Niels Hausgaard gør ikke nar af lærerne mere

Foto: Niels Åge Skovbo

Ofte har jeg siddet med elever på min skole - et specialtilbud for rundt regnet 40 elever - og tænkt over, hvorledes jeg får skabt en opmærksomhed omkring, hvad disse elever egentlig har brug for. Jeg har hos mig blot 40 elever. På skolerne rundt omkring sidder tusinder og atter tusinder med stærk skolevægring af den ene eller den anden slags.

Hvordan får disse unge mennesker gjort opmærksom på deres behov? Hvordan sikrer vi os at flere udfordrede børn i disse tider med store sammenlægninger af institutioner og mere centraliseret ledelse ikke drukner i alt det, de ikke kan?

De små sammenhænge bliver lukket ned, og en del nærhed forsvinder disse år.

I min samtale med Niels Hausgaard en almindelig onsdag aften skulle vi egentlig tale om, hvordan de udfordrede unge får hævet røsten og gjort opmærksom på deres behov. Men vi endte i stedet med at vende vigtigheden af en bred anerkendelse af jobs, udvikling af stolthed inden for et fag samt naturligvis lærere.

Politikerne er ligeglade med den her gruppe mennesker

Niels Hausgaard erindrer fint, hvordan det var at ligge i det hav af udfordringer - med kun næsen og munden oven vande.

”Jeg var selv en del af den her gruppe mennesker, og det er jo en flok, der skal ud og sælge sig selv på deres underskud. Og den går bare ikke. Der er ingen, der vil have dem”.

Det er tydeligt, at Niels Hausgaard vandrer af den samme sti som jeg selv. Begge er vi frustrerede over de muligheder, der efterhånden tegner sig for de udfordrede børn i Danmark.

”Der er ikke rigtig nogen af dem med magt, der oprigtigt er interesseret i at gøre noget. De er jo ligeglade med den her gruppe mennesker. De kan jo ikke betale sig at tage alvorligt. Man laver i stedet nogle små tiltag her og der, som alligevel ikke batter. Men det handler jo om, at dem med magten - politikerne - de efterhånden er mere embedsmænd, end de er reelle politikere”.

Mishagsytringerne omkring magtens centrum og den pseudoagtige tilgang til problemløsning har Hausgaard beskæftiget sig med gennem flere år i sine shows. Her har der været en humoristisk tilgang til rigets tilstand, men nordjyden bliver klar i spyttet, når han bliver spurgt ind til, hvad vi gør partipolitisk for at gå i den rigtige retning.

”Vi er nødt til at skifte politikerne ud! Intet mindre. De er blevet for bange for at handle. Det hele ender som regel med, at de sidder og meler deres egen kage”.

Niels Hausgaard blev som tiårig sendt på opdragelsesanstalten Himmelbjerggaarden ved Ry. Han var ”adfærdsvanskelig” og stak ud i forhold til de andre børn. Det fireårige ophold formede i høj grad hans menneskesyn, og dermed også hans skarpe tunge mod en del politikeres retorik mod det udfordrede segment i Danmark.

Akademiseringen tryner de svages selvbillede

”Mange af de venner jeg fik på Himmelbjerggården var nogle gode knægte, som jeg så senere mødte i fængslerne, når jeg spillede der. De havde bare ikke en chance. Mange af dem var opvokset uden andre muligheder end at gå denne vej, og det fyldte mig med en trang til at hjælpe dem. Sådan nogle unge mænd skulle have lov til at stjæle et par biler om året. De burde have en form for fripas.”

Hausgaard laver ikke sjov, selvom det er hans metier, og det er tydeligt, at han ser noget grundlæggende forkert i hele vores system.

”Dagen i dag er de jobs, som der før var prestige i, ikke ordentlige jobs medmindre de bliver akademiseret. Du skal igennem en masse boglig uddannelse, før du kan arbejde med dine hænder. Jeg husker tydeligt, da jeg var ved at uddanne mig til smed. Vi stod så tit og frøs os selv i stykker i vores kedeldragter, og når så foråret kom, så hørte vi udenfor biler komme dyttende forbi. Vi skyndte os ud for at kigge, og synet, der mødte os, var studenter, der blev kørt i enten hestevogn eller lastbiler i en stor fejring. Jeg erindrer, at mine tanker var, at der kører fremtiden forbi. Lige forbi næsen på alle vi andre. Det er ikke fordi, jeg har noget imod studenter, men hele samfundets syn på uddannelserne ændrede sig meget der. Da jeg selv blev udlært, tror jeg, vi drak en enkelt øl – og så gik vi hjem. Den der fejring af mig, og hvad jeg havde opnået, erindrer jeg ikke. Og det var heller ikke, fordi jeg havde brug for den. Jeg synes måske nærmere, at det var det andet, der var blevet lidt forskruet. Det var tydeligt for mig, hvad samfundet nu ville satse på. Akademisering!”

Når jeg spørger Niels Hausgaard efter, hvor han ser løsninger, så retter han nærmere opmærksomheden mod, hvordan vi taler sammen og italesætter hinanden.

Du er stadig noget værd!

”Jeg kender ikke nogle gode løsninger på det her. Det går den gale vej, men det vi kan gøre, det er, at vi kan begynde at tale de håndværksmæssige fag op igen. Der er noget smukt ved de jobs, og vi må være bedre til at tænke dem som ligeværdige med de akademiske. Jeg synes også, vi bør gøre det lettere at komme i uddannelse, hvis man har nogle udfordringer fagligt. Mesterlære er nærmest fjernet efterhånden, og det, synes jeg, er synd. Mange unge mennesker bliver tabt på gulvet på den her måde. Og flere og flere føler sig mindre og mindre værd, fordi man ikke kan det, der kræves.”

Entertaineren fra Vendsyssel fortæller videre, at han for mange år siden læste en bog med titlen ”Det er aldrig for sent”. Han finder stadig en trøst for mange individer i netop den titel, som på flere måder har været en livline for mange af hans bekendtskaber.

”Der er noget rigtig fint ved det faktum, at det aldrig helt er for sent. Hvis ikke flere af mine bekendtskaber havde levet efter det, så var det aldrig gået for dem. Nej, de her folk kom skævt fra start, og det startede i skolen. Jeg har ofte gennem mit liv tænkt, hvor heldige de elever er, som møder en god lærer i deres liv. Jeg er personligt holdt med at gøre grin med lærerne. Det gjorde jeg ofte i mine shows før i tiden. Hvis salen var lidt sløv en aften, så smed jeg lige lidt jokes ind om dem. Det løftede som regel showet – af den simple grund at vi alle har et forhold til dem. Men det blev jo billige point, og jeg erkendte senere, at det er et af de vigtigste hverv. Jeg er selv gift med en lærer, og jeg har faktisk været vikar en del gange efterhånden – og jeg må sige, at nogle af de bedste timer, jeg har tilbragt de seneste år, har været med børnene i skolen. Men det er vigtigt, at vi forstår, at vi skal rumme dem alle. Også selvom nogle af dem ikke kan ret meget. Netop det ændrer ikke ved det faktum, at du stadig er noget værd.”