Et nådens forsæt?!

Det stod hurtigt lysende klart, at i jagten på at gøre vores unge klar til at fortsætte videre i uddannelsessystemet, så havde man negligeret og tilsidesat de praktisk/musiske fag i udskolingen. Faktisk stod det så sløjt til, at den eneste rigtigt form for kreativitet man var forpligtet på, var den, der lå implicit i projektopgavens ene krav om, at man skal præsentere et produkt...

Det gav hurtigt anledning til, at formændene for de 4 praktisk/musiske foreninger: Håndværk & Design, Billedkunstlærerforeningen, Musiklærerforeningen og Foreningen for Madkundskab gik sammen i forening om at gøre opmærksom på, hvad der for os var mere end indlysende: de valgfag der var blevet nedprioriterede i udskolingen skulle målrettes, opprioriteres og gøres obligatoriske med en afsluttende prøve til følge, således at man - på lige vilkår med den højnelse af respekt og status vi forinden havde kunnet observere idræt havde opnået - ville forstå vigtigheden af tilstedeværelsen af det praksisfaglige input i fagrækken, hele vejen igennem folkeskolens årgange. Vi foreslog endog, at vores prøver skulle afvikles i 8. klasse, således at det ville være den første prøve eleverne mødte på deres vej, vel vidende at vores prøveformer er eksemplariske, med en god balance imellem det teoretiske og det praktiske og derfor ikke vægtede den ene form for intelligens højere end den anden, men i stedet lod dem komplimentere hinanden. I madkundskab havde vi mange års gode erfaringer med at føre til frivillige valgsfagsprøver, hvor succesoplevelserne havde stået i kø hos både elever og undervisere, fordi lige netop den praktiske faglighed ER en faglighed, og altså kalder på både respekt og anerkendelse, i den forbindelse. At et håndværk og laget hertil gør stolt! Og at teorien hertil iøvrigt kan være VANVITTIGT teoretisk og mindst lige så udfordrende på den boglige side som ethvert kulturteknisk fag, iøvrigt!

Vi oplevede momentum... Følte os hørt! Og de 4 fag blev etableret som valgfag, hvoraf ét skulle vælges, og det valgte fag skulle der føres til afgangsprøve i, i 8. klasse. Jublen ville ingen ende tage... Måske stod der nok nogle skoleledere og undervisere derude, der enten følte sig klædt af til skindet eller som om, at tæppet var blevet trukket væk under dem. Men for de allerflestes vedkommende, så så man opgaven som spændende og stod klar, smøgede ærmerne op og gik i gang med at opgradere både sig selv, faget og sine elever. - Så kom Corona...

Enhver begyndelse er svær og skal - som udgangspunkt - liiige løbes i gang. Undervisningsministeriet skulle have vejledninger på plads. Faghæfterne skulle revideres. Efter-/videreuddannelsen skulle etableres, tilbydes og udbydes. De faglige foreninger skulle finde deres platform i konteksten heraf. Sparre og samarbejde, netværke og vidensdele. Vi var på vej. Vi var i gang. - Så kom Corona...

Vi gik i lockdown. Undervisningsministeren sagde, med så svag en stemme, at de færreste har hørt den, at fjernundervisningen skulle varetages, også i de praktisk/musiske fag. Lærerne ledte efter mulige løsninger. Skolelederne angav blot, at der skulle undervises i de kulturtekniske fag. Samfundet klappede på skuldrene, fordi der rent faktisk blev undervist i “noget” og forældre og børn knoklede på, derhjemme, for at følge op på alle de gode intentioner underviserne havde. I netværkene omkring madkundskab opstod der hurtigt etiske drøftelser: kunne man pålægge forældrene udgifter i forbindelse med opgaver til eleverne? Kunne der overhovedet bedrives noget, der med rimelighed ville kunne kaldes for undervisning? Man forsøgte at inspirere hinanden de steder, hvor man rent faktisk forsøgte at holde skole på afstand, for eleverne. Også ministeriet efterlyste inspiration og endte op med lige så forkølede forslag på emu, som vi selv havde været ude i. - At undervise fra det fjerne ligger bare ikke lige først for!

Så gik vi i nødundervisning. Udskolingseleverne skulle fortsat blive hjemme. Hver kvadratmeter på skolen, blev der disponeret over. Og så gik vi på sommerferie... Efter sommerferien var alting pludselig tilbage til nogenlunde-normalen. I alle tilfælde havde vi igen adgang til faglokalerne, skema og undervisning. Men havde vores skoleledere indtænkt den tabte tid i vores aktivitetsplaner? Var skemaerne veltilrettelagte? Havde prøvekontoret været frontløbere? Vidste vores læringskonsulenter “noget”? Var vores minister klar i spyttet? Kunne vi nå det?

Den ene aktør efter den anden meldte sig på banen, for at få en afklaring. I vores foreninger trådte vi vande. Vægelsindede. For hvad tjente eleverne bedst? Hvad med den længe tilkæmpede faglige status? Og hvordan havde vores medlemmer det?! (* Se i fodnote om spørgmål og opgørelse på svar fra en spørgeskemaundersøgelse, som Foreningen for Madkundskab sendte ud, blandt underviserne i faget.) Ministeren sagde, at prøverne skulle fastholdes. Det gjorde dlf også. Lidt. Og så alligevel ikke. Stort set alle andre interessenter der gjorde sig til talsmænd sagde, at prøverne burde aflyses. I foreningerne skrev vi i fællesskab et åbent brev til ministeren. Men vi sendte det aldrig. For virkeligheden overhalede os indenom. Troede vi.

“Nu går jeg i møde med Sektorpartnerskabet” sagde Undervisningsministeren, og vi holdt vejret. Enkelte af os rumsterede lidt, da der efter nogen tid, fortsat ikke kom nogle udmeldinger. Vi forstod det ikke. Syntes vel egentlig også, at vi kunne have vores berettigelse i det partnerskab,  og forventede os under alle omstændigheder en orientering, om ikke involvering. Men den udeblev. Og det gør den fortsat. Altså bortset fra, at ministeren nu er ude og fortælle, at det handler om, ikke at træffe overilede beslutninger. At valg skal træffes, på det rette grundlag, og i rette tid. At drøftelserne i Sektorpartnerskabet er drøftelser i fortrolighed. En fortrolighed, som ministeren ikke ønsker at bryde. Naturligvis. Alt sammen selvfølgeligheder. Men... Møder i Sektorpartnerskabet må vel betyde, at man forsøger at danne sig et overblik. Et grundlag at træffe beslutninger ud fra. Og... Hvornår er det tid? Rette tid. Rettidig omhu...

Vi ved, at mange undervisere, skoleledere og interesseorganisationer iøvrigt kalder på, at prøven aflyses. (* Se fodnote) Og vi er stadigvæk vægelsindede. For dén prøve var efterstræbt og kærkommen for os. Vi tror på, at den gør godt! Og, endskønt vi ikke ønsker, at den skal devalueres, så ser vi alligevel en mulighed for, at alle de undervisere, der står med oplevelsen af at skulle gennemføre en prøve, på et løst grundlag, kan gøre sine første forsøg og erfaringer på baggrund af en tid, hvor forventningerne er justerede og forståelsen og tolerancen er i højsæde. Hvor undervisningsplanerne nok bærer præg af at være hullede, men hvor kravene til prøvekontoret og censorerne især er, at de er kompentente og ressourcestærke. En nådens forsæt, om du vil...

Tilbage står jeg blot med et behov for at give Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theill en henstilling til, at det - for nogen - er på høje tide, at få en udmelding. Nemlig alle dem, der skal føre til prøver i december og januar. Dem er der en del af. Og min anbefaling vil være, at man giver plads og mulighed for at omberamme prøvedatoerne, og lade dem flytte frem til sommer, hvis elever og lærere finder det belejligt og ønskværdigt. Se, det er, hvad jeg vil kalde et minimum af rettidighed...

På vegne af Foreningen for Madkundskab

V/ formand Lone Carlson

Spørgeskemaundersøgelse:

Har du varetaget fjernundervisning på valgholdet i madkundskab, under nedlukningen, i et omfang, som er tilsvarende det eleverne ville have modtaget i den ordinære undervisning? Ja: 41 Nej: 517

Har du varetaget undervisningen på valgholdet i madkundskab, efter genåbningen og op til sommerferien, i et omfang, som er tilsvarende det eleverne ville have modtaget i den ordinære skolegang? Ja: 87 Nej: 471

Har dine elever modtaget erstatningsundervisning? Ja: 18 Nej: 540

Oplever du, at eleverne har modtaget den nødvendige undervisning, for at kunne gå til prøve til sommer? Ja: 54 Nej: 504