Stjernestunder på tværs af generationer

Jeg har tidligere skrevet, at jeg ville vende tilbage til mine oplevelser i min praktik for snart længe siden. Nu flyver tiden jo og sommeren er over os. Snart lukker hjernen ned og så vupti er det efterår. 

I lørdags vandt jeg to billetter til "Toves værelse" hos en litteraturanmelder på instagram og som den store Tovefan jeg er, var jeg jublende glad. 

Da jeg gik rundt der i min have og tænkte på hvor heldig jeg havde været, kom jeg til at tænke på en borger jeg mødte i praktikken. 

Jeg kan ikke huske hendes navn, men i mit hoved kalder jeg hende for Lis. Jeg tror faktisk ikke engang jeg fik hendes navn af vide nu jeg tænker over det. 

Nå, men skulle med en SOSU hen og hjælpe Lis med nogle strømper. Lis er svagtseende, men ellers ikke ramt af demens og andre typiske ældre sygdomme, så det var nemt at snakke med hende. Jeg opdager at hun har en stor "dims" liggende på bordet med store tal. Jeg antager først at det er til at foretage opkald, men ser at der mangler nogle knapper. Jeg spørger Lis til den og hun fortæller meget glad at det er til at få læst bøger op.

 Nota sender hende månedligt en pakke med 16 cd´er med lydbøger, som hun lytter til. Med lydbogslæseren kan hun selv skrue op og ned for hastighed, genlæse kapitler osv. For tiden læste hun Jane Aamund, som hun var meget optaget af. 

Jeg fornemmer at Lis og jeg har en masse vi kan snakke om og bliver nysgerrig på mere. Jeg fornemmer også at SOSUen har brug for en lille pause fra den nysgerrige praktikant, så jeg spørger Lis om jeg må blive lidt og det må jeg. 

Det viser sig at Lis elsker bøger, ligesom mig. Hun har hele livet været optaget af litteratur og kan fortælle om sine bedste læseoplevelser med stor glæde. Hun er kommet meget på det lokale bibliotek og mødt en del af de forfattere vi stadig læser idag. 

Samtalen falder på Tove Ditlevsen og så får vi rigtig fyret op under samtalen. Ligesom mig har hun også været optaget af Tove i sine yngre dage og hun husker tydeligt de reportager, fjernsynsudsendelser osv. som Tove deltog i. Lis er i 90erne, så hun har jo nærmest været midaldrende da Tove døde, så man kan godt sige at hun voksede lidt op med hende. hun kan fortælle alle mulige annekdoter og episoder, som jeg ikke anede noget om.  Om hvordan alle læste hendes bøger, men ikke så mange ville være ved det, fordi Tove i pressen fremstod på en særlig måde. Det er tankevækkende. 

Jeg fortæller om min datter, Lotus, som bærer samme navn som Dan Türells datter, og hun fortæller at det år hun fik sin første søn fik John Steinbeck Nobelprisen i litteratur og hans værker havde hun været så optaget af at hun absolut måtte kalde sønnen for John. Hun havde i øvrigt mødt Türellerne under en ferie i Skagen engang. Så vi følte os jo virkelig forbundne på en eller anden måde. 

Efter et times tid siger jeg farvel til Lis. Hun må tilbage til sin bog og jeg til de andre opgaver, men en det var et lyspunkt i en hverdag der kan være tung. 

Udover Lis var der demente og mennesker i den sidste tid af livet på plejehjemmet og det er tungt at være i som ansat. Borgere man får et forhold til der bliver dårlige og dør, ældre der reagerer udadvendt og andre som ikke forstår hvorfor de er på plejehjem og sidder og venter på at blive hentet. 

Fremover vil jeg bruge historien om mit møde med Lis som et af grebene i danskundervisningen og fortælle hvordan Tove Ditlevsen blev det fælles tredje mellem to fremmede mennesker i en stjernestund et sted i Herning. Jeg vil ihvertfald altid huske Lis og vores snak.