Genskab respekten for lærerprofessionen

Det er svært ikke at se regeringens folkeskoleudspil som et forsøg på at gøre op med folkeskolereformen fra 2013. Den blev som bekendt finansieret med en lockout af lærerne og et efterfølgende lovindgreb og kom aldrig til at indfri de politiske målsætninger. Måske fordi den grundlæggende var karakteriseret ved total mangel på respekt for lærerne og lærerprofessionen.

Det nye udspil rummer nogle gode tiltag. Regeringen vil fx droppe hovedparten af de bindende mål, gøre skoledagene kortere og give lærere og skoler større frihed til at sikre kvalitet i undervisningen til gavn for eleverne. Og ikke mindst lægger udspillet op til, at ændringerne skal ske gradvist og i dialog med skolens parter. Det er godt.

Til gengæld er der grund til at bekymre sig om, hvorvidt kommunerne vil være i stand til at sikre skolen de ressourcer, der skal til for at styrke kvaliteten i undervisningen for alle elever. Og så mangler vi for mig at se stadig et grundlæggende paradigmeskifte, hvor vi genskaber den respekt for lærerprofessionen, der systematisk og helt bevidst blev undermineret i forbindelse med reformen tilbage i 2013.

Lærerne har undervisningskompetencen

Den lange skoledag i reformen betød fx, at en stor gruppe pædagoger pludselig stod uden opgaver, fordi elevernes fritid blev kortere. Reformen åbnede for, at pædagogerne nu kunne løse opgaver i folkeskolen. Til stor frustration for både lærere og de pædagoger, som skulle være en slags hjælpelærere. Jeg har stor respekt for pædagogprofessionen. Pædagoger har en høj faglighed. Men at undervise i henhold til folkeskolelovens bestemmelser er ikke en del af den faglighed. Alligevel kunne vores undervisningsminister på sit pressemøde glædestrålende fortælle, at der nu ti år efter folkeskolereformen er 15-20.000 pædagoger ansat i folkeskolen. Det er svært ikke at tolke det som ringeagt for lærerprofessionen og mangel på forståelse for folkeskolens formål.

Klasselærerens opgaver herunder klassens tid har med reformen mistet sin værdi. Det er i mine øjne problematisk, da det er undervisningen og det faglige fællesskab, som er kernen i skolen. Det sociale fællesskab hænger uløseligt sammen med og er en del af det faglige fællesskab og undervisningen. De er hinandens forudsætninger, og derfor er det nødvendigt at skabe den samhørighed, hvor fællesskabet mellem lærere og elever er bevaret som et kontinuerligt og forpligtende fællesskab. En udenforstående voksen kan ikke varetage de opgaver, som det for eksempel praktiseres med det, som i reformen blev kaldt ”understøttende undervisning”.

For det, der foregår i folkeskolen, er jo netop undervisning. Det er her vi samles i det faglige fællesskab. Af samme grund ændrer vi betegnelse for børn, når de træder ind ad skoleporten. Her hos os er de elever.

Med folkeskolereformen i 2013 blev det nye modeord ”læring”, og vi er aldrig rigtig sluppet af med det igen. Hvad betyder læring? Gennem vores liv lærer vi mange ting. Vi lærer at gå. En dag lærer de fleste af os nok også at spille fodbold. Men at lære at læse er ikke noget, der tilfældigt falder ned fra himlen. Det er et resultat af et langt, planlagt undervisningsforløb, hvor eleverne bogstav for bogstav får et fortroligt forhold til deres lyde for til sidst at kunne sætte dem sammen til ord. At betegne den aktivitet som læring vidner om et ubehag ved begrebet undervisning, som måske bunder i, at undervisning netop forudsætter, at det er uddannede lærere, der varetager den. Lærere med viden om pædagogik og didaktik.

Lærerprofessionen undermineres - det vil jeg advare imod

Samme ubehag gør sig tilsyneladende gældende, når tolærerordninger nærmest systematisk betegnes ”tovoksenordninger”. Vi ved erfaringsmæssigt, at to lærere i en klasse er en af de bedste måder at inkludere elever med særlige behov i den almene undervisning. Man skal nærmest slå knuder på tungen for at betegne det tovoksenordninger (og min stavekontrol reagerer iøvrigt også på ordet). Når man alligevel systematisk bruger den betegnelse, kan det kun være for at undgå L-ordet. Den samme øvelse viser sig fx, når politikere taler om lærere under en samlet betegnelse som ”skolefolk”, eller når læreruddannelsen betegnes som en velfærdsuddannelse. Det er en alvorlig tendens, som udspiller sig, hvor styrken og fagligheden i lærerprofessionen undermineres. Det vil jeg advare imod.

Et initiativ i regeringens nye udspil lyder, at man vil afskaffe det centrale krav om fuld kompetencedækning – dvs. kravet om, at al undervisning skal varetages af lærere med linjefagskompetencer i fagene. Jeg mener, at man i samme omgang bør sløjfe selve betegnelsen. Hvis nogen har behov for at bruge begrebet kompetencedækning, ville det være mere relevant at se på, hvor mange lærerstillinger, der i dag er besat af personer helt uden en læreruddannelse. I København er det op mod en tredjedel.

Med sit nye folkeskoleudspil har regeringen forsøgt at række hånden frem. Vi skal som lærere tage imod invitationen til dialog om, hvordan vi kan udvikle en stærk folkeskole de kommende år. Regeringens udspil rummer nogle gode initiativer.

Lærerprofessionen skal være retningsgivende for folkeskolen - respekten skal genvindes

Det helt afgørende er, at vi får lærerprofessionen tilbage i centrum for enhver diskussion om kvalitet i undervisningen. Lærerne skal være de retningsgivende for skolen. Det er det, vi er uddannet til. Det var et bevidst strategisk valg, da man i 2013 systematisk bagatelliserede og ignorerede lærerprofessionens betydning for folkeskolen. Den gode skole starter med den gode lærer. Vi er nødt til de kommende år at genvinde respekten for lærerprofessionen. Lærerne skal have råderum og reel indflydelse, og her spiller både regeringen og alle andre parter omkring folkeskolen en afgørende rolle. Regeringen har med sit udspil måske taget første skridt. Men der er lang vej endnu.