Sten Larsen
Blog
Brinkmanns Briks skifter vel bare navn?
I dag den 4. juni udkommer Svend Brinkmanns nyeste bog om, hvorfor han altid har været troende uden at vide det. Inden vi overhovedet har læst bogen – ”Mit år med Gud” - er skriverierne poppet op. Og debatten er begyndt. Jesus og Brinkmann trækker i sandhed stadig folk af huse.
For historieinteresserede har religionshistoriker Jens-André P. Herbener (foto) på forhånd interessante betragtninger om Brinkmanns kristendomssyn. Det sker i gårsdagens POLITIKEN (teksten herunder). Ikke i forhold til Brinkmanns aktuelle bog, for den kender vi af gode grunde først efter udgivelsen i dag, men i forhold til et POLITIKENinterview med forfatteren den 28. maj. Pointerne har i bedste fald relevans i forhold til selve bogen, hvor Svend Brinkmann (SB) øjensynlig i sin søgen og i sit studium ikke finder Gud – men Jesus.
Ahistoriske generaliseringer ’Ahistoriske generaliseringer’ kalder Herbener det på overskriftsniveau i avisens papirudgave. Og disse ahistoriske generaliseringer er nødvendige for at Brinkmanns argumenter kan hænge sammen. Herbener er ikke ude i en personligt orienteret vendetta mod den aktive og reflketerende psykologiprofessor. En slags tvært imod: ”Modsat mange andre kendisser, som medierne flokkes om, har han [SB] været et forfriskende indspark. Han har været en tiltrængt kontravægt til tidens selvmaksimeringskultur, købmandslogik og ulidelige målingsmani”, hvilket i øvrigt svarer fint til min egen, og givet til masser af andre danskeres, oplevelse af Svend Brinkmanns offentlige liv.
Kristendommen i ental Det a-historiske kommer blandt andet ind ved, at Brinkmann konsekvent taler om kristendommen i bestemt form. I ental. Mens virkeligheden er, at der er mange forskellige ’kristendomme’, endog selvmodsigende kristendomme. Det er en diskussion, vi kender fra historiefaget, hvor det for længst er erkendt, at fortiden burde hedde ’historierne’, selv om vi i daglig tale næsten altid siger ’historien’. Kristendom er langt fra et entydigt begreb og har aldrig været det.
Universalisme? Den troende har som bekendt en eller flere sandheder med stort S. Som troende er jeg/man på sin vis universalistisk på tværs af tid og rum. Men sådan lyder det vist ikke i Brinkmanns nye bog. Så vidt jeg kan forstå ud fra de hidtidige skriv i pressen, så går det universelle mere i retning af en fordring, en ubetinget fordring vel at mærke. Herbeners afsluttende a-historie-pointe – og vel den grundlæggende pointe – er imidlertid, at Brinkmann overser den klassiske religionsfaglige påstand: ”Mennesker skaber og omskaber løbende deres religioner, og det gør de ud fra deres personlige behov og de til enhver tid gældende forhold i verden.” Og i den sammenhæng bliver Brinkmanns Jesus ingen undtagelse, som det hedder.
Vanvittigt interessant. Og det vil Brinkmanns bog sikkert også være. Den vil snart ligge som 7-dageslån på bibliotekets nyhedshylder for os ressourcebevidste fattigrøve. Og måske vil DR i Aarhus skifte Briksen ud med en Skriftestol?
