Professionelle famler i blinde ved mødet med børn af forældre, der sidder i fængsel

Rummet er lille og mørkt. Der står en plettet futon langs væggen, og i hjørnet er reolen fyldt med slidte børnebøger, spil og Anders And-blade. Vinduet vender ud mod en indhegnet gårdsplads, og bag snavset kan man se de tykke tremmer.

»Ja, det er ikke hyggeligt, men i det mindste har vi lidt tid sammen«, siger moren smilende med mine spørgeskemaer og et stykke papir med håndskrevne spørgsmål i skødet.

Jeg er på besøg i et fængsel et sted i Danmark hos en mor, hvis barn skal udredes for traumatisering. Barnets lærere og sagsbehandlere er bekymrede for, at barnet reagerer på traume, hvorfor de har bedt om en udredning for at få afdækket årsagen til barnets reaktioner og hjælpe barnet bedst muligt i hverdagen og skolen. Bekymringerne handler i lige så høj grad om, hvordan de fagprofessionelle takler barnets nye hverdag – i familiepleje og med en mor i fængsel.

»Hvad svarer vi, når barnet spørger om sin far eller mor? Hvad svarer vi, hvis barnets venner eller andre forældre spørger?«.

Famler i blinde

Fem til seks procent af en børneårgang oplever, at far eller mor afsoner en fængselsdom, og modsat børn i fattigdom eller anbragte børn får disse børn minimal social- og børnepolitisk opmærksomhed. Selv om der er kommet mere fokus på området inden for kriminalforsorgen og i frivillige foreninger, møder jeg fortsat fagprofesionelle, som oplever at famle i blinde, når de møder et barn, hvis far eller mor sidder i fængsel. Børnene selv fortæller ofte om en oplevelse af stigmatisering, eksklusion og fordomme – nogle er endda blevet nægtet legeaftaler med klassekammerater, fordi deres forældre »jo er kriminelle« – dette uanset årsagen til fængselsopholdet. Børnene beskriver samtidig en ambivalens i forhold til samvær med den fængslede mor eller far. Besøget i fængslet modvirker det største savn i hverdagen og beroliger børnene, når det gælder deres spørgsmål om forældrenes trivsel, velvære, og hvor de er. Men at fortælle en af sine primære omsorgspersoner om skoledagen, venskaberne og fritidsaktiviteterne i et lille rum bag tremmer skaber en paradoksalt blandet følelse af tryghed og afstand på én gang.

»Når jeg lukker øjnene og ikke ser tremmerne, er det jo stadig det kram, jeg kender«, som én siger.

Hjerter bag tremmer

I mit terapilokale har jeg set mange børnetegninger, som forestiller børn på den ene side af et højt hegn, hvorfra de sender primitivt tegnede hjerter over til mor eller far bag tremmerne. Det vidner om, at børnenes kærlighed, loyalitet og savn ikke forandrer sig på baggrund af de voksnes beslutning om at begå kriminalitet. Og den kriminelle handling siger jo ikke nødvendigvis noget om den indsattes evne som forælder. De fleste forældre til de børn, jeg møder, er kærlige, omsorgsfulde, reflekterede og empatiske.

Det viser sig især i måden, hvorpå barnet forholder sig til en hverdag uden en fast omsorgsperson. For nogle børn (og forældre) er fængslet faktisk en stabiliserende faktor, som skaber en fast og struktureret ramme omkring samvær og samtale. For andre børn er det et mere indgribende fravær af en ellers fast omsorgsperson i hverdagen. Det er afgørende for barnets trivsel og håndtering af situationen, at de voksne – inklusive den indsatte selv – takler fængslingen med ro, accept og med barnets trivsel som omdrejningspunkt. Dette handler mere om forældrenes egne evner til mentalisering, tilknytningsstil, grad af empati og omsorgsstil end om kriminalitetens natur. Og det er dette, vi som fagprofessionelle kan og bør få øje på, understøtte og fremhæve – mens vi lægger fordomme og mistænkeliggørelse til side.