We'll never hit the bullseye...

Planen ligger ikke fast endnu, og der bliver kastet en masse idéer og forslag op i luften til, hvordan vi kan få de store elever i skole igen, og det er nu, at vi skal tænke os rigtig godt om og ikke bare kaste os ud i det første og bedste forslag, som på papiret lyder godt, men som i praksis slet ikke fungerer. Vi har alle været meget omstillingsparate det sidste års tid, vi er corona-trætte, vi har brug for ro og stabilitet, og der er derfor ikke plads til hurtige, hovedløse, hovsaløsninger.

Er løsningen virkelig, at eleverne skal testes to gange om ugen for at kunne komme i skole? Hvad med de elever, der ikke ønsker at blive testet? Er det forældrene, der har ansvaret for undervisningen, hvis testen vælges fra, og får eleverne i så fald ulovligt fravær? Hvem skal teste? Hvilke konsekvenser kan testningen på sigt få for vores elever? Der er en masse uafklarede spørgsmål, som der skal være styr på, inden vores elever sendes i skole igen. Der må ikke herske nogen tvivl om, at jeg er fortaler for, at vores elever kan komme tilbage til deres stabile hverdag, men det skal være under ordentlige forhold og ikke for enhver pris, og skal de testes, så skal det være af sundhedsfaglig personale, og hverken af deres lærere, forældre, studerende eller pensionister. 

Der er ingen tvivl om, at de store elever savner deres kammerater og deres stabile skolehverdag, men skoledelen er kun en lille del af deres afsavn. De savner også deres almindelige sociale liv i form af caféture, shopping, fester, idrætsliv, biografture og kulturelle arrangementer. Det spiller en stor faktor i deres mistrivsel, og det løses ikke ved, at de hurtigst muligt kommer i skole igen. Vi rammer skiven men får ikke bullseye.