Forlænget skoledag del 1 - for dem som kan.

For en del år siden mens jeg var skoleleder, måtte jeg tage en vikartime på mellemtrinnet. Der forelå ingen vikarplan, så jeg måtte finde på.

Heldigvis var gymnastiksalen ledig, og jeg tog klassen med derned. Jeg satte en samarbejdsleg i gang. Den indeholdt bevægelse, samarbejde, intensitet og konkurrence. I de ti minutter den foregik, gik alt efter planen, og eleverne syntes, det var mega sjovt. 

Beruset af min succes tænkte jeg, at vi lige måtte tage legen en gang til. Forfra. De ville rigtig gerne prøve igen - men ud af øjenkrogen så jeg, at to til tre elever stod af og satte sig i et hjørne. Jeg lod dem være. 

Igen gik det bragende godt og igen tænkte jeg, at dét gør vi lige sidste gang (så var timen også gået). Men tredie gang stod en del flere elever af og satte sig ned langs væggen. Jeg lod dem være , og resten gennemførte legen. 

Først bagefter begyndte jeg at tænke og reflektere. Jeg nåede frem til ,at jeg nu havde set et eksempel på, at elevers fokus og energi var forskellig. Deres arousal var forskellig. Det handlede ikke om motivation eller trivsel. 

Jeg tænkte også, at denne erkendelse måtte have generel eller universel virkningskraft. Så jeg tænkte, at skolen måtte differentiere på energi og arousal, og at en forlænget skoledag måtte være frivillig. 

Nogle elever bliver hurtigt trætte, udkørte og kan ikke magte mere - men andre kan! 

Der skal nok være skolefolk, som ikke bryder sig om udtrykket “dem som kan”. Men det danske skolesystem er ikke godt for de bedste elever, ligesom det ikke er godt for de svageste. 

Skolereformens tænkning om, at vi øger ligheden og mindsker betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater, den social arv, ved at give alle elever flere timer, holder ikke. For de mest udsatte elever har ikke kraften til det. 

Til gengæld kunne der på til et frivillig niveau tilbydes forlænget skoledag som holdundervisning i sangkor, musik og skoleband, drama, science, springgymnastik, dyrenes revir og magtkampe, programmering, fuglekasserbygning, matematik på engelsk eller sammenhæng mellem kristendom og psykologi - eller sådan.

Og lige nu skal folketinget, regeringen, byrådet og bestyrelsen ikke forivre sig med bestemmelser om, hvad indholdet skal være, for man får det bedste udvikling af den frivillige undervisning, hvis man udnytter læreres kompetencer og interesser. Man spørger simpelthen: er der nogen som har lyst til at undervise i et særligt fagligt stof? Pædagoger kunne få samme spørgsmål, hvis de kunne byde fagfagligt ind. Det vil give det bedste engagement. 

Hvis tilbuddet ser elitært ud, gør ikke så meget, hvis de obligatoriske timer til gengæld fik tildragning af en anden pædagogik. Den handler om tydelighed, struktur, genkendelighed, visualisering og tilpasset læringsstof. Altså specialpædagogikken ind i normalpædagogikken. Eller bedre klasseledelse. Alle vil have godt af det, men de udfordrede elever, vil profitere mest af det. 

Dermed vil balancen i skolen være bedre og betingelserne for de skoleudfordrede og de skolestærke styrkes. 

Ville det koste flere penge?

Ja.

Er overstående forsøgt?

Ja. 

Jeg har prøvet det.