”Udflytningen af studiepladser er opskriften på en fuldendt fiasko”

Selv om det er temmelig uskarpt, hvad der egentlig er by, storby og øvrige land, og endnu mere uskarpt, hvad der egentlig definerer ’en udkant’, så er der desværre nok en stor, tung realitet i overskriften. Og som den tendentielle Begejstrings- og Brokkerøv, jeg er, kunne jeg efterhånden godt tænke mig, at folketingspolitikere fremover personligt blev bundet op på et vist økonomisk ansvar i forhold til prædestineret og notorisk elendig lovgivning. Så ku’ de lære det, ku’ de??

Det fyger med artikler og kommentarer i dagspressen og i øvrige medier om udflytningen af studiepladser. Det er nemlig lige oppe over med at få de organisatoriske og sidste økonomiske forhold på plads, inden den politiske aftale kan føres ud i livet. Kommentarerne er bitre eller opgivende og hovedrystende eller servile (for at få flere penge til omstillingen) - eller det modsatte; begejstrede.

Overskriften med udflytningen som ’en fuldendt fiasko’ er Johanne Thorup Dalgaards. Hun er i midten af 30’erne, akademisk uddannet, embedsmand, men ikke bosiddende i sin elskede by, Ribe, hvor hun ellers er vokset op og med glæde så ofte som muligt besøger sine forældre. Hun har altid vidst, at hun ikke ville være Ribeborger.

Anders And-plasteret

Dalgaard siger rammende om den friskeste fortid: ”I min barndom havde Ribe et rådhus, en amtsgård, en politistation, et dommerkontor, et sygehus, et lærerseminarium og et posthus. Af alt dette er der nu et borgerservicekontor, der har åbent torsdag klokken 8.00-17.00, tilbage. Togene går en sjælden gang fra stationen, hvor der heller ikke længere er hverken kiosk eller billetkontor. Sådan har den førte politik gennem to årtier og navnlig strukturreformen i 2007 suget saft og kraft ud af tidligere blomstrende lokalmiljøer.”

Disruption, nedrivning og genopbygning fra scratch er dårlig forvaltning, siger Dalgaard, og når udflytningen tillige er underfinansieret og ikke hviler på en reel efterspørgsel af uddannelsespladser, så lurer fiaskoen lige om hjørnet. Regeringens plan er et Anders And-plaster på et åbent kraniebrud.

Københavns udfordringer

Rektor Stefan Hermann skriver i dagbladet POLITIKEN i januar, at ”udflytningsmanien kommer til at få voldsomme og skadelige konsekvenser”. En markant udmelding, kan man sige, fra chefen for Danmarks største professionshøjskole, nemlig Københavns Professionshøjskole, KP.  Men der er mere får end ulv i rektorens udmelding, viser det sig hurtigt. Efter gentagen ros til den siddende regerings decentralistiske ønsker og generelle opgør mod centralisme – dog uden at nævne, hvem der stået for denne udvikling - kommer rektor frem til sagens kerne: ”Lad mig understrege, at KP [Københavns Professeionshøjskole] selvsagt respekterer de demokratiske beslutninger, og med al magt og kreativitet søger at finde mening i aftalen, og at vi vil gøre alt for at lykkes. Men det bliver ikke nemt, for aftalen er dramatisk underfinansieret for KP.”

Er aftalen meningsløs eller meningsfuld? Vi kan gøre den meningsfuld, hvis vi får flere penge – dét må være pointen. En stor del af Stefan Hermanns kronik består ellers af ganske solid og helt konkret argumentation for, at planen for udflytningen af studiepladser er gedigent uigennemtænkt og skadelig for uddannelsen af vores unge mennesker og for store dele af de kommende års jobmarked. Herunder sætter han et særdeles velgørende og uafviseligt spørgsmålstegn ved begrebet ’udkant’.

Skåret ind til benet har Stefan Hermanns kronik med andre ord ét formål; at sørge for en større tilførsel af ressourcer til KP her på falderebet under de sidste forhandlinger i statsligt regi. Og Hermann kan netop ikke skrive på vegne af Rektorkollegiets seks medlemmer i alt, som han ellers er formand for, fordi flere af kollegerne rundt om i landet efter planen sidder og putter med deres nye tocifrede millionbeløb på bundlinjen. Uddannelsesøkonomi har helt overtaget rektorernes handlingsunivers. Ikke deres ord-verden, men netop deres handlingsverden. Og så længe, det er sådan, så kommer al uddannelsesideologi og uddannelsespolitik til at ligge på Slotsholmen i København, og der er desværre ingen tegn på, at cheferne i uddannelserne har fodslag, vilje og mod til at være Slotsholmens kvalificerings- og kvalitetssikring, som det ellers vil være helt centralt i et repræsentativt demokrati.

Folketingspolitiker Ida Auken

Det viser sig i en januar-Deadline på DR2, at socialdemokratiet lytter til Hermanns argumentation. I hvert fald i form af aftenens socialdemokratiske gæst, Ida Auken, her citeret efter hukommelsen: ”Stefan, har vigtige pointer”, påpeger hun direkte adspurgt. Forhandlingerne ’indledes’ for åben skærm, vi kan slappe mere af, flere ressourcer er på vej, og Stefan-formen er i sig selv beroligende. Ida Auken får stort set fri udfoldelsesplads med alle velkendte argumenter. Og flere gange kan hun sætte tommelskruerne på den ellers normalt velforberedte og dialogiske Niels Krause-Kjær (tjek). For eksempel bliver Auken konfronteret med antallet af eksisterende steder for læreruddannelse. Er det virkelig ikke nok i et lille land? Nu er der jo 98 kommuner, er det kvikke svar! Og et øjeblik efter må Krause-Kjær formentlig erkende, at det ikke er hans aften: For eksempel er der jo ikke nogen læreruddannelse i Svendborg, siger Auken cirka (netop et krav i den politiske aftale). Nu må Krause-Kjær se at få lukket den Deadline ned.

Hvis Ida Auken i Svendborgspørgsmålet ellers havde haft den mindste saglighed ind over sin argumentation, så kunne hun have refereret til, hvad hun aktivt så fra sin plads i Folketinget tilbage i 2008, nemlig at lovgivningen om Professionshøjskolerne blev ført ud i livet, fordi alt skulle være større, stærkere og dermed kvalitativt bedre – og at Odense samme år straks åd Skaarup Seminarium (lidt uden for Svendborg). To år senere drejede Odense nøglen om i Skaarup. Hvorfor? Fordi de i Skaarup slet ikke havde tilstrækkeligt optag. Skaarup blev urentabelt for Odense. I 2010.

Jamen, nu er ungdomsårgangen for alvor lille. Dette er forskelligt fra før, og derfor skal Svendborg etableres som læreruddannelsessted. Og så ophører samtalen vel? I hvert fald er det en logik, hvor Begejstrings- og Brokkerøven end ikke kan se en skygge af rationale i argumentationen. Stort set alle etablerede uddannelsessteder for kommende lærere skriger på studerende. Og den årlige produktion af lærere er alt, alt for lav. Meget store udfordringer er allerede under fuld udfoldelse. Heri er der ikke noget måske eller hvis eller eventuelt. Det er kendsgerninger.

Johanne Thorup Dalgaard siger frimodigt og direkte, at bullshit-faktoren er tårnhøj i den politiske aftale om ’udflytning’ af studiepladser. Jamen, det er vel i bund og grund fordi, mange af os er imod ’balance’? Nej, selvfølgelig ikke. ’Balance’ så meget som muligt, hvor det er rationelt og nødvendigt i vores lille land. Men det kræver jo en sammenhængende, bevidst og langsigtet regionaliseringspolitik, hvor ’udkant’ i øvrigt og naturligvis ikke bare er et geografisk begreb. Men dét arbejde er der ikke meget folketingspolitisk performance i.  

Link til Johanne Dalgaads kommentar i Altinget.dk 

Link til Stefan Hermanns kronik i POLITIKEN