Hvor bliver hænderne af?

Jeg ved godt, at der til dette spørgsmål er mange forskellige svarmuligheder. For nogen handler det om motivation, andre kender ikke svaret osv. Men der er også den gruppe elever, hvor utrygheden sætter en stopper for deres forsøg på at svare. Denne utryghed kan være svær at finde et ensidigt svar på. Er det dårligt kammeratskab i klassen? Mobning? Frygten for ikke at være ”perfekt” eller ikke at passe ind?

Ifølge en Gallup undersøgelse fra 2018, bestil af Børne og Socialministeriet, frygter over halvdelen af elever i udskolingen at sige noget forkert i timerne. Faktisk frygter de det så meget, at de holder hånden nede, hvis de ikke er helt sikre på at kunne svare rigtigt. Det synes jeg er brand ærgerligt. Det hæmmer deres udvikling på rigtig mange punkter. Lad os antage, at der ikke er dårligt kammeratskab i klassen. Hvad så?

"Har jeg et ansvar?"

Måske skal man i denne her sammenhæng se indad. Er man som lærer selv indirekte ”skyld” i denne utryghed? Hvor ligger vores ansvar i det her? Vi er trods alt ansvarlige for didaktikken, som handler om mål og indhold. Kan vi ændre noget der?

I en af mine tidligere artikler om regnestrategier beskrev jeg, hvordan man kunne flytte fokus fra resultatet til processen. Jeg skrev, at jeg lagde stor vægt på, at eleverne skulle italesætte de smarte løsninger. De skulle vise løsningerne på tavlen, de optog løsningerne og/eller nedskrev dem i deres hæfte. Jeg havde flere gange italesat, at de godt måtte lave regnefejl, da fokus var på processen. De smarte løsninger talte. Derfor var langt de fleste elever heller ikke nervøse for at fortælle, hvad de tænkte. Dette hjalp med at flytte fokus til processen. Så selvom de nogle gange regnede forkert, så fik de alligevel ros af kammeraterne og mig for deres regneproces.

”Tak for svaret”

Men vi kan sagtens gøre mere end det. Mange af de spørgsmål man stiller i matematik har ofte fokus på resultatet og ikke på processen eller forarbejdet. Hvorfor skal der altid være et resultat for enden af vores regneproces? Kan det ikke lade sig gøre at snakke om regnestykker uden at regne? Hvis man gerne vil afmontere muligheden for jagten på resultatet, kunne man så forestille sig at give eleverne både regnestykket og svaret? Så kan man i stedet sætte fokus på processen og vejen til resultatet. Det er selvfølgelig nemmere i forbindelse med tal og algebra, men ikke umuligt i de andre kompetence områder.

”Sæt fokus på processen og analysen”

For et par uger siden lagde Bo Kristensen, som også har været medforfatter på Multi, en spændende opgave ud på en facebookgruppe. En opgave som flyttede fokus fra jagten på facit til en mere analytisk tilgang, hvilket jo også er det man gerne vil have fokus på i forbindelse med regnestrategier. Når man bliver præsenteret for et regnestykke, går man tit i gang med at regne det ud, men det måtte man ikke i denne opgave. I stedet skulle man analysere regnestykket og nedskrive alt det, som man kunne sige om resultaterne og processen til hver opgave - uden at regne alt for meget. Opgaven var udformet således, at der var regnestykker til alle fire regningsarter. (Opgaven er vedhæftet)

Fx 731 + 279.

• Det er større end 900
• Det er tæt på 1000
• Det er større end 1000
• Der er en 10’er ven
• Hvis man flytter eneren fra 731 og på 279 så bliver regnestykket nemmere. 730 + 280
• Det kan regnes således: 730 + 270 + 10
• Det er et lige tal
• Det slutter på 0

Alt ovenstående gør, at der lige pludselig bliver flere rigtige ”svar” til opgaven. Flere svarmuligheder og en langt større frihed til at række hånden op lige gyldigt elevens faglige niveau. Fokus er klart rettet mod talforståelse, smarte løsninger og en undersøgende tilgang. Så måske vi skal til at arbejde mere undersøgende i tal og algebra. Måske vi skal sikre, at der kan svares på flere niveauer. Så behøver eleverne ikke sidde med forskelligt materialer, der er inddelt efter niveau. Hvert fald ikke hver gang.

”Er der højt til loftet?”

Hvis man har lyst til at tænke mere i denne retning, kan man undersøge Low Floor High Celling princippet. Jeg vil kort beskrive det her. Som nævnt tidligere handler det om, at man kan svare på flere niveauer, og at der derfor er flere svarmuligheder. Det giver eleverne mulighed for at viser, hvad de kan og ikke, hvad de ikke kan. Det åbner en mulighed for, at de elever, som har modet, kan udfordre sig selv, men dem som er usikre, kan vælge de sikre svar. Dette koncept kalder på vedholdenhed og mere analytisk forståelse, da opgaven kan blive ved med at udfoldes. Da disse opgaver er mere åbne, er det selvfølgelig svært at forudse hvad eleverne tænker og derfor også hvilken retning de bevæger sig. Som i så mange andre læringsprocessor kan læreren også her stille spørgsmål, som får elevene til at reflektere, udvikle sig og blive i det rigtige spor. Fordelen er også, at eleverne udvikler deres ræsonnement kompetence og lærer at argumentere for deres tanker.

Dette kan efter min mening fremme en positiv kultur i matematik undervisningen, hvor der er plads til forskelligheder og hvor eleverne tør byde ind. Nu skal det ikke lyde som om, at dette er den eneste vej frem. Dette er bare ét bud ud af mange. Jeg synes hvert fald, at det er spændende da det samtidig er matematikken der er i fokus.

Tak fordi du gad læse med

Vh Micky Lindharth

Anna Trolles Skole