Steffen Pedersen

Blog

Flere og flere…og endnu flere timer!

Forleden sad jeg til et oplæg med en skoleleder, der prædikede flere timer på skemaet. Argumentet var, at man uden flere timer hos dem ikke kunne nå de faglige mål, som den tidligere udfordrede skole havde sat. Men kan man argumentere for flere timer på skemaet, blot fordi det virker i et udsat skoleområde?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foto: 4rank - Flickr

Steffen Pedersen

Jeg må indrømme, at jeg ikke er varm fortaler for mange timer på skoleskemaet. Reformen tog efter min mening en hel del dannelse fra vores børn i form af tid til leg, egen fordybelse og personlig nysgerrighed. Men lad nu det ligge! Ligesom jeg ikke er tilhænger af flere timer, så er jeg heller ikke tilhænger af mere fra lærernes ”offer- samt brokskuffe”. Som alle andre jobs i Danmark er vi nu underlagt nogle andre rammer, og så må vi videre på bedste beskub.

Der hvor jeg nu bliver bekymret er, når skoler begynder at argumentere for endnu flere timer – på alles vegne. Det må høre op øjeblikkeligt!

Skolen, jeg var til oplæg med, ligger i et socialt belastet område, hvor man har gennemført en skoledag med flere timer end reformen som et led i en strategi. Det har jeg stor respekt for. Det virker for dem, og det er godt.

Problemet opstår, når flere begynder at blive inspireret af argumentet ”flere timer”.

De mange timer

Det er politiker-tankegang og ikke undervisnings-tankegang at tro, at mere undervisning giver dygtigere børn. I mange andre sammenhænge kan man få mere produktivitet ud af flere timer, men ikke nødvendigvis i undervisningssammenhæng. Og har man med udfordrede børn at gøre, så er sandheden om mere tid stærkt overvurderet.

På mit job, som er et skoletilbud for unge fra 14-18, ville det være som at trykke på en ”luk og sluk-knap”, hvis vi skulle udvide dagen yderligere. Vores elever kører på absolut maksimum. De bedste timer ligger fra 9-12, hvorefter effektiviteten daler drastisk. Vi har madordning på skolen, så eleverne får fyldt depoterne planmæssigt, så dette er ikke årsagen.

En stor gruppe elever lider under de mange timer, og særligt sensitive børn har ikke meget krudt tilbage efter en dag i skole til kl. 15.30 eller 16.00.

I nogle områder giver det mening at holde børnene i en skolemæssig sammenhæng så længe som muligt, fordi alternativet – fritiden - er en udfordring. En struktureret hverdag med flere timer end normalt er helt sikkert fantastisk i udsatte områder, og jeg respekterer højt, at disse skoler får resultater på et meget vanskeligt grundlag. Det skyldes en stor pædagogisk indsats fra ledelse og ansatte samt en høj tilstedeværelse.

Mere tid er ikke det samme som kvalitet

Min frygt for nye tiltag opstår, når skoler som disse præsenterer deres ideer, hvorefter eventuelle embedsfolk med udvikling i tankerne kæder timer og resultater sammen. Det er ikke alle steder, det er en god ide at skrue op for timerne, og vi kan nemt risikere, at tingene går i den gale retning. Glæden ved at gå i skole er jo også vigtig, og det er vel ikke meningen at man skal miste lysten allerede i indskolingen, blot fordi timetallet år efter år skrues i vejret.

Min datter sagde det fint forleden, da hun kom hjem fra endnu en dag i første klasse: ”Far, jeg kan godt lide at gå i skole, men jeg synes, dagen er lang”.

Lad os ikke pine dyret mere. Lad os i stedet tænke i, hvordan vi forbedrer de timer, vi har. Det kunne handle om omstrukturering af seminarie-undervisningen, opkvalificering af mødekultur på skolerne, undersøgelser af, hvordan lærerne bedst opkvalificeres, osv.

Vi må ikke foranlediges til at tro, at man bliver klogere af at sidde længere.

Sidder jeg fast i min Rubiks terning, så nytter det ikke at give mig en time mere. Jeg vil langt hellere have en kompetent vejledning frem mod næste skridt.