Den første skoledag uden restriktioner

I dag blev min 11 årige søn bange - virkelig bange.

Så bange at han forlod skolen.

Han har 1/5 del af sit liv levet i corona situationen, og han har gjort det godt.

For han forstår godt, at det kan være farligt at få corona. Han har skulle vise hensyn, holde afstand, ikke kunne besøge sin mormor. Oplevet hans brors konfirmation og egen fødselsdag blive rykket. Ferien aflyst, ingen aktiviteter, og afholdenhed fra sine venner.

For det har han lært, for det har han fået fortalt.

Han har også lært at mange er døde af corona, eller blevet meget syge for det har han fået fortalt. Ja der er talt og handlet så meget om Corona, at strukturen er en del af hans hverdag.

Nu er der pludselig lukket op. Mange af hans klassekammerater er smittet og min søn er bekymret… jo jo, han har selvfølgelig fået af vide at nu kan vi lukke op grundet vaccinerne og ja han er også vaccineret. Og er klar over han nok også snart bliver smittet.

Men hvad sker der i en lille krop når strenge restriktioner bliver til ligegyldighed.

Så bliver alt det man troede og havde lært forkert.

I dag skred min søn fra skolen fordi nogle af hans klassekammerater var testet positiv. 

Han skred fordi han blev bange for han har lært man skal være bange for Corona.

Jeg bliver trist over at samfundsøkonomien klemmer så mange tæer- at man ikke har tænkt på at skoen klemmer hos børnene på andre måder.

Gid man dog havde sluppet restriktionerne så også de mindste i samfundet kunne følge med og ikke skulle opleve at hele klasser lægger sig.