Fremtidens superlærere

Blog

Onlineundervisning sucks, men

sammen kan vi hjælpe hinanden med at skabe nogle bedre omstændigheder for onlineundervisningen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Onlineundervisningen er forlænget igen, igen, igen, og det samme er frustrationerne blandt studerende og undervisere. På læreruddannelsen og i folkeskolen er underviserne og lærerne presset med at lave brugbar og spændende undervisning - for det er svært at lave god undervisning over en skærm. Men der er nogle undervisere og lærere, der lykkedes med opgaven, og jeg synes, at vi skal dele og bruge disse gode erfaringer. Vi kan inspirere hinanden til at indføre eller ændre enkelte elementer, hvilket måske kan redde selv den kedeligste onlineundervisning - og måske endda også det manglende studiemiljø.

Vi som lærerstuderende – og studerende generelt – har et ansvar for at være engagerede i vores studie, og det er hårdt lige nu. Men den engagerede studerende, ser jeg lige nu, som den der tager initiativ til at ændre og komme med forslag til den kedelige onlineundervisning og det manglende studiemiljø. Så nu skal vi sammen bruge vores erfaringer fra gode undervisere og lærere, vores kreativitet og didaktiske redskaber til at gøre den sidste tid af nedlukningen lidt federe! 

Jeg har hørt om følgende forslag til undervisningen, som jeg selv synes har potentiale:

Fremtidens superlærere

Bloggen ”Fremtidens superlærere” skrives af aktive medlemmer af Lærerstuderendes Landskreds. Her kan du læse om ting, der rører sig på læreruddannelse, i studielivet og i hovederne på fremtidens superlærere.

En FRIT SLAG-kanal. På mit historiehold har vores underviser oprettet en FRIT SLAG-kanal på Teams, hvor vi kan lægge fjollede billeder, videoer, memes, artikler osv. ind. 

Tænd for kameraet. Jeg ved, at det kan være træls, når man sidder med morgenhår og nattøj, men det giver en følelse af et fællesskab, når man kan se hinanden, og det mangler vi alle i denne tid. Det er klart, at det ikke er muligt for alle, men gør det, hvis du kan.

Fælles bevægelsesaktiviteter som BrainBreaks. Det er en gymnasielærer, der har praktiseret dette med stor succes. Kunne man forestille sig, hvis din underviser ikke er frisk på at facilitere det, at du eller dine medstuderende kunne stå for denne aktivitet evt. på skift?

Lav noget fælles i pauserne. Tag en omgang Skribbl.io (online gæt og grimasser) eller et andet onlinespil, drik en kop kaffe sammen eller noget bevægelse sammen (gå en tur, stræk benene, lav englehop). Det kan godt være at I ikke får en decideret skærmpause, men man får lavet noget sammen med andre, hvilket er en kvalitet i sig selv.

Walk-and-talk over telefonen. Man kan spørge om en diskussion af en tekst eller noget, der normalt ville foregå i Breakout-rooms, kan foregå som en walk-and-talk og meget gerne i forbindelse med en pause, så der er mulighed for at komme udenfor og få noget luft. Jeg har prøvet dette, og det fungerede så godt. Gå sammen to og to i breakout-rooms, hvor man udveksler telefonnumre eller aftaler et Messengeropkald og går en tur med hinanden i røret.

Det er ikke kun undervisningen der halter lige nu, det gør vores sociale liv også. Studiemiljøet er helt dødt, men det behøver det ikke at være. Du kan prøve at foreslå følgende aktiviteter for dine medstuderende:

Læseklub. Det kan både være en faglig læseklub eller fritidslæseklub.

Fredagsbar er altid en god idé. Saml nogle venner på Zoom eller lign., der hver har fundet deres favorit drikkevarer og spil nogle online spil eller bare sæt baggrundsmusik på og snak sammen.

Gå-/løbeklub har lidt samme funktion som walk-and-talk, hvor I gå hver for sig men snak med hinanden – det giver et momentum for at komme ud og få noget frisk luft og motion.

Krea- eller spilhygge. Hvis man har en kreativ åre eller en interesse for gaming  el.lign., kan man måske finde sammen med nogle andre fra holdet og lave noget sammen - hver for sig.

Bag en kage eller lav noget mad sammen. Det kan være vildt hyggeligt, selvom det er over en skærm. Mad er jo trods alt fællesskabende. 

Spis morgenmad eller frokost sammen. Nu hvor vi snakker mad, så kan man inden eller efter sin undervisning spise morgenmad eller frokost sammen nogle stykker eller måske endda hele holdet så vidt muligt.

Følg med i de forskellige udvalg og organisationer. Der er masser af muligheder for at lave noget sammen med andre studerende gennem forskellige råd og udvalg på jeres studiesteder og organisationer på tværs af uddannelser og uddannelsessteder. F.eks. tilbyder Lærerstuderendes Landskreds løbende forskellige arrangementer rundt omkring. Det er bare med at holde øje og støtte op.  

Jeg håber det her indlæg har sat gang i refleksionerne hos jer, og at I vil være med til at skabe nogle bedre omstændigheder for onlineundervisningen og online hygge derude.