Rikke og Hannes PLC-blog

Blog

Læselyst kan måles på flere måder, her kommer et bud

I Kolding Kommune har vi "Skatkammeret"

Offentliggjort Sidst opdateret

Skatkammeret er et sted, hvor institutioner i Kolding Kommune gratis kan hente overskudsmaterialer fra virksomheder. Materialerne kan bruges til leg, læring, projekter, emneuger og hvad der ellers popper op af ideer.

Rikke og Hannes PLC-blog

Vi er Hanne og Rikke, PLC koordinatorer på to helt forskellige folkeskoler i Kolding.Vores PLCer ser helt forskellige ud og bruges også helt forskelligt. Vores elevgrupper er helt forskellige, og til tider er vores tanker også helt forskellige. Men i samarbejdet med hinanden oplever vi en stor energi, en masse gode ideer der spirer, gode muligheder for sparring og herigennem kan vi udvikle vores PLC lokalt og dermed støtte op om elevernes læring og trivsel. Denne blog skal særligt følge vores læselyst projekt, men mon ikke der kommer til at handle om lidt andet undervejs...

Jeg fik en ide om at lave en lille begivenhed på biblioteket, som skulle hedde “Book in a bag” ( bookibag ) lidt a la goodiebag 😊

Jeg skulle bruge nogle flotte papirposer med hank, men de er ikke til at komme i nærheden af for penge. Jeg kørte på skatkammeret og var heldig at finde en hel samling flotte poser. Jeg tror, der var en, som havde samlet på poser fra forskellige luksuskøb. Flotte var de i hvert fald.

Jeg puttede sjove og hyggelige ting i posen, noget som jeg har gemt på eller købt billigt i genbrug eller hentet på skatkammeret. Såsom reflekser, et stykke chokolade, lidt klippe ud ting, sådan noget lidt hyggeligt noget. Der var selvfølgelig også en bog i posen fra biblioteket. Jeg fik læsepatruljen til at introducere den lille begivenhed til morgensang.

Hvis man vælger en pose, altså hvis man bare ikke kan holde sig i skindet og simpelthen er nødt til at se, hvad der er i den flotte luksus pose med hank, så forpligter det til at:

  • Læse bogen

  • Lave en bookbento (se nedenfor hvad en bookbento er)

  • Udstille den på biblioteket

Jeg har små kvadratiske borde fra Ikea, sådan et får de til rådighed og så laver man sin udstilling på bordet. De små borde vil så komme til at stå forskellige steder på skolen som udsmykning, ja nærmest som levende bøger.

Jeg har “solgt” alle poser på nær 3, men mon ikke de ryger også.

I vores forrige blogindlæg skrev vi, at vi kan være i tvivl om bøgerne er læst når de afleveres på biblioteket, hvilket de helt sikkert ikke altid er. Når jeg spørger børnene, hvad de synes om boganmeldelser, bliver de meget lange i blikket, hvilket jeg godt kan sætte mig ind i. Bookbento er en visuel form for boganmeldelse og jeg tror, at det er mere inspirerende for de unge i dag. Det minder lidt om instagram setuppet , hvilket er genkendeligt for de fleste mellemtrinselever .

“I Book-bento gælder det om at være kreativ og iscenesætte en bog i en kvadratisk form, som man kender det fra Instagram. Fænomenet kendes også som bento box og stammer oprindeligt fra Japan. I Book- bento iscenesættes bogen på en måde, som udtrykker børnenes egen oplevelse af bogen, og som skaber en æstetisk og visuel fortælling omkring bogen.”

https://www.laesesporet.dk/book-bento