Hvem er SOSUeleverne egentlig?

I mit sidste opslag skrev jeg om den lønforskel, der er mellem lærere på SOSUskoler og folkeskoler. Og for først gange har jeg fået en reaktion på noget af det jeg har skrevet, så jeg blev helt overrasket over at nogle kommenterede. 

Kommentarerne har gået på lidt forskelligt, men jeg hæfter mig ved nogle emner, jeg synes går igen og som jeg tror grunder i at man ikke ved hvem målgruppen og formålet med SOSUuddannelserne er. Jeg vil herunder prøve at sætte nogle ord på som måske kan give et indblik. 

Jeg er ansat primært på skolens grundforløb (GF). Det vil sige at mine kolleger og jeg står som første led i uddannelseskæden, når elever melder sig ind på uddannelsen. I løbet af 20 uger, stifter eleverne bekendtskab med det grundlæggende i arbejdet som SOSU (eller PA hvis man er på den retning). De har få fag herunder dansk, naturfag og det uddannelsesspecifikke fag SOSUfag. I dansk skal de afslutte på et D niveau og Naturfag på F niveau. Det ene af fagene bliver udtrukket som eksamensfag og det andet bedømmes med standpunkt. Det kommer jeg til at skrive mere om en anden gang. 

Det største fag er SOSUfag. Her arbejder eleverne med emner som omsorg, at være fagperson, velfærdsteknologi, sundhed, sundhedsfremme, samarbejde, kroppens opbygning, arbejdsmiljø og andre emner der skal forbedrede dem på det arbejde, der venter dem. Dette fag afsluttes med prøve. 

Som sagt, så er mig og mine GF kolleger de første eleverne møder når de træder ind på uddannelsen. Og så møder de hinanden. 28 forskellige personligheder, oftest kvinder, i mange forskellige aldre skal forsøge at få hverdagen til at fungere sammen med de udfordringer det giver. 

Det er svært lige at sætte fingeren på hvem der vælger SOSU. Der er en stor del som finder vej, ved at have arbejdet ufaglært på området. Det kan både være helt unge og ældre (min ældste elev har været 61). Det kan også være mennesker der har været i misbrug tidligere og måske stadig er i misbrugsbehandling, folk som har haft hårde liv på kanten af samfundet som ikke har færdiggjort folkeskolen, folk der ligger deres liv om for at finde et job med mening, stressramte, folk med psykiske udfordringer, folk med skrøbelige familiekonstellationer, flersprogede, folk med læringsvanskeligheder, unge under 18, folk med uddannelsepålæg og så er der dem der kommer fra helt "almindelige" liv og gerne vil arbejde med mennesker. 

Jeg er udmærket godt klar over at man i folkeskolen bøvler med diagnoser og usamarbejdsvillige forældre, men min erfaring er at mange af de forældre er elever hos os og deres udfordringer er ikke mindre end deres børns. Og hvis man så forestiller sig hvordan man skal få et sammenspil mellem så mange forskellige mennesker som nævnt ovenfor til at fungere, så kan man nok regne ud at det i perioder er et meget langt og slidsomt arbejde. 

En kommentar jeg har mødt er "bed din arbejdsgiver om en telefon og lad være med at tage den efter arbejdstid". Sikkert en velmenende kommentar, men sådan fungerer det ikke. For det første har jeg allerede en arbejdsgiverbetalt telefon, da en del af mit arbejde forventes at foregå hjemme, ude af huset eller efter den gængse arbejdstid. For det andet er det forskellige faktorer, som gør at det ikke er en mulighed bare at lukke telefonen. 

1. Hvis jeg ikke har mit hold i nogle dage og der opstår situationer på klassen eller noget i en elevs liv som hun har brug for sparring til, så kan jeg ikke nå det i arbejdstiden. Hvis jeg ikke tager telefonen efter arbejdstid, bliver det efterslæb jeg møder ind til enormt og tager fokus væk fra undervisningen. At undervise en klasse som er konfliktramt er umuligt og fagene har ikke et ubegrænset antal af timer til at nå fagmålene. 

2. Som kontaktlærer er det min opgave at vejlede elever, så de får de bedst mulige odds for at gennemføre deres grundforløb. Hvis der er noget på spil i et menneskes liv, som det har brug for støtte til, så tager jeg selvfølgelig telefonen.  Så kan man sige at det er min egen skyld at jeg tager telefonen, men rent etisk så kan jeg ikke ikke tage min telefon hvis jeg ved at en elev står i en akut situation. Forleden døde en forælder i min datters parallelklasse. Der blev også sendt beskeder ud efter lærernes arbejdstid, så måske man godt kan forstå det etiske dilemma i at holde på at man har et 8-16 job. Det skal dog lige siges at det ikke er hver dag, men i perioder.  

Jeg har kolleger der ikke modtager opkald efter arbejdstid. Det er godt for dem, men jeg duer ikke til at til at skulle tage mig af elever i sorg (fx) og at undervise på samme tid.

3. Eleverne går ganske rigtigt på en uddannelse de for manges vedkommende selv har meldt sig ind på. Men man smider som udgangspunkt ikke elever ud, så der er altså ikke en "ret ind eller skrid" politik på erhvervsskolerne erhvervsskolerne. Man går rigtig langt for at hjælpe eleverne med at lykkes og i de flestes tilfælde lykkes det også, fordi der er lagt en stor indsats i hver enkelte elev. Det er også sådan, at samfundet skriger på SOSUer og at vi om kort tid mangler mange tusinder, så det er vores pligt at klæde så mange på til den opgave som muligt. Ellers kan samfundet ikke yde den service vi er forpligtet på og det rammer os alle sammen. Der er det elevgrundlag der er og det forholder vi os til. 

Der er selvfølgelig mange andre ting og holdninger man kan skrive om det jeg skitserer ovenfor, men det er altså det her er altså et glimt af hverdagen hos mig.  

Statistisk set vil en stor del falde fra undervejs i grundforløbet og flere på hovedforløbet. På mit nuværende hold er der 21 tilbage på et hold hvor der startede 28. Hvorfor frafaldet sker er svært at svare entydigt på, men skolen har ret skrappe fraværsregler, så det besvarer en del af spørgsmålet. Ellers er svaret at finde i nogle af de ting målgruppen kæmper med. 

Slutteligt vil jeg sige at det er min oplevelse at de elever der gennemfører deres grundforløb er dygtige og lærer af de erfaringer de får med sig. Så jeg har ikke tænkt mig at skifte job, for det er enormt meningsfyldt for mig. Men lønforskellen er mig dog stadig et under.