Brobygning - set fra sosu-skolens perspektiv

Forleden havde jeg brobygning i mit skema. Jeg tror, at det er de færreste undervisere nogen steder der jubler over den opgave, og det gør gør jeg heller ikke. Når det popper op i mit skema, bliver jeg altid lidt træt på forhånd og af en eller anden grund oprinder tiden til det udvalgte dag utroligt hurtigt.

Det interessante er, at når man så er i gang så flyver tiden alligevel og når vi er ved at afslutte, tænker man at det jo nok var meget fint. Desværre drukner den følelse i alle de andre opgaver, så næste gang man står med brobygning på skemaet, så er det samme cyklus der gentager sig.

Vi har en del brobygning i perioder på skolen, og vi har en underviser ansat til at udvikle den del af vores skoleliv. Hun tager ud på skoler og fortæller om skolen og gør et stort arbejde for at vise, hvad det er man kan her på skolen. Hun har også nogle gange besøg af klasser som en del af sin opgave. Det er en vigtig opgave for at få unges øjne op for en velfærdsuddannelse og det prikker til min dårlige samvittighed over min lidt udåndende attitude omkring brobygning. Så derfor minder jeg altid mig selv om, at jeg må være en teamplayer.

Brobygning er ikke så slemt, men det tvinger en til at hoppe ud af hamsterhjulet og gøre noget andet end det man plejer. Og forandring kan jo godt være anstrengende. Når man står med 8. klasse, som er 14 år gamle, så har de ikke den forforståelse mine andre elever har, så der må jeg tænke i andre baner. De er nogle gange fuldt af hormoner og fokus glider nemt, især hvis de er fra flere skoler. Når vi skal køre med kørestole, fræser de afsted og når de får blindebriller på og skal guide hinanden, er det tit med livet som indsats, for de husker ikke lige på, at den anden ikke kan se den trappe de er på vej nedad.

Jeg har også til opgave at præsentere uddannelserne og hverdagen på skolen, og det kræver, at jeg selv er opdateret og tydelig i min måde at tale til de unge poder på. Det er nok meget godt.

De fleste brobyggere vælger ikke en SOSUvej, men nogle gør og de kan stadig huske en, når de så starter på skolen. De er meget fedt.