Læs mere fra bloggen: Rikke og Hannes PLC-blog
Blog
Hospitalsseng, himmel eller et klatrestativ?
"Mere sammen hver for sig", en kæmpe læseinstallation på Kolding Bibliotek
En af de i alt 10 prototyper, der lige nu bliver testet af både børn og voksne i projekt Læselyst og læserum er ”Mere sammen, hver for sig”, som står på Kolding Børnebibliotek. Prototypen af Rune Fjord og Hans Asmussen er et polstret læsemiljø, hvor man, som navnet angiver, kan læse sammen men også hver for sig i lyset af lamper med LED-pærer, der skifter farve alt efter den stemning, som man ønsker at sætte.
Lige siden Rune Fjord og Hans Asmussen en varm sommerdag gik barfodede rundt i børnebiblioteket og udsmykkede prototypen med lagner, lamper, bademåtter og nylonstrømper, har ”Mere sammen, hver for sig” vakt opsigt. Den har været en magnet på børn i alle aldre – fra de helt små børnehavebørn, der har slået kolbøtter og rullet sig på madrasserne til de større børn, der har klatret op, ned og rundt og til de helt store, der har hængt ud med vennerne. Børnene er instinktivt gået til ”Mere sammen, hver for sig” uden at undre sig. De har uden tøven indtaget møblet, mens de voksne mere har studset over installationen med kommentarer om, at det minder om en hospitalsstue, en scene fra Gøgereden eller at ”nu bliver det da også lidt for mageligt”.
Det har været sjovt og inspirerede at observere brugen i de nu 4 måneder, vi har haft prototypen stående på børnebiblioteket. Der er ikke nogen tvivl om at ”Mere sammen, hver for sig” mest af alt er blevet brugt som et legeredskab, der har udfordret motorikken og sanserne. ”Mere sammen, hver for sig” har haft det hårdt som et legemøbel. Der er gået en del lamper og pærer til i de forgangne måneder og de hvide lagner er ikke længere helt så hvide, men heldigvis er det blot en prototype. Og det, som vi håbede på, har også været der: Læselysten. Blot mere plukvis og i højere grad foranlediget af voksne, der til deres børn har sagt ”Se, du kan tage en bog og ligge der og læse”. De voksnes betydning som rollemodel for deres børns lystlæsning kommer vi heller ikke helt uden om her – og til de, der ikke lige tror det, så kan der sagtens ligge en far med et barn på hver sin side og finde Holger. Vi glæder os meget til at se, hvad resultatet bliver af den testfase, som slutter om nogle få uger og hvordan særligt børnene har evalueret ”Mere sammen, hver for sig”. Det er jo ikke altid ens fornemmelser holder helt stik.
Marion Tirsgaard Børnebibliotekar på Koldingbibliotekerne