Sten Larsen

Blog

Videnskabelig uredelighed er ikke ondets rod

Nævnet for Videnskabelig Uredelighed vil næppe realitetsbehandle den verserende klage over målstyringssvindel. Det vil være alt for risikabelt.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad er det for en risiko, Nævnet for Videnskabelig Uredelighed løber, hvis de imod forventning åbner for realitetsbehandling af forsker Keld Skovmands påpegning af uredelighed omkring målstyringsparadigmet i Danmark – den læringsmålstyrede undervisning? Det er risikoen for at måtte påvise, at ikke alene er der rent faktisk tale om manipulation, overfladiskhed og uredelighed, men også at denne manipulation, overfladiskhed og uredelighed selvfølgelig på den ene side i sig selv er stærkt beklagelig og angribelig men reelt på den anden side samtidig et symptom på alvorlige og vedvarende systemfejl i vores land. En politisk-ideologisk diskussion ligger således som en truende del af forklaringshorisonten.

Sten Larsen

Tidligere lærer i folkeskolen og lektor i læreruddannelsen i de pædagogiske fag. Cand.pæd. i historie. Skriverier igennem årene. Nu pensionist. Med flere skriverier og redigeringer. Og en lille bid i læreruddannelsen på Carlsberg. Og supervisionsarbejde på Ingrid Jespersens Gymnasieskole. Og anmelderarbejde og blogskriv. Webredaktør på HistorieWeb.dk. Hovedbusiness: Otte børnebørn.

I mere end 20 år er top-down-styring og detailstyring taget til i styrke i vores land – uagtet hvad politikerne siger og vedvarende lover. Mange topudviklede lovgivninger bliver tillige leveret med symbolpolitisk højhastighedskørsel, næsten altid konkret fulgt til dørs af tydeligt handlekraftige mænd og kvinder, som stolte og medieforventningsfulde stimler tæt sammen foran udvalgsdøren på Christiansborg, når det muliges kunst igen er tilendebragt. Denne udvikling borger på ingen måde for kvalitet og substans. Slet ikke for forankring. Eller demokrati. Ingen skoleudvikling sker længere fra neden. Ingen markante og omfattende forsøgsordninger, som skal fremelske målrettede erfaringer, finder længere sted.

Et sådant system er dysfunktionelt for reelle behov og bæredygtige kvaliteter. Det er en alvorlig systemfejl. Men systemfejlen giver nærmest tag-selv-bords-agtige muligheder for dem, der kan og vil. Internt som eksternt i forhold til Borgen. De personlige motiver for eksterne eksperter er formentlig allehånde – interesse, stolthed, magtsødme og -brynde, prestige, karriere, politisk bevågenhed, forskningsmidler – men risikoen for uredelig er stor, for der er ikke noget at holde den påståede ekspertise op imod. Ingen forankring. Intet nedefra. Slet ikke noget udviklingsmæssigt. Imidlertid er de individuelle motiver dybest set uinteressante. Men det personlige ansvar for uredelighed bør man absolut og selvfølgelig ikke kunne løbe fra. Systemfejl eller ej.  

Når udviklingsforståelsen og styringsforståelsen ændrer sig, vil det blive vanskeligere at være uredelig på folkeskolens vegne.