I praktik i praksis

Efter en uge i praktik måtte jeg ligge mig syg med omgangssyge i 5 dage. Det er først nu jeg føler mig ovenpå igen, men i dag starter jeg også et hold med 28 nye elever, så sygdom var vist ikke helt en mulighed.

Praktikken vil jeg dele ud af her på bloggen nogle gange. Det var en opløftende, men alligevel nedslående oplevelse på en og samme gang. Jeg havde kun 5 timer om dagen og jeg var helt brugt efter hver dag. Alle indtrykkene og de mange tanker om hvad ældreliv er, tager alligevel lidt på kræfterne.

Jeg har været 4 dage på et plejehjem i Herning. Et stort plejehjem, hvor mange af mine tidligere elever arbejder og har arbejdet, før de blev elever på skolen. Derudover var jeg en enkelt dag på Aktiv Centret i Herning, hvor jeg fik lejlighed til at møde en helt anden gruppe ældre, som selvom de var i samme aldersgruppe som dem på plejehemmet, havde et helt andet ældreliv.

Min første dag på plejehjemmet fulgtes jeg med en hjælperelev og var med rundt til hendes beboere. Mit første møde er en kvinde i 90'erne, som er ramt af Parkinson og ikke har meget sprog tilbage. Jeg blev først ramt af en følelse af, at det manglede sprog tager det menneskelige fra hende, men da hun kom ud af sin seng og blev gjort klar til dagen, skete der et lille lysglimt. Kvinden her er vild med cremer og parfume, så da det blev tid til den del af morgenplejen, livede hun op og man kunne tydeligt se det menneske, hun er bag sygdommen. Hun skulle både dufte og vælge lige præcis de dufte og cremer hun vil bruge den dag. På den måde var det både en livsbekræftende oplevelse, selvom hendes omstændigheder var nedslående.

Jeg må også sige, at jeg allerede ved den første borger bliver opmærksom på, at vi nok bør have et højere fokus på ergonomi end vi har på sosu-arbejdspladsen. Det er ikke så meget løftene, men det at man står stille og afventede, der slider på lænd og ryg.

Ud af de 13 beboere på den første afdeling var der kun en enkelt, der ikke i et eller andet omfang havde demens. De fleste var, hvad man må betegne som tunge borgere, og de kræver et særligt fokus hos de ansatte. Med det mener jeg, at der blev brugt meget tid på for eksempel at få beboerne klar til morgenmad (hvilket er helt efter bogen, for ting tager jo den tid det tager). Det betyder også at, der ikke efterlades meget tid til at lave aktiviteter med borgerne eller få fokus på et udviklende hverdagsliv. Det er et stort dilemma, da mantraet i ældrepleje nærmest altid har været, at vi skal understøtte det gode hverdagsliv, men det kan man ikke, for hverdagen bruges på praktiske ting.

Den beboer på afdelingen, der ikke havde demens, havde et synshandicap og var derfor på plejehjem. Hun inviterede mig på besøg og vi havde, hvad der må betegnes som en stjernestund. Jeg er optaget af lokalhistorie og Herning har en vild tekstilhistorie, og denne kvinde på 95 år havde været syerske og oplevet det tekstilopsving, der kom efter marshallhjælpen og som døde engang i 1990'erne. Hendes historie og den store lokale historie hørte så fint sammen. Sjovt nok har vi boet i opgange ved siden af hinanden, da jeg var barn i 1990'erne og jeg er helt sikker på, at hun engang har skældt mig ud over, at jeg spillede Antonius op ad hendes mur, men det fortalte jeg ikke.

Nu kalder forberedelsen til en mandag med it-intro for 28 elever, så jeg må slutte.