Når klasseledelse kolliderer

Foto: Paul Gillard - Flickr

Det er fantastisk, når et teamsamarbejde kører godt og gnidningsfrit. Kører det ikke så godt, så kan de fleste heldigvis lukke døren og undervise i fred. Man er kun sammen, når der skal planlægges.

I specialverdenen er det dog anderledes. Vi arbejder flere voksne sammen om en klasse, og vi er gerne til stede samtidig. Vores samarbejde omkring klassen er endnu tættere end i et klassisk team, og det stiller krav til fleksibiliteten, rummeligheden og fagligheden.

For at kunne håndtere disse udfordrede unge kræver det, at de voksne er i en form for synkron tanke omkring pædagogik og didaktik, og her har ledelsen en stor rolle.

Afklar køreplanen og regelsættet

Jeg har gennem de seneste 10 år arbejdet i disse tætte konstellationer, og hvis man ”fanger hinanden” i teamet, så kan man generere en ganske betragtelig udvikling inden for såvel det faglige som klassekulturen og dermed det sociale rum.

Uenigheder må adresseres, hvis de spiller ind, og ledelsen må være en del af at stikke en retning ud for teamet.

For når vi træder gennem døren til skolen, ophører vores ret til at være præcis som vi vil! Vi kan ikke blot vælge og vrage fra vores ”walk in closet-personlighed” og hive alt muligt frem. Der er spilleregler i skolen, og ledelsen er med til at definere dem og sætte dem i spil. På den måde bliver opgaven med at navigere et team i samme retning vel nemmere?

Desværre fungerer det ikke helt så let!

De personlige frem for de lærerfaglige holdninger vinder

Min oplevelse gennem årene har været, at nogle lærere ikke iklæder sig en professionel kåbe, når de træder ind i en klasse. Jeg er helt med på, at lærerpersonlighed er vigtig og alt det der, men mange slæber deres egne personlige normer, grænser og værdier med ind i klasserummet.

”Jeg vil ikke have, de spiller de der spil i pauserne. De er for voldsomme for mig”.

”Jeg vil ikke have, at eleverne har hat på”.

”Jeg vil ikke have, at de arbejder med musik i ørerne”.

”Jeg vil ikke have, at eleverne arbejder på gangen. Det kan godt være, at I har aftalt det i teamet, men når jeg underviser, så må de ikke”.

”Eleverne skal jakken af, når jeg underviser. Jeg er ligeglad med, om det skaber konflikt - jeg gider ikke se på det”.

”Nu laver vi den her prøve, og dem der ikke kan finde ud af den, de må lave det de kan, og så må de kigge resten af tiden”.

Der er tonsvis af muligheder for at blive uenige i en klasse - uanset om du er i indskolingen, mellemtrinnet, udskolingen eller som jeg - i et specialtilbud.

Hos os er det super vigtigt, at vi kører en fælles linje. Vi må tilnærme os hinanden som voksne, og har vi vanskeligt ved det, så er vores ledelse de nærmeste til at stikke en kurs ud, som vi så må rette os efter.

Men er ledelserne landet over villige til det?

Er vi som lærere villige til at rykke os tættere på andre voksne og give køb på nogle af vores LEGO-firkantede holdninger? Og er vi overhovedet villige til selv at inddrage vores ledelse, når uenighederne opstår?

Min holdning er den, at vi må være enige professionelle for elevernes skyld.