Spørgsmål til Jens Rasmussen - midt i al det andet

DPU-professor Jens Rasmussens kronik, dateret 28. februar 2018, har overskriften: Skolereform: Fra embedsfejl til politiske slagnumre. ”Det er ikke onde kræfter, der har skabt et måltyranni i folkeskolen”, slår Rasmussen fast med det samme.

Ingen kritikere af det mere eller mindre afdøde målvanvid i folkeskolen har vist peget på ’onde kræfter’, eller lignende metafysiske drivkræfter, som forklaring. Derimod er der fra mangfoldige besindige mennesker i snart fire år peget på øjensynlig inkompetence som forklaring, og mere motivforklarende er der peget på magtbrynde og omnipotens og en markant resistens overfor saglige indvendinger og pædagogisk sund fornuft.

Men måltyranniet, som Rasmussen selv kalder det, kom alligevel. Men ikke med hans gode vilje, siger han. Måltyranniet skyldes snarere en embedsmandsfejl i ministeriet. Eller en misforståelse. I hvert fald må en kæde være hoppet af.

Ja, tak til afklaringsarbejde Det er glædeligt, at Jens Rasmussen rykker ud og peger på nødvendigheden af et afklaringsarbejde omkring målstyringsparadigmets opståen. Også selv om det i par omgange formelt er dødt igen. Hvem havde ansvaret for det? Hvem havde ansvaret for al den omfattende propaganda? Hvem stod for det konkrete arbejde? Rasmussen afklaringsbidrag i kronikken giver imidlertid ikke ret meget afklaring i første omgang. Derfor et par uddybende spørgsmål her. Min interesse er ikke kun det formelle, politiske ansvar (det ansvar er ingen vist i tvivl om) – min interesse er i langt større grad det reelle ansvar i processen. Hvem løber med hvem? Jamen, sket er jo sket, vi skal videre, tænker mange. Vi ER videre. Heldigvis. Men spørgsmålet er, om vi er ’videre nok’ på nuværende tidspunkt? Om ikke skaden i slipstrømmen af skolereform, målstyringsparadigme og L 409 reelt har gjort afstanden mellem folkeskolens udvikling og afvikling forbandet kort. I hvert fald så kort, at når vi taler om det nationale skolevæsens generelle helbredstilstand, så kan vi ikke tillade os at se på konkrete ansvarsspørgsmål som flueknepperi. Der er i mine øjne spillet hasard med folkeskolen. Og under indtryk af den aktuelle overenskomstsituation synes det at fortsætte.

Hvor kommer begreberne fra?Jens Rasmussen: I kronikken henviser du eksklusivt til det politiske aftalebilag fra sommeren 2013 – Aftale mellem regeringen…, Venstre og Dansk Folkeparti om et fagligt løft af folkeskolen, 7. juni 2013 - og ikke til andre bilag. Du skal bruge henvisningen til velbegrundet at sætte Marianne Jelved på plads; det politiske flertal ønsker utvetydigt i sommeren 2013 tre ting: forenkling af fælles mål, læringsmål og målstyring. Det fremgår. Men hvad kender politikerne til læringsmål og målstyring på det her tidspunkt? Hvad kender embedsværket til det, for den sags skyld? Jeg kan ikke spore det. Til gengæld kan jeg spore det hos dig, og i hvert fald siden 2011, måske reelt længere tilbage, har du været rejsende i - blandt andet - begreberne læringsmål og målstyring. Det er tydeligt nok.

Det kommer indirekte til at fremstå i kronikken, som om den politiske sommeraftale er jeres arbejdsgrundlag i den såkaldte Mastergruppe, dén gruppe, hvor du selv er udpeget ekstern ekspert sammen med Andreas Rasch-Christensen og Morten Misfeldt – og det er jer tre, der er de praktiske og meget tæt processtyrende krumtapper i udarbejdelsen af FFM14, som det hedder på det tidspunkt. Og det er i Mastergruppen, I skruer målstyringsparadigmet sammen. Men det er reelt ikke sommeraftalen, der er Mastergruppens arbejdsgrundlag. Det er Mastergruppens Kommissorium, som er et par måneder gammelt på det her tidspunkt, nemlig fra den 17. april 2013. Kommissoriet er rimeligt tydeligt med hensyn til målstyring og forenkling, men fremstår alligevel en smule mere søgende end den senere politiske sommeraftale. Fx benyttes begrebet ’læringsmål’ slet ikke i Kommissoriet. Og går vi bare en kort tid yderligere tilbage (omkring årsskiftet 2012-13), så er regeringens ønsker markant rettet mod et helt forståeligt ønske om en forenkling af Fælles Mål – som de dog oprindelig selv er ansvarlige for! Regeringen siger således intet om målstyring og intet om læringsmål i udspillet ”Gør en god skole bedre…”. Der ønskes forenkling af Fælles Mål.

Hvad er det, der sker, i dette halvår af 2013? Hvem er de politikere og/eller embedsfolk, som så lynhurtigt udvikler eller har fuld indsigt i pædagogisk-didaktiske forskelligheder, fx omkring forskelligheder mellem undervisning med mål, målorienteret undervisning og målstyret undervisning? Endda med evident viden om, hvad der virker og ikke virker? Og som dermed skaber grundlaget for, at I i Mastergruppen kan tilrettelægge og gennemføre et så detaljeret målstyringsprojekt, som ingen fag-involverede i selve arbejdsprocessen vist er i tvivl om har obligatorisk karakter? Hvis du, Andreas Rasch-Christensen og Morten Misfeldt allerede da vidste, at politikere og embedsfolk var på katastrofekurs, hvorfor sagde I så ikke stop i stedet for at optræde mangfoldigt som fagekspertede tro væbnere?

Uenighed i Mastergruppen? Det ser ud til, at du i kronikken lægger ansvaret fra dig, Jens Rasmussen. Det gør du med entydig henvisning til et centralt bilag, som er 12 dage gammelt, da I i Mastergruppen kommer med den omfattende og detaljerede principplan for det omfattende målstyringsprojekt. I praksis har bilaget således ikke haft betydning for udarbejdelsen af Masterplanen. Men der har øjensynlig – noget imod mine forestillinger, må jeg indrømme - været intern uenighed i Mastergruppen omkring målstyring og styringsgrad?

Kan du komme denne – uventede – virkelighed nærmere, Jens Rasmussen, så vi kan fortsætte afdækningen? Og eventuelt kunne andre medlemmer af Mastergruppen bidrage? Fx kunne det være relevant og velkomment, hvis Danmarks Lærerforenings repræsentant i Mastergruppen, skole- og uddannelsespolitisk chef Jesper Støjer, fortalte lidt om antal møder og deres placering, masteroplæg fra hvem, målstyringsdiskussioner og andre centrale issues. I afdækningens navn.