Lad os tale om eleven og ikke om testen

Den offentlige og politiske debat om de nationale test tog en ny drejning, da det som bekendt i april måned i år kom frem i en undersøgelse fra DPU, Aarhus Universitet, at de nationale test målte forkert. Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har meldt ud, at regeringen ønsker at afskaffe de nationale test, men bare ikke før der er udviklet et andet system. Forhåbningerne var ellers store efter udsendelsen af regeringens forståelsespapir, hvor der var lagt op til, at der skulle ske noget med de nationale test, men nu står det altså klart, at skolerne fortsat skal gennemføre de nationale test, som så først senere skal afskaffes for at blive erstattet af et nyt system. 

I nogle kommuner tillægges de nationale test stadig høj værdi. Skoleledelsesuddannelsen i København, som er blevet til i et samarbejde med Handelshøyskolen BI i Oslo, har fokus på målstyring og data – og også på de nationale test. Det mærkes på skolerne, da resultaterne fra de nationale test er helt centrale og har stor betydning for den ledelsesopgave, som skal løses. De nationale test udgør en væsentlig del af de taldata, som skoleledelserne skal forholde sig til. Dermed får de nationale test også stor indflydelse på samarbejdet, som finder sted mellem lærere og skoleledelse. Det er et problem.

Er lærerne imod data?

I debatten bliver lærere ofte fremstillet som værende imod data. Det er ikke korrekt. Lærere indsamler kontinuerligt data, både kvalitative og kvantitative data. Desværre er det sjældent, at skoleledelsen bruger den nødvendige tid til at arbejde med de kvalitative data. I stedet vægtes det som er målbart og derfor kan bruges direkte opad i systemet som for eksempel standpunktskarakterer, nationale test eller fraværsregistrering. Hele tænkningen bag den målstyrede skole handler om at tage udgangspunkt i taldata – kvantitative data, som også kommer til at være styrende for lærernes pædagogiske arbejde. Problemet er bare, at det ikke kan lade sig gøre. 

Klassekonference med udgangspunkt i de nationale test

Klassekonferencen er et godt eksempel. Klassekonferencen er et årligt møde, hvor klassens lærere og skoleledelse er til stede, der kan også være en læsevejleder eller en anden repræsentant fra ressourcecenteret til stede. Alle medbringer resultaterne fra de nationale test, de frivillige nationale test, som mange steder er obligatoriske, standpunktskarakterer, UPV og fraværslister. Klassens elever drøftes ud fra deres resultater og progression i de nationale test, og der tages stilling til, om der er elever, som har brug for støtte eller anden særlig indsats. Intentionen er ikke, at de nationale test skal fylde hele klassekonferencen, men det gør de. Intentionen er, at de nationale test blot skal være et ud af mange punkter, som skal drøftes, men man kan man spørge sig selv, hvor meget andet der kan nås, når der er 45-90 minutter til rådighed til 26 elever. Vi kan ikke nå at tale om meget andet end de nationale test. Den tid, som vi bruger på at forholde os til resultaterne fra de nationale test, kunne være brugt på lærernes professionelle vurdering af eleverne. 

Lærernes professionelle råderum skal styrkes

Når man går fra en klassekonference, er det med blandede følelser. Jeg er lærer, jeg ser mine elever, og jeg kender dem. Det er en kompleks opgave at være lærer. På en klassekonference reduceres lærernes indsats på ganske kort tid til nogle tal på et stykke papir, som ikke engang stemmer overens med virkeligheden. En klassekonference, hvor udgangspunktet er de nationale test, handler hverken om pædagogik, didaktik eller faglighed, og den handler heller ikke om eleverne. Det handler om dedata, som skolen skal måles, bedømmes og rangeres ud fra.

Vi skal hele tiden stille spørgsmål ved den praksis, som vi er en del af. Det er uambitiøst at lade de nationale test være udgangspunkt for vores arbejde. Det er stadig lovpligtigt for de enkelte kommuner at gennemføre de nationale test, men det er ikke lovpligtigt at skulle anvende de nationale test i vores arbejde. Så lad os droppe det, for det giver absolut ingen mening. Lad os i stedet have fokus på eleven, på folkeskolens formål og på vores fag. Lad lærerne være de professionelle, lad lærernes arbejde være udgangspunkt for samarbejdet og for klassekonferencen. Lad os tale om eleverne. 

(Tidligere bragt på Politiken Skoleliv - 15. november 2019)