Hatten af for Fibæk!

Pædagogikprofessor Per Fibæk Laursens lille og letlæste bog ”Drop ambitionerne – og lav bedre undervisning” skriver sig aktuelt ind i en stadig tydeligere og stadig mere direkte kritik af folkeskolereformen og dens præmisser, herunder statens særligt udviklede målstyringsparadigme. Kritikken bobler frem; i blogs, i faglige artikler, i nye bøger. I det kommende skole- og studieår, 2015-16, vil kritikken utvivlsomt få endnu mere krop, og det er egentlig ikke så mærkeligt, da alle interessenter reelt er blevet taget med bukserne nede under de seneste par års atypiske, mærkelige og temmelig udemokratiske skoletiltag. Diktater i stedet for debatter. Og nu teoretiske og praktiske reaktioner på statens aktioner.

Kritiske spørgsmål til belæringskonsulenterneSå vogt jer, alle omrejsende og ukritiske belæringskonsulenter (et Raahauge-udtryk), som lige nu svedige og travle løber rundt i den statslige maneges fine savsmuld - for alle os, der skal belæres i disse måneder, men som i stigende grad bliver klædt på til at sætte mere præcise ord på de vurderinger og fornemmelser, vi har; der er noget galt med de dyre ord, der er noget galt med proportionerne, der er noget galt med prioriteringerne. De kritiske spørgsmål kan blive skarpere. Og det kan da godt være, at det ødelægger forestillingen i manegen, hvor tilskuerne af gode grunde kan føle sig som tvangsfodrede ungarnske gæs med hensyn til målstyringsparadigmets nærmest revolutionerende lyksaligheder; men hvor er for eksempel John Hatties 33 mere effektive tiltag til at forbedre den daglige undervisning, når nu han faktisk selv siger, at læringsmål forskningsmæssigt set kun er det 34. mest effektive middel til bedre undervisning (jf. Fibæks bog side 114)? Og i øvrigt er statens målstyringsparadigme tillige kun én blandt flere praktiske styringsmuligheder – om end det netop er meget upraktisk og skudt langt over målet – men det sælges alle vegne som sandheden, som måden, som den eneste og bedste vej. Huge mistake.

Tilbage til undervisningshåndværketProfessor Per Fibæks absolutte hovedpointe er, at vi skal droppe alle de dyre ord og slogans og især være på vagt, når det ligefrem er staten, der massivt optræder som ukritisk bannerfører, og som pludselig ved bedst om den daglige undervisning. Drop alt det. ”I stedet skal man koncentrere sig om det fundamentale i undervisningshåndværket: At have et interessant og relevant budskab til eleverne, at gøre undervisningen forståelig, meningsfuld og velstruktureret og at skabe tillidsfulde relationer med masser af dialog i undervisningen. Forskningsresultaterne peger tydeligt på, at det er disse klassiske kvaliteter, der for alvor får eleverne til at lære noget.” (Fibæks bog side 10).Dette er godt og velgørende. Og det har intet med bagstræb og konservatisme at gøre. Tværtimod.

Er historielærerne og samfundsfagslærerne stadig med?Mine forestillinger og fordomme siger mig, at - i hvert fald tidligere - var det ikke usædvanligt, at især historielærere og samfundsfagslærere kunne se og analysere ud over deres egne fag. Kunne sætte skolepolitiske ord på forskellige initiativer og udviklinger. Kunne stille kritiske og konstruktive spørgsmål.Måske er det stadig sådan. Fibæks bog kan under alle omstændigheder anvendes på lærerværelset til at opretholde – eller genoprette – den kritisk-konstruktive position.