To be or not to be; en kommunist

For ganske nylig bringer dagbladet POLITIKEN en meget relevant, skolepolitisk kronik under overskriften ”Konkurrencestaten har erobret folkeskolen”. [link i titlen]. Uden at der nævnes navne direkte, kan man forstå, at professor Jens Rasmussen, og andre (skole)reformansvarlige, har en kommunistisk fortid: ”De centrale spillere er interessant nok også gamle kommunister af den hårde slags”.  

Men er det nu alligevel interessant og ikke blot en usaglig og irrelevant bemærkning, som bare afsporer en væsentlig debat?

JO:

Jo, det afsporer, hvis det er udtryk for en antik og unuanceret kommunistforskrækkelse og en generel mistænkeliggørelse. Væk med det - i hvert fald hvis kritikken er personbåren eller, som her, snævert grupperettet.

Hundredevis af unge lærere er stærkt engageret i lærerarbejdet på Vestegnen i København i 1970’erne og 80’erne. Ikke bare engageret. Også organiseret. Ikke mindst i Albertslund, Ballerup og Gladsaxe m.m. florerer de såkaldte Socialistiske Lærergrupper, oftest organiseret under Unge Pædagoger, og klart socialistisk/marxistisk orienterede. Bortset fra en paradisisk ideologinaivitet med hensyn til socialisme og praksisudvikling, så er det unge lærere, der for egen regning og i mange år arbejder meget hårdt med praktisk og teoretisk dygtiggørelse. Herunder også – kære læsere – Jens Rasmussen, hvis min snart anløbne hukommelse da ikke spiller mig et alvorligt puds. Lærerne i de for længst hedengangne socialistiske lærergrupper er dengang typisk organiserede i Venstresocialisterne og lignende, hvis de da overhovedet er partiorganiserede. Derimod er de kommunistiske lærere dengang, altså de partiorganiserede, lokale DKP’ere, typisk ikke med i de socialistiske lærergrupper: Intet over Partiet, intet ved siden af!

At søge forklaringer og klangbunde for konkurrencestatsideologiens synlige og aktuelle flirt med totalitært tankegods ved hjælp af en udflugt tilbage til Vestegnens socialistiske grupperinger vil være interessant, hyggeligt og nostalgisk – men det vil være uden substantiel forklaringskraft.

NEJ:

Nej, kronikkens kommunist-bemærkning bør ikke afspore, for der er andre tydelige og relevante paralleller tilbage til 1970’ernes og 80’ernes kommunisme-tænkninger.

Den almindelige venstrefløj, og også de socialistiske lærergrupper på Vestegnen, går dengang direkte imod den såkaldte ”strukturerede pædagogik”, som især i småbørnsinstitutioner har en vis gennemslagskraft. Denne pædagogiske tænkning er tydeligt DDR-inspireret, altså østeuropæisk, marxistisk – og den er støttet af de danske DKP-kommunister. Hvad kan tænkningen da, som bringer mindelser om i dag?

Forkortet og firkantet sagt, så er den strukturerede pædagogik dengang grundlæggende en forestilling om, at i den pædagogiske proces kan man gøre specifikt sådan og sådan med børn (læs; input og bestemt styring), og så kommer der dét og dét ud af det (læs; output), og generelt bliver ungerne derfor forvandlet til gode revolutionære i samfundets tjeneste (læs; soldater i konkurrencestaten). Med de indsatte manipulatoriske parenteser mere end antyder jeg påstanden om relevansen af kronikkens kommunist-bemærkning. Der er paralleliteter. Endda meget tydelige paralleliteter - i konkurrencestatstænkningen, i input-output-tænkningen og i selve målstyringsparadigmet. Hurtigt sagt.