Poul Nyrup: Jeg var en rod, men passede alligevel ind

Foto: Lars Svankjær

Danmarks tidligere statsminister ser flere udfordringer for udfordrede unge i dag, end da han selv var i den alder. Han mener, de unge trænger til et fristed, hvor en uforpligtende samtale kan finde sted – og det har han nu sørget for.

Der er forsinkelse på, og jeg når at køre mine emner igennem i hovedet. Jeg har fået en time med ”Poul”, som de kalder ham i de små kontorlandskaber på Østergade.

For dem er han tydeligvis en gennemgående figur med et aktivt virke på adressen. Ikke blot en kransekagefigur, der møder op en gang årligt.

For mig er han dog stadig Nyrup – statsministeren. En mand der gennem mange år stod forrest i Danmark og traf beslutninger for os alle sammen. Manden har siddet sammen med Bill Clinton af flere omgange. Om lidt skal han spendere en time med mig. Hvilket antiklimaks for ham!

Da vi mødes, er det venlige øjne, der tager imod. Jeg kender statsmandens historie og hans baggrund for at tage initiativ til organisationen, jeg besøger i dag. Baggrunden er dybt personlig og desværre tragisk.

Men vi skuer fremad i vores samtale – ikke bagud.

For Poul Nyrup Rasmussen sidder sammen med mig for at tale om særligt grenen af ”Det Sociale Netværk”, som hedder ”Headspace”.

Headspace

”Det vigtigste, vi kan gøre i den her sammenhæng, er at tale om tingene. Psykiatrien skal være en naturlighed i vores samfund, men det er den ikke. Det, vi så gerne vil med Headspace, er at være til stede for de ramte. Dem der har brug for os. Vi har lagt os i alle større byer i Danmark nu – på nær Aarhus. Vi er her for at hjælpe og bringe mennesker videre, og det sker gennem et stort arbejde af et korps af frivillige.”

De frivillige i organisationen Headspace er ikke helt tilfældige mennesker fra gaden. Det er folk, der er screenet og veluddannede til at varetage unge og deres psykiske behov i alle afskygninger. Som sagt ligger man i alle store danske byer på nær Aarhus, og Headspace er et tilbud, hvor unge kan komme ind fra gaden til en uforpligtende snak. Man har også telefonlinjer, der er åbne ugen igennem i særlige tidsrum, og tør man ikke tale med nogen, så kan man vælge chatrummet.

Headspace er for unge mellem 12 og 25 år, og man kan bringe udfordringer som sorg, alkohol, angst, kærester, venner samt meget mere med til bordet hos de lyttende ører.

”Vi har omkring 500 frivillige på landsplan, der hjælper andre unge. Det er virkelig imponerende med den velvillighed, vi oplever, og vi er stolte af projektet. Siden 2013, hvor vi startede op, har vi haft omkring 100.000 unge igennem. Det, tror vi på, er med til at gøre en forskel.”

Nyrup lyser op, når han taler om de unge og det konkrete tilbud, han står med i hånden. Han ved, at der er meget snak i det danske velfærdssystem, men Nyrup har evnet at sætte tiltag i værk i et stærkt udfordret felt.

Det er min pligt at hjælpe!

”Jeg føler, at jeg med min position, har en forpligtelse til at gøre noget som dette”, erklærer Nyrup nærmest, mens vi diskuterer de stærke stemmers magt i de udfordrede unges verden.

Han ved, at der kræves et særligt spotlight på sager, der ellers ikke af sig selv springer i øjnene på politikere samt dem med indflydelse.

”Vi forsøger jo at få aktiveret flere stemmer med pondus, og sagen er det altafgørende. De her unge mennesker har brug for et sted at gå hen. De skal ikke udsættes for ventelister og kø i de kommunale tilbud. Har man et akut problem, så skal vi være der for dem.”

Når jeg taler med Nyrup om, hvorvidt nutidens unge er mere udfordrede på sammenhænge og overblik grundet sociale medier, bliver hans tale ultra klar.

Den nære accept er altafgørende

”De her unge mennesker skal eksistere på så mange platforme, at det er helt urimeligt. Jeg ved godt, det er et valg fra deres side, men i det sociale spil er det jo ikke. Skal jeg sammenligne med min barndom, så var det hele lidt mere simpelt. Jeg var lidt en rod, men jeg følte alligevel, jeg passede ind. Jeg var nok lidt det man i gamle dage ville kalde et damp-barn. Jeg røg konstant i problemer. Men der, hvor jeg boede, var jeg accepteret. Det var alle de børn, som levede der. Alle i gaden kendte os, og det var et trygt sted at gå hen.

Det synes jeg klart er noget, vi mangler i dag.”

Jeg forundres, da Nyrup fortæller om sin barndom, for hvordan går man fra at være en knægt med ADHD lignende symptomer til statsminister?

Forklaringen ligger hos Nyrup selv i det nære. Det at føle sig accepteret trods vanskeligheder og konflikter i dagligdagen.

”Mange af de unge, jeg møder i mit virke, mangler den her base. De savner forståelsen. De føler sig fortabt og ramt af alverdens fordomme. De ender ofte med at holde sig i baggrunden, og de mister tilliden til alle os andre. Dog viser det sig, at hvis vi evner at være åbne omkring det – som vi f. eks. gør det i Headspace – så kan unge komme sig helt. Får de redskaber til at tackle deres hverdag og deres tanker, så er det vigtig viden, at man kan komme sig oven på sorg, tragedier, forliste forhold og venskaber. Det handler om at disse unge oplever tryghed samt at der er tid til dem. Vi forsøger at være det tilbud, hvor man altid kan gå hen.”

Headspace er ikke en organisation, der ønsker at gå mod systemet. De ser helst ikke sig selv som en medspiller i systemet. Det har de nu lykkedes med at være i 18 byer i Danmark gennem længere tid, og Poul Nyrup Rasmussens engagement er konstant i organisationen. På væggene hos Det Sociale Netværk hænger der en del billeder af den tidligere statsminister i interaktion med unge i alle slags sammenhænge.

”Hvor mange findes der egentlig af din slags”, spørger han mig hurtigt, da jeg er ved at gøre mig færdig.

Jeg fortæller ham om mit job, og hvor heldig jeg selv føler mig i forhold til mit arbejde på en mindre skole med god normering. Jeg fortæller også at disse steder lukker løbende disse år grundet sammenlægninger.

Han lytter intenst, og der er ikke noget pligt i hans interesse.

Jeg har netop spenderet en time med et menneske, der kærer sig dybt om de psykisk udfordrede unge i Danmark. Og så interesserer han sig for mennesker.

”Vi skal tale højt og åbent om psykiatrien,” siger Poul inden han slipper mig helt. ”Vi skal kunne tale åbent om det - de skal vide, at de kan komme sig – og de skal vide, hvor de kan hente hjælp. Det er vigtigt.”

”Men hvordan skaber vi de muligheder i et samfund, hvor man i højere og højere grad bryder små steder ned. Steder hvor der netop er tryghed og nærhed for skrøbelige sind,” udbryder jeg.

”Ved at tale om behovene igen og igen og igen. Det er kun den vej, vi kan ændre fremtidige beslutninger”, svarer statsmanden resolut.

”Jeg kan huske engang, hvor jeg sad sammen med Clinton. Vi mødtes en del en overgang. Han sagde til mig: Hvis du vil ud med et budskab, så sig det om og om igen. Det er vejen frem.”

Vi slutter af og trykker hinanden i hånden. Da jeg forlader Det Sociale Netværk føler jeg mig opløftet. Indsatsen fra Poul og hans ansatte er mærkbar. De har tal og statistikker på deres indsats. De måler og vejer sig selv gennem analysefirmaer for at give de unge det bedst mulige tilbud. Headspace gør en forskel!