De (ikke) robuste børn

Jeg oplever, at netop robusthed er en akilleshæl for mange voksne. Flere lærere og pædagoger har vanskeligt ved at tackle disse børn, der nemt bryder sammen eller viser anden sårbar adfærd. Men hvad er det, der gør, at flere oplever irritation i forbindelse med disse børn og unges reaktionsmønster, og hvad kan jeg som lærer gøre, for at imødekomme et sårbart barn?

Mine egne oplevelser har gennem årene været af både professionel og personlig karakter. Jeg har set andres og mine egne børn starte i vuggestue, børnehave og skole, og flere gange har jeg set forskellige reagere og have brug for en ekstra hånd - måske flere eller mange dage i træk. I de specialklasser jeg har haft med at gøre de seneste år, er udviklingen den, at vi går fra udadreagerende adfærd til angst og mangel på robusthed.

Jeg har oplevet fantastiske voksne tage sig af børn og unge, men jeg har også set det modsatte. Sårbare børn og unge holder sig ofte tæt på voksne og kan have vanskeligt ved at slippe og indgå med andre børn. Det er utrygt for dem.

Vi må ikke blive irriterede på sårbare børn

Dette kan tilsyneladende presse særlige voksne. Børnenes mangel på robusthed bliver et yderligere tryk på de voksnes hverdag. Mange sårbare og ”ikke-robuste” børn og unge oplever det stik modsatte af, hvad de har brug for i skolernes og institutionernes travle hverdag. De har brug for en stabil og rolig voksen, der kan rumme det faktum, at de måske jævnligt bliver kede af det. Disse børn har brug for voksne med tålmodighed og overskud. Voksne der accepterer dem for, hvad de er. Det må og skal være en ret at være sårbar og skrøbelig. Dette må ikke irritere os voksne!

Min erfaring siger mig, at det er nemmere for disse voksne at håndtere vilde drenge eksempelvis fremfor ”de grædende børn”. Det er nemmere at lade en flok drenge vælte hele stuen i vuggestuen, for de kræver ikke en hånd, nærvær eller trøst. De klarer sig uden problemer - dog til gene for mange andre. De sårbare børn kræver vores hånd - igen og igen!

Jeg føler mig overbevist om, at presset fra de skrøbelige børn og unge opstår, fordi flere af de professionelle føler sig ude af stand til at handle. Andre har blot den holdning, at børnene/de unge er blevet for gamle til det ”piveri”.

Vi må og skal kunne rumme disse børn. De gør ikke dette for at genere os. Vi skal møde dem, og det er vores ansvar, at de bliver inkluderet i et klassefællesskab. Det kræver tid, omsorg og vilje, og vi kan som professionelle ikke fraskrive os ansvaret. Det ligger hos os - og ikke hos børnene.

I min næste blog vil jeg komme nærmere ind på redskaber til at håndtere de sårbare børn og unge.