Har I spillet Minecraft med jeres børn i dag?

Jeg er udskolingslærer, og har derfor ikke fornøjelsen af at undervise de yngste elever og kommunikere med deres forældre, når de starter på rejsen gennem uddannelsessystemet. 

Alligevel har jeg et ønske, der går på at klasselærerne i 0. klasse stiller forældrene spørgsmålet, som er overskriften på dette indlæg til det første forældremøde.

Svaret vil sandsynligvis overvejende være et klart nej, idet børns begejstring for digital underholdning generelt ikke er noget, man deltager for meget i som forældre.

Man sætter højest tidsmæssige rammer for hvor længe ungerne må være på mobiltelefon, PS4 og iPad. Samtidig tror jeg, at de fleste forældre i deres stille sind værdsætter den ro, som opstår når ungerne er optaget af digitale sysler. Så kan vasketøjet ordnes, og måske bliver der endda tid til kaffe og voksentid uden alt for mange afbrydelser.

Jeg er dog overbevist om, at forældrene i langt højere grad bør tage kaffen og vasketøjet med ind på børneværelset, så de kan være en aktiv del af podernes digitale aktiviteter. 

En anerkendende og nysgerrig tilgang til barnets digitale aktiviteter skaber nemlig en følelse af fællesskab og tryghed hos barnet i forhold til det digitale, som efterfølgende kan have afgørende betydning for forældres og læreres mulighed for at imødegå uønskede fænomener såsom digital mobning, selvskadende adfærd og grænseoverskridende seksuelle aktiviteter på sociale medier.

Hvis forældrene fra starten af børnenes digitale liv opleves som medspillere i forhold til det digitale, er der en større chance for, at barnet tør dele sine bekymringer, hvis det oplever problemer på nettet i forhold til sig selv eller kammeraterne.

Det er primært forældrenes opgave at skabe, udvikle og vedligeholde etiske aspekter ved deres børns digitale dannelse, men det kræver samtidig, at man fra skolens side klart og tydeligt gennem hele skoleforløbet italesætter behovet for en positiv og deltagende holdning hos forældrene i relation til børnenes digitale færden.

Herved er der måske også en chance for at udskolingslærere i mindre grad møder børn, som er kommet så meget ud af balance, at de ikke kan nå at rette op skaderne, før eleverne skal videre i uddannelsessystemet.