Steffen Pedersen

Blog

Ordblind elev: Symboler hjælper mig til mundtlig prøve

Jeg fik sidste år med en stærkt ordblind prøveelev skabt et tekstoplæg i mundtlig dansk, som han kunne navigere i.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Billede: Steffen Pedersen

Steffen Pedersen

Dansk mundtlig prøve kan være en vanskelig øvelse, når man er stærkt ordblind. Det kræver en del støtte i forbindelse med overblikket inde til selve prøven.

Det fandt en elev og jeg sidste år en løsning på.

Noget af det, man lægger vægt på til den dansk mundtlige prøve er, at eleven kan være tekstnær. Er det et eventyr, en novelle, et digt, artikel eller lignende, så er den tekstmæssige udfordring stor, og selve det at navigere og finde rundt i det hele inde til prøven kan være næsten umuligt.

Det forholder sig således, at en ordblind elev gerne må få læst sine tekststykker op inde til selve prøven. Dette havde jeg aftalt med min elev.

Herefter blev han irriteret, for da vi begyndte at farve hans forskellige stykker, kunne han ikke finde rundt i det. Alt flød sammen, og lidt a la Ivan Olsen i Ole Lund Kirkegaards fortælling, så sprang bogstaverne rundt.

Vi forsøgte at skrive ”spejl”, ”Dronning” og ”Snehvide” flere steder, men min elev var så udfordret på sin læsning, at han ikke kunne finde rundt i ordene. Det hjalp ham på ingen måde.

Min elev gik op i eventyret Snehvide, og han ønskede trods sin udfordring at være tjekket og skarp på sine tekststykker til prøven – trods det faktum, at jeg skulle læse hans udvalgte afsnit op.

Derfor fandt vi sammen en løsning. En løsning, der endte en smule i det kreative hjørne.

Jørgen Clevin ville juble fra sin grav på Søndermark Kirkegård, hvis han havde set os – for nu startede et klippe-klistre show af en anden verden.

Ideen gik på, at min elev ville tydeliggøre overfor sig selv, hvor de enkelte ting i teksten fandtes. Han ledte efter alt fra eventyrtræk til kontraktbrud og karakteristikker af personerne.

Med støtte fra både undertegnede samt forældre blev teksten finkæmmet, og de enkelte tekststykker markeret med både en farve samt et symbol – et symbol som eleven selv udvalgte.

I hans prøveoplæg var nu klistret små figurer af Snehvide og Dronningen ind - det samme var spejlet. På de andre sider var der små figurer ved æblet, kammen og strikken, og således fortsatte krea-projektet. Alt var googlet og derefter printet ud i miniature model.

Min elev havde stor gavn af hjælpemidlet til prøven, hvor han sikkert navigerede rundt i tekststykkerne. Han virkede velforberedt, og det endte ham ganske godt.

Der findes så meget online-værktøj vi kan bruge, men indimellem er det så vanskeligt for eleverne, at vi må finde hjælpemidler, der hvor behovet opstår – i dette tilfælde overblikket. Og her fandt vi ikke et online-værktøj vi kunne benytte. Til gengæld var eleven selv behjælpelig med, hvad der var effektivt for ham – og så endte vi langt fra den digitale verdens hjælpemidler.