Litteratur til danskfaget

Blog

Lad (jule)freden sænke sig over fjernundervisningen

Den foreslående summen af juleafslutningshygge er blevet afløst en hektisk og nærmest panisk stemning af planlægning af jule-ferie-fjernundervisning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Litteratur til danskfaget

Vi er to meget dedikerede dansklærere, der blogger om danskfaget og vores store passion litteratur til undervisningen. Vi er optaget af at fremme elevernes glæde og nysgerrighed for danskfaget og litteraturen. Vi vil gerne i vores arbejde med litteraturen i danskfaget give vores elever nogle gode læseoplevelser. Oplevelser der styrker elevernes personlige identitet, som er sprogudviklende og giver dem viden om litteratur og forhåbentlig er med til at gøre dem til bedre læsere. På denne blog vil vi dele vores dagligdag med jer og åbne dørene til vores klasselokaler. En praksisnær blog med ideer til jeres danskundervisning, hvor fokus er indlevelse og indsigt i litteraturens fantastiske verden.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg ved ikke, hvordan jeres elever har haft det, men mine søde udskolingselever har været klar til juleferie fra starten af december. Inden julehyggen kunne indfinde sig i klassen, fik de dog lige lov til at hygge sig med en lækker terminsprøve, som de gik til med krum hals. Derefter var der ellers dømt jule-læse-hygge. Der var aftalt booktalk med folkebiblioteket, skemaet med læsetid var planlagt og tiden afsat til at lave booktrailers.

Så da Mette Frederiksen meldte ud, at nu skulle de på forlænget juleferie, eller som hun mente det…. nu skulle de overgå til fjernundervisning, blev jeg ramt af en følelse af, at nu skulle jeg i gang med ‘Den store Georg Gearløs’ og opfinde og planlægge en masse sjove og spændende juleaktiviteter, som de rigtig kunne ‘hygge’ sig med hjemme.

Desværre kunne jeg bare mærke, at min kreativitet faktisk også var på vej på juleferie og udsigten til at møde mine elever virtuelt igen gik direkte i mit ellers så gode julehumør. 

Mine elever virkede ærligt talt heller ikke super glade til at skulle fjernundervises igen. De var SUPER klar til juleferien, men ikke en ny omgang undervisning bag skærmen.

Booktalk

Alle tanker om alle de sjove og spændende juleopgaver blev hurtig skrottet, og jeg besluttede mig for at følge min oprindelige plan om jule-læse-hygge.

Jeg holdt fast i at holde vores booktalk. Så i fredags var Børnebibberne fra Holbæk bibliotek ude at holde booktalk om gode ungdomsbøger. Jeg havde aftalt med dem, at de tog flere bøger med af samme titel, så elever kunne lave læsegrupper og lave booktrailer sammen. 

Efter booktalken fortalte jeg eleverne, at de skulle lave booktrailers efter endt læsning. Jeg opfordrede dem til at gå sammen i læsegrupper med nogen, som de også ser i deres fritid, da jeg ville prøve at få skemaet planlagt således, at de kunne arbejde med booktrailer en hel dag og derfor være fysisk sammen. Det var absolut en ide, som eleverne var ret glade for.

Læsetid på skemaet

Da vi skulle lægge skema, havde jeg et ønske om, at eleverne, de tre dage i næste uge, hvor de har fjernundervisning, kunne få læsetid i sidste lektion. Det var der heldigvis opbakning til i mit team til. Jeg har stadig mine dansktimer foruden, at de har læsetid i sidste lektion

Planen for min virtuelle danskundervisning er nu, at vi laver grammatik i første del af lektionen, og i anden del skal de lave nogle aktiviteter, der knytter an til det, som de har læst i den foregående læsetid. Det sidste gør jeg slet og ret for at have nogenlunde indblik i, at de faktisk får læst.

Jeg har opsat tre kriterier for læseaktiveterne. De skal indeholde bogens titel, hvilke sider de har læst, være tekstnære, og eleverne skal tolke på det læste. Jeg har i skrivende stund ikke lagt mig helt fast på, hvilke læseaktiviteter eleverne skal arbejde med, men jeg tænker, at de nok skal lave Tweet med inspiration fra bloggenomitogundervisning.dk, haikudigt-resume og moodboard-resume.

Fællesskab om booktrailer

Planen har som sagt hele tiden været, at de skulle arbejde med booktrailer i mindre læsegrupper. Dette har jeg også holdt fast i og har også opfordret dem til at mødes og læse og lave booktrailer sammen. Mange af mine elever gav udtryk for ved sidste nedlukning, at de virkelig havde savnet samværet med deres venner/klassekammerater. I min planlægning har jeg derfor givet plads til, at de kan mødes omkring noget fagligt i skoletimerne, så de ikke bare sidder alene.

På skemaet har jeg fået tid til at bruge en hel dag inden jul til, at de laver booktrailer. Jeg starter dagen med en tjek-ind, hvor jeg guider dem igennem, hvordan de laver en god booktrailer. Derefter får en del tid til at arbejde med at lave den. Jeg sidder selvfølgelig klar med vejledning og hjælp. Vi slutter dagen af med at se alle deres booktrailers.

Jeg kan godt mærke, at mine skuldre er faldet lidt ned, efter at jeg har erkendt, at jeg ikke skal nå at opfinde og planlægge alverdens nye aktiviteter. 

Hvad tiden efter juleferie bringer, tager jeg stilling til senere. 

Lige nu vil jeg glæde mig til vores virtuelle jule-læse-hygge, se deres booktrailers og nyde juleferien sammen med familien og en god bog:)

God jul til jer alle