Line Maj Møller
Blog
Hvad kan den der Ipad egentligt?
En hel del skoler er efterhånden hoppet med på Ipad-bølgen, hvilket længe har medført en masse spændende diskussioner omkring nytteværdien af Ipads i undervisningen. Er Ipads i undervisningen små mirakler sendt fra himlen? Eller er de mere et nødvendigt onde, som nu engang er blevet besluttet indkøbt og så er havnet i lærerens hænder? Jeg er ikke specielt IT-kyndig, så der må jeg være jer svar skyldig. I stedet vil jeg i dette indlæg se nærmere på Ipads i undervisningen med matematiklærer-briller på. Fordi, – når vi nu engang er nogle, der står med den Ipad i hænderne, – hvordan kan vi så drage bedst mulig nytte af den, så vi undgår, at den bare bliver en meget (MEGET) dyr erstatning for diverse færdighedstrænings-hæfter?
På min skole er alle elever fra 0.-6. klasse på nuværende tidspunkt udstyret med en Ipad. Til at starte med var tanken også, at alle eleverne i udskolingen skulle have en Ipad, men efter en kort forsøgsperiode kom man frem til, at en PC var et meget bedre alternativ på disse årgange.
Jeg underviser selv i matematik i 6.klasse, hvor alle elever altså har en Ipad. Min oplevelse er, at vi som lærere befinder os lidt i en form for limbo omkring Ipadens tilstedeværelse. Et eller andet sted ville vi nok i slutningen af mellemtrinnet helst opgradere den til en PC, men vi vil på den anden side heller ikke undvære den.
Jeg har netop været på besøg på Bornholm, hvor jeg var så heldig at få lov at holde et fagteammøde for en flok matematiklærere på Rønneskolen. Emnet på mødet var netop ”Ipads i matematikundervisningen.”
På mødet så vi nærmere på Ipads fra følgende vinkler (meget bevidst gik vi uden om vinklen ”alt det den ikke kan”):
- Hjælpemiddel
Diverse apps og programmer med oplæsnings- og indtalemuligheder kan gøre det nemmere for læsesvage elever at arbejde selvstændigt i (matematik)undervisningen.
Ipaden kan desuden bidrage med let tilgængelige lommeregnerfunktioner.
- Værktøjsprogrammer
Mulighed for at benytte og tilkøbe forskellige apps, der fx understøtter brugen af CAS i undervisningen. Alt afhængigt af økonomisk grundlag fås de i prisklasser fra gratis til knap-så-gratis. Ligeledes fås de i kvaliteter fra udemærkede-og-brugbare til tæt-på-værdiløse.
- Kommunikations- og præsentationsmiddel
Særligt denne funktion har vi i 6.klasse haft enormt meget glæde af i arbejdet med begrebspointer og fokusord i matematikundervisningen (kommunikationskompetencen), hvor eleverne efter endt emne ofte har benyttet videofunktionen til at indtale en matematikvideo, hvor emnets udvalgte begreber/fokusord forklares.
Vi har også haft gavn af diverse collage-apps, hvor eleverne har arbejdet med at præsentere matematiske pointer vha. udvalgte repræsentationsformer (repræsentationskompetencen). Fx har vi i forbindelse med et emne om regnehistorier haft fokus på repræsentationsformerne tekst, billede og matematisk symbolsprog.
- Base for digitale læremidler
At eleverne har deres egen Ipad til rådighed gør tilgængeligheden og brugen af digitale læremidler en hel del nemmere.
- Færdigheds- og strategitræning.
Med de utallige apps, som er til rådighed og som konstant dukker op, ligger der en verden af færdighedstræning for fødderne af både lærere og elever.
Flere af dem er uden tvivl også ganske udmærkede, såfremt de bruges i den rigtige sammenhæng og i den rigtige mængde.
Vi bruger ofte disse apps, som en del af dagens bonusopgaver. Altså de aktiviteter man kan vælge at gå i gang med, når man er færdig med dagens primær-aktiviteter jf. dagens mål.
Vi arbejder på skolen en del med kognitiv strategiudvikling vha. diverse brætspil som led i tidlig indsats i indskolingen. Flere at disse spil ligger til rådighed som apps, og de gør det ganske udmærket som en lille brain-break eller som før nævnt som en bonusopgave sidst på lektionen.
Uanset hvilken vinkel man lægger på brugen af Ipads i undervisningen, tror jeg, det vigtigste at huske på er, at Ipads i undervisningen ikke helt naturligt er lig med bedre undervisning og mere læring.
Som med så megen anden teknologi er det let at blive imponeret og overvældet (og nogle gange også skræmt). Jeg tror, det er vigtigt at holde sig for øje, hvornår det giver mening at bruge Ipaden og være bevidst om, hvilken rolle den spiller i undervisningen.
Afslutningsvis vil jeg kort berøre en helt anden (og ikke speciel matematisk) vinkel på Ipads i undervisningen, - nemlig den forventningskløft, som kan opleves ift. lærere og elever. Læreren opfatter (højst sandsynligt) Ipaden som et undervisningsredskab, mens det for de fleste børn er et underholdningselement fra fritiden, som bringes ind i skolen. Min oplevelse er, at der er behov for en meget klar forventningsafstemning, inden man kan gøre sig forhåbninger om, at Ipaden kan bidrage til øget læring i skolen.
Hvad er mon jeres erfaringer med brug af Ipads i undervisningen?