Et pædagogisk blik på #BlackLivesMatter og #Levogladleve

I Danmark er der selvfølgelig plads til alle præcis som de er. Uanset kønsidentitet, hudfarve, religion, seksualitet eller socialklasse. Selvfølgelig er der plads til alle i Danmark. Er der ikke?

Min oplevelse er, at det ikke er helt så sandt, som vi gerne vil bilde os selv ind. Min oplevelse er, at uvidenheden, frygten og fordommene vokser i øjeblikket. At afstandene mellem os selv og mennesker, der ikke ligner os selv, bliver større. Det føles som om, der er sat en lup på disse problemer lige nu. Uanset om det er #BlackLivesMatters, der kæmper mod racisme, #LevOgLadLeve, der kæmper mod hadforbrydelser mod LGBT+personer eller Instrukskomiteens undersøgelser af Inger Støjbergs bevidste eller ubevidste lovbrud, der har fået danskerne til at splitte sig i grupper, fordi man enten støtter eller er modstander af Inger.

Det er en splittelse, der gør mig bekymret. Den bekymrer mig, fordi den går ud over os alle sammen, og fordi den især går udover vores børn. Børn der lige nu ser videoer og læser på nettet om, hvor farligt det kan være at være anderledes. Oplever voksne, der hader mennesker, de aldrig har mødt, blot fordi de er anderledes end dem selv. Jeg er bekymret for, hvad det er vi lærer vores børn lige nu, og jeg er bekymret for, hvad det gør ved sammenhængskræften i vores samfund.

Drømmen om et bedre samfund

Jeg ønsker mig et Danmark, der står sammen, ikke et der er splittet af uvidenhed, frygt og fordomme. Et Danmark hvor vi ikke blot tolerer hinanden, men hvor vi accepterer og ser værdien i os alle sammen på trods af vores forskelligheder, uanset om der er tale om hudfarve, religion, socialklasse, seksualitet, køn eller noget helt andet. Jeg vil ikke nøjes med et samfund, der tolerer forskelligheder, for tolerance er langt fra det samme som accept og respekt. Når man blot tolererer nogen, ser man nemlig ikke deres værdi, og man respekterer dem heller ikke nødvendigvis, man har blot affundet sig med, at de også er her, og at man ikke kan gøre noget ved det. Det er ikke godt nok. Det er ikke godt nok, før vi accepterer hinanden, præcis som vi er, og kan se at vores forskelligheder bringer en værdi til vores samfund, som vi nødigt ville være foruden.

Normkritik i værktøjskassen

Der er lang vej endnu, hvis vi skal samle frem for at splitte. Det er en vej uden snuptagsløsninger og uden smutvejen. Det er en vej, der starter i folkeskolen. For hvis vi kan lærer vores børn at have respekt for hinanden og se værdien i andre mennesker, så rykker vi mod sammenhold og samling. For mig at se er en normkritisk folkeskole et vigtigt værktøj for at bygge den vej, og derfor skal normkritisk didaktik og pædagogik fylde meget mere på læreruddannelsen, så vi, fremtidens superlærere, får de redskaber med i vores værktøjskasse. Samtidig skal vi sikre at de superlærere, der allerede er i folkeskolen og får normkritik i deres værktøjskasse gennem efteruddannelse.

Den normkritiske skole

For den normkritiske skole kommer alle børn til gavn, fordi børnene lærer, at vi alle sammen er helt okay og værdifulde, præcis som vi er, og at vi derfor alle sammen har mulighed for at blive noget helt særligt, hvis vi får lov og plads og hjælp til det. Desuden lærer den normkritiske skole børnene at turde stille spørgsmål ved normer og ved plejer, og så kan den i høj grad give børn en tillid til, at DE kan være med til at ændre ting, der føles forkerte, både i deres eget liv og i samfundet.

Kort sagt: Den normkritisk skoler hjælper med børnenes demokratiske dannelse. Den giver vores børn troen på, at de er gode nok præcis, som de er. Den samler os, så vi rent faktisk bliver det land vi gerne vil være – så der er plads til os alle. Derfor er det vigtigt, at alle lærere har det normkritiske redskab i deres værktøjskasse. Derfor er normkritisk didaktik og pædagogik på læreruddannelsen enormt vigtigt.