Korthuset vælter

Vi har i over to år fået banket ind i vores hoveder og bygget vores korthus, hverdag og rutiner op omkring, at vi skal passe på, at vi skal holde afstand, at vi skal passe på de sårbare i samfundet, og derfor er det en kæmpe omvæltning pludselig at skulle give slip, og alt er tilbage til det normale samtidig med, at vores smittetal er tårnhøje. Ja, vi ønsker alle at få vores almindelige hverdag tilbage uden restriktioner, hvor vi kan gå på museum, spise på restaurant, tage til koncerter, afholde klassearrangementer og holde fester for vores familie og venner uden mundbind og coronapas, men vi er der altså ikke helt endnu, da corona stadigvæk har et godt greb i os.  

Regeringen har mistet kontrollen over corona, og korthuset vælter ude på skolerne. 

Min mand er en af de sårbare, da han har en kronisk sygdom, og han får immunhæmmende medicin, og jeg oplever på ingen måde, at der bliver taget hensyn til ham, da retningslinjerne bliver lagt mere ud fra, at samfundet og samfundsøkonomien skal køre videre og knapt så meget ud fra, hvad der måske ville være mest fornuftigt rent sundhedsmæssigt. Ja, vi bliver ikke så syge, men vi kan stadigvæk nedlægge en skole og en arbejdsplads, hvis nok ansatte og elever bliver ramt på samme tid.  

Man glemmer helt, at vores elever også kan reagere på, at ændringerne og åbningen kommer så pludseligt. Heldigvis er mange elever glade for, at de nu kan være sammen på kryds og tværs, og det kan jeg sagtens forstå, men vi har også elever, som bliver utrygge. Måske har de sårbare familiemedlemmer, eller måske er de selv nervøse for at blive syge.  

Jeg synes, at der er noget forkert i, at vi i vores privatliv prøver at passe på, kun ser de tætteste venner og familie samtidig med, at vi på vores arbejdsplads bliver udsat for massiv risiko for at blive smittet. Jeg har ikke lyst til at blive smittet, og jeg har bestemt ikke lyst til at tage smitten med hjem til min familie, da vi ikke ved, hvordan min mand reagerer på corona.  

Hvem passer på os?