 5 ved hvert bord. Her skulle de, bordet rundt, give en karakteristik af den person de havde læst om.

Herefter skulle de forestille sig, at de var personen fra bogen og præsentere sig for de andre i gruppen. En lidt udvidet personkarakteristik.

Allerede her begynder de at leve sig gevaldigt ind i deres nye personlighed. Jeg gik lidt rundt mellem bordene og spurgte ind til, hvem de var, havde de en ven i klassen osv., og meget snart blev der en livlig hilsen hen over bordene til dem de kendte. Nogen fandt sammen og andre blev lidt flove, for de havde været kærester, men var det ikke mere og sådan gik det lystigt.

Det gør noget, når man pludselig får lov at være en anden person, så er det legalt at sige noget man ellers ikke ville have mod til at sige. De kunne spejle sig i flere af eleverne fra den fiktive klasse.

Mere nåede vi ikke i dag. De byttede bøger med hinanden og næste gang, er de en helt anden person. Det glæder jeg mig til.