Når et enkelt ord ødelægger et møde

Foto: J. Stimp - Flickr

Jeg har gennem mit skoleliv siddet til en del møder. Alt fra netværksmøder, forældresamtaler, forældremøder til indslusningsmøder mm. Fælles for dem alle er, at når jeg selv sidder i førersædet, så plejer det at gå konstruktivt godt.

Møder, hvor vi samler en del mennesker, er ikke stedet, hvor de svære ting skal bringes på bane for første gang! De udfordrende emner skal være afleveret til hjemmet gennem telefonsamtale eller gennem samtale med forældrene inden. Først herefter kan vi indkalde sagsbehandlere, familierådgivere osv. og tage fat på at dirke udfordringen op.

Der kan naturligvis være meget grelle tilfælde, hvor dette ikke gælder, men det hører til sjældenhederne.

”Bekymringer”

Jeg erindrer særligt et møde, hvor vi skulle samles 10 mand for at samle op på indsatsen på en elev.

Fokuspunkt nummer et stod på tavlen i lokalet, og det var ”bekymringer” vedr. eleven.

”Bekymringer”! Første punkt på dagsordenen!?

Jeg var en anelse perpleks, og da jeg blev bedt om at starte, blev jeg autonom og nævnte ingen bekymringer. Jeg så ingen! Jeg så en del udfordringer for eleven og hans familie, men vedkommende trivedes i skolen, havde et flot fremmøde, var pænt klædt, var aktivt deltagende i timerne osv., så ingen ko på isen fra min side.

Til gengæld greb næste mand bolden flot, og tog omgående det givne ord ”bekymring” i sin mund - og straks ændrede mødet karakter.

Familien gik i forsvar, og hele samtalen drejede steder hen, hvor mødelederen ikke længere var i kontrol. En grænse var klart blevet overtrådt, og familien fyrede tilbage på de professionelle.

Aktivering af skyld og frygt

Ordet ”bekymring” klinger underligt på et møde, hvor man er mange samlet. Jeg har gennem årene talt med flere familier om, hvad de forbinder med ordet, når vi professionelle bruger det. Langt de fleste svarer, at det skaber frygt hos dem.

”Jeg blev bange for, at mine børn skulle fjernes fra mig”.

”Jeg fik en følelse af, at være en dårlig mor, når andre bekymrer sig om mit barn, mens jeg har ansvaret”.

”At andre mennesker bliver bekymret for mit barns udvikling, fik mig til at føle, at alt jeg har gjort for ham, ikke har været godt nok”.

Ordet kan efter min mening bruges i en meget lille sluttet kreds. Det optimale er en samtale med kun to personer. Erfaringer har vist mig, at skal man aflevere en decideret bekymring, så er det bedst med et mindre forum. Et intimt møde, hvor man kan føle sig tryg, og også som forælder kan tale direkte ud af posen.

Et stort møde er en kæmpe fejl. Bekymring skal heller ikke ligge som det første på en dagsorden på et status- eller opfølgningsmøde. Det skal heller ikke italesættes som en del af en dagsorden - ordet skal ikke være givet på forhånd!

Man skal tænke sig om inden man benytter dette udtryk. Det skal behandles varsomt! Det kan nemt koste den alt afgørende relation til de nærmeste samarbejdspartnere - forældrene.