Inklusion - hvem vinder – kommunens elever eller kommunens budget?

Foto: Morten Rode

Budgetforhandlingerne i kommunerne er i fuld gang, og endnu engang kan vi forvente store besparelser. I København er det specialområdet, der står for skud, og samme scenarie udspiller sig i andre kommuner i landet. I København har der de seneste to år været en stigning på 30% fra 1.517 til 2.022 børn, som er visiteret til specialskoletilbud. Det betyder, at der nu mangler 135,5 mio. kroner til specialskolerne. Det ser ud til, at løsningen bliver, at der ikke bliver oprettet de nødvendige specialskolepladser, men at flere elever med særlige behov og udfordringer skal inkluderes i folkeskolen i fleksible tilbud. Det er en uholdbar løsning for alle – både for de elever, der har behov for et specialskoletilbud, men i høj grad også for de elever, der allerede nu går i folkeskolen uden behov for specialpædagogisk støtte. 

Antallet af elever med særlige behov i folkeskolen øges væsentligt

Antallet af elever i fleksible tilbud skal øges væsentligt – og det er problematisk, at dette ikke er en beslutning, som er taget på baggrund af elevernes behov. Det bør naturligvis være antallet af elever, som visiteres til specialskolepladser, som afgør, hvor mange specialskolepladser, der oprettes, og ikke antallet af specialskolepladser, der afgør, hvor mange elever, der visiteres til en specialskoleplads.

Hvad er et fleksibelt tilbud?

Elever i fleksible tilbud er elever, der egentlig er visiteret til specialskoletilbud, men hvor det vurderes, at de kan profitere af at blive i folkeskolen med tildeling af særlige ressourcer til at lave en ekstraordinær indsats for eleven. Denne indsats er centreret omkring den enkelte elev, og uanset hvordan man vender og drejer det, så kræver det urimelig meget af de lærere, som i praksis står med hovedansvaret. Der vil være mange opgaver forbundet med inklusionsopgaven, og det kræver tid, som sjældent er til rådighed. Når antallet af elever i disse tilbud øges, vil lærernes mængde af arbejdsopgaver naturligvis også øges.

Der følger mange ressourcer med en elev i et fleksibelt tilbud ud i folkeskolen, faktisk 75% af pladsprisen på en specialskoleplads, men lærerne oplever ikke altid, at pengene omsættes til den fornødne støtte til den enkelte elev i klassen. Der er stor forskel på, hvordan skolerne udnytter ressourcerne, og det er et meget uigennemskueligt visitationssystem for både ledelse og medarbejdere i forhold til, hvilke ressourcer der følger den enkelte elev. Vi skal være meget opmærksomme på, at pengene følger eleven og ikke benyttes til almen drift af skolen, hvilket på nuværende tidspunkt, grundet skolernes pressede økonomi, desværre er virkeligheden på mange skoler.

Elevgruppen i ressourcecenteret er skiftet ud

De fleksible tilbud betyder i praksis, at ressourcecentrene på skolerne har skiftet en stor del af elevgruppen ud. De elever, som er kommet til folkeskolen fra andre skoletilbud, eller de elever, som tidligere var henvist til specialtilbud, optager nu al kapacitet. Det er de elever, som vi læser rigtig meget om i diverse medier, elever med eksempelvis ADHD og autisme, som ganske tydeligt ikke kan lykkes i folkeskolen. De lykkes hverken i det faglige eller sociale fællesskab, og de opretholder ikke en faglig progression. I den debat kan vi alle hurtigt blive enige om, at dette er fuldstændig urimeligt. 

De elever, som tidligere var tilknyttet ressourcecentrene, er nu overladt til de enkelte lærere i klassen. Det er åbenlyst problematisk. Lærerne har ikke de fornødne specialpædagogiske kompetencer, ej heller den fornødne tid til at varetage opgaven, eller de gode rammer, som det kræver at arbejde med en elev, som har det svært. Der er elever, som i en periode af deres skoleliv oplever at have det svært. Det kan være, at eleven har været ude for en traumatisk oplevelse, har det svært hjemme eller har sociale udfordringer i klassen i en periode. Lærerne i skolen er heldigvis rigtig dygtige til at arbejde med de pædagogiske udfordringer, men i de tilfælde, hvor der er behov for en større indsats, er læreren ofte overladt til sig selv og sit team, for der skal rigtig meget til, før der er plads i skolens budget til den ekstra specialpædagogiske indsats, som nogle elever har brug for. 

Lærerne står i et konstant dilemma

Lærerne er nødt til at prioritere i deres opgaver og står konstant i dilemmaet mellem at tage sig af elever med særlige behov eller tage sig af de andre elever. Det er ikke i orden, og denne udfordring ser kun ud til at blive større med de kommende besparelser på området.