Blog

I et tænkende klasserum er man aldrig færdig!

Torsdag i sidste uge havde jeg fornøjelsen af at deltage i en workshop med Peter Liljedahl afholdt af Alinea. Det var på alle måder enormt inspirerende. Mest af alt var det en kæmpe fornøjelse at erhverve sig aktuel ny viden forankret i praksis ved rent faktisk at få lov til selv at være deltagende i praksis. Workshoppen foregik stående fra ende til anden - altså lige med undtagelse af kaffepauser og frokost.

Offentliggjort Sidst opdateret

To overordnede problemløsningsaktiviteter, som vi arbejdede med i tilfældigt sammensatte grupper omkring væghængte whiteboards, var udgangspunktet for de mange velvalgte pointer, som Liljedahl undervejs og efterfølgende fremhævede.

Èn af de mange velvalgte og rammende pointer, som jeg særligt hæftede mig ved, var netop, at der i et tænkende klasserum aldrig er nogen, der bliver færdige. Der er altid noget at tænke over!

I den første problemløsningsaktivitet kom gruppen, som jeg var så heldig at være en del af, relativt hurtigt frem til, hvad vi formodede måtte være det rigtige svar. Det var ærlig talt en pragtfuld fornemmelse, men denne følelse skulle vi dog ikke nyde for længe.

Line Maj Møller

Jeg har arbejdet i folkeskolen igennem 13 år. Jeg er uddannet matematikvejleder samt cand.pæd. i matematik didaktik.

Jeg er optaget af, hvordan matematikken kan gøres tilgængelig, anvendelig samt meningsfuld for alle, fremfor oplevelsen af blot at være en gammel samling af meningsløse regler og procedurer, som skal læres udenad.

Aktuelt er jeg enormt optaget af hvordan Peter Liljedahls forskning om ”Det Tænkende Klasseværelse” peger ind i et antal praksisser, som netop ser ud til at favne og aktivere flere elever, og ikke mindst skabe et miljø, hvor undersøgelse og problemløsning bliver et naturligt element i udviklingen af forståelse.

Inden vi så os om, stod Liljedahl ved vores whiteboard og tegnede en 100 euro seddel, hvortil han spurgte; ”Hvor meget af denne 100 euro seddel er I villige til at satse på, at jeres svar er korrekt?” Vi var på ingen måde sikre nok til at satse hele butikken, og hertil var svaret ganske nøgternt; ”I kalder bare på mig, når I er klar til at satse hele beløbet(!)”, hvorefter han var videre til nye grupper.

De næste 15-20 minutter kommunikerede og ræsonnerede vi på livet løs. Vi gennemgik vores løsningsstrategi endnu engang, stillede spørgsmål til strategien, ledte efter andre måder at løse problemet på, forsøgte at generalisere løsningen ved at se på andre tilfælde af samme problem. Det var på alle måder ”hår-rivende-frustrerende” og ”mate-magisk” på én og samme tid.

Og for mit vedkommende var dette én pointe - ud af flere, som jeg må vende tilbage til i et andet indlæg - som jeg virkelig har taget til mig: At et simpelt, fiktivt væddemål kan opretholde en gruppes flow samtidig med at evnen til at kommunikere, ræsonnere samt begrunde sættes i spil på en meningsfuld måde.

Jeg har allerede afprøvet min nye gambling-strategi i både 8. og 9. klasse og den virker lige efter hensigten; De hurtigste grupper kommer laget dybere i forståelse og får i den grad udfordret evnen til at begrunde en given løsning.

Giv det et skud, hvis det giver ligeså meget mening for jer😊