Litteratur til danskfaget
Blog
Sammen kan vi skabe læselyst
Et interessant samarbejde mellem kommunens folkebibliotek og skolens PLC har set dagens lys og nu sættes alle kræfter ind på at erobre elevernes læselyst.
Heldigvis er det kommet meget fokus på, at elevernes lyst og glæde til at læse litteratur er nedadgående. Det har afstedkommet et spændende og interessant samarbejde på min skole mellem folkebiblioteket og skolens PLC. Et samarbejde som jeg er så heldig at være en del af.
Igennem mange år har jeg været flittig bruger af folkebibliotekets forskellige tilbud til skolerne. Jeg har ofte har haft glæde af deres booktalks i mine klasser, deltaget i Vinter- og Sommerbogen og anmelderklubben, foruden at vi har planlagt forskellige aktiviteter sammen, hvor deling og inspiration af den gode litteratur har været omdrejningspunktet.
Derfor var det selvfølgelig med stor begejstring, da jeg fik at vide, at jeg skulle være en del et projekt, hvor vi skulle åbne vores skoledøre for et samarbejde med folkebiblioteket, hvor vores fælles mål var at få eleverne til at læse mere og ikke mindst at skabe en større sammenhængskraft mellem skolens biblioteket og folkebiblioteket.
Indretning af PLC
Rammerne for vores samarbejde var ret vide. Det eneste, der var lagt fast fra starten af, var hvem fra folkebiblioteket, der var en del af projektet, og hvor mange timer de havde til projektet.
Så var det ellers i gang med at tænke de store tanker.
Vi var ret hurtige enige om, at skolens PLC trængte til en ‘make-over’. Mange elever gav udtryk for, at de ikke synes, at der var nogle gode bøger, som de gad at læse.
Der var faktisk mange gode bøger, men elevernes kunne bare ikke finde dem, så derfor valgte vi at genreinddele bøgerne, så de ikke længere stod efter forfattere. Et kæmpe arbejde, som folkebiblioteket kærligt tog under deres vinger.
Der blev indkøbt adskillige bogdisplayer, så mange bøger kunne så med forsiden ud med eleverne.
Der blev indkøbt grønne planter, lidt nye møbler og ikke mindst flere bøger, for selv om der var mange gode bøger, så trængte bogudvalget til at blive opgraderet.
Projekt læselyst og litteraturglæde
Sideløbende med at vi var i gang med at gøre bibliotekets mere indbydende, mødtes vi også for at drøfte, hvordan vi kunne arbejde for at få eleverne til at læse mere og skabe den sammenhængskraft mellem folkebiblioteket og skolens PLC.
Det var vigtigt for os, at der både var fokus på elevernes private læsning og den litteratur, som læreren vælger at inddrage i sin litteraturundervisning. Derfor valgte vi at døbe vores fælles projekt ‘Læselyst og litteraturglæde’.
Vi skulle ikke i gang med at opfinde den dybe tallerken. Vi skulle bruge noget af det, som vi allerede ved om, hvad der er med til at skabe læselyst og litteraturglæde hos eleverne.
De skal møde nogle voksne, der brænder for at læse og formidle litteraturen, de skal have tilgang til mange forskellige bøger, der skal afsættes tid i skolen til, at de kan fordybe sig i litteraturen uden de bliver forstyrret af fx ‘irriterende opgaver’, der skal skabes muligheder for, at eleverne formidler deres læseoplevelser med hinanden og så skal vi involvere forældre i elevernes læsning.
Det var vigtigt for os, at projektet omfattede hele skole, og der var en rød tråd mellem indsatserne og aktiviteterne. Derfor brugte vi en del tid på at udvikle en årsplan for projekt Læselyst og litteraturglæde.
Årsplanen indbefatter blandt andet booktalk, dialogisk læsning, biblioteksbesøg og cafemøder med inspiration til at arbejde med læselyst og en faglig- og æstetisk tilgang til litteraturundervisningen.
Som noget nyt på skolen, har vi fået afsat tid til, at lærerne deltager i to årlige booktalks, hvor de bliver præsenteret for litteratur til elevernes private læsning og fælles værklæsning.
Drivkræften
Jeg har efterhånden erfaret at skal et projekt lykkes, så er en stor del af succesen, at det bliver båret frem af personer, der virkelig brænder for projektet. Som formidlere til børn og unge er det endnu vigtigere, at de personer som de møder er autentiske og virkelige brænder for det, som de formidler. Jeg har heldigvis været til stede og set og mærket magien, hvordan den rette formidler kan få en bog til at leve. Alligevel bliver jeg stadig imponeret, når jeg har besøg af Anne-Mette fra Folkebiblioteket og hun på magisk vis kan få den mest læsetrætte elev til at læse en af de bøger, som hun booktalker om.
Drivkraften bag dette projekt er gode relationer. Ligesom når vi underviser, så er den gode undervisning også båret frem af de gode relationer. På samme måde er succesen af dette projekt også afhængig af de gode relationer. Omdrejningspunktet er eleverne. De skal møde nogle voksne, der brænder igennem hos dem, og som de overtid kan opbygge en relation til. I dette projekt gælder det både de voksne som de møder fra skolen og folkebiblioteket.
Lad det nu få tid til at gro
Som det sikkert ikke er gået ubemærket hen, så er jeg temmelig begejstret for Projekt læselyst og litteraturglæde. Jeg er overbevist om, at vores samarbejde kan gøre en forskel for elevernes lyst og glæde til at læse litteratur. Som alle andre nye tiltag, så tager det tid at implementere nye tiltag.
Vi skal udvikle, afprøve og evaluere, og vi kommer uden tvivl til at ændre nogle af vores tiltag og blive klogere undervejs.
Den største bekymring og modstand, jeg har mødt i dette projekt, har været frygten for, at der kommunalt bliver sadlet om således, at det ikke får tid til at gro, og derved ikke får mulighed for at blive implementeret på skolen. Skal det blive en succes, så kræver det tid, ildsjæle og de fornødne ressourcer.
Det er nu, det hele skal stå sin prøve. Jeg GLÆDER mig til at komme i gang og har kun tilbage at sige …… LÆNGE LEVE LÆSELYSTEN!!!
Lige lidt ekstra!
Er du blevet inspireret til, at jeres PLC også skal have fokus på læselyst og litteraturglæde, men ikke har mulighed for et lignende samarbejde med folkebiblioteket, så er her et par ideer til, hvordan I alligevel kan hjælpe elevernes læselyst og litteraturglæde lidt på vej.
Selv om det er en stor opgave, så inddel bøgerne i genrer.
Skab på plads på hylderne, så mange af bøgerne kan stå med synlige forsider.
De fleste folkebiblioteket vil MEGET gerne lave booktalk for eleverne, enten på skolen eller biblioteket - book dem.
Lav booktalk for lærerne, så de bedre kan hjælpe eleverne med at finde de bøger, som de gider at læse.
Husk at afsætte tid til at eleverne kan fordybe sig i litteraturen.
Brug dit lokale folkebibliotek
Inddrag forældrene i elevernes læsning (også i udskolingen)