Forlænget skoledag del 3 - spørgsmålene kommer væltende.

I kender det godt: Man kommer med et svar, men hvad var lige spørgsmålet, der blev svaret på. Man kommer med en løsning, men hvad var lige problemet? 

Sådan tænkte jeg, da jeg læse regeringen oplæg til justering af Folkeskoleloven: “Faglighed, dannelse og frihed”. 

Vel - undervisningsministeren siger, at man vil løse presset på § 16 B - men måske er det meget logisk, at der er pres på paragraffen. 

Faktisk dukker der flere spørgsmål op, end der er svar. 

Jeg har tidligere i del 1 og 2 spurgt: 

• Skal den forlængede skoledag på en måde være frivillig?
• Hvilken pædagogik passer til den forlængede skole?

I dette indlæg vil jeg sætte fokus på tre problematikker. Men der kan være mange flere. 

• Hvad er det ideelle ugentlige timetal? 
• Er Folkeskoleloven i dag gearet til det moderne samfund? 
• Er vi endelig på plads med at inddrage pædagoger i den samlede skoledag?

Det ideelle ugentlige timetal. 

I 60-erne var lektionerne på 50 minutter bortset fra om lørdagen, der var de på 40 minutter. Skoledagen var lang, og alle gik i skole om lørdagen. Aldrig i historien har eleverne fået så meget undervisningstid.

I 70-erne kom nedskæringerne, og dermed startede en trediveårig lang kamp for øget timetal. Jeg kan godt huske plancherne med tallene for, hvor meget det samlede dansk- og matematiktimetal var går ned. Det samme var kampen for det samlede timetal. Jeg brugte selv tallene flittigt for at få timetallet øget. Først i 2003 og efterfølgende skete en forøgning af timetallet. 

Mange skoler og kommuner brugte minimumstimetallene, hvilket blot gjorde problemet værre. 

De sidste 15 år er der dog sket en forøgelse af timetallet. Dog tyder ikke intet på, at timetallet fra 60-erne er blevet overhalet. 

Som Signe Holm-Larsen skriver i sin fine analyse (Uddannelseshistorie 2014): Sammenfattende må det således konstateres, at indførelsen af femdagsugens i 1970, afkortningen af lektionslængden og de senere års stadig stærkere økonomistyring tilsammen har bevirket en så massiv timetalsreduktion på folkeskolens 1. - 9. klasse, at selv det relative pæne timetalsløft i 2014 ikke har været nok til at opnå samme timetalsniveau som i 1960.

Alligevel oplever vi nu, at  skolefolk argumentere for et lavere timetal. 

Jo, jo, skoledagen er p.t. nok den længste, vi har oplevet i historien, jævnfør en Education at a Glance-rapport.

Så hvad er det bedste ugentlige timetal? 

Skolens samspil med samfundets udvikling. 

I 2014 gennemførte Folketinget en skolereform, hvis bærende element var en forhøjelse af elevernes timetal. Dette centrale tiltag kunne gennemføres, fordi man samtidig hævede lærernes undervisningstimetal. Så gik regnskabet op. 

Troede man. 

Men der blev ikke kalkuleret med, at der allerede inden reformen var et kendt stort frafaldt på læreruddannelser, og at andelen af læreruddannede i høj procentdel havde valgt ikke at udnytte uddannelsen som lærer, eller at mange læreruddannede undervejs valgte andet erhverv. 

Alt tyder på at regnstykket ikke indoperedede, at reformen og det forhøjede timetal ville få yderligere flere lærere til at fravælge lærerjobbet, eller at en del lærere valgte at gå tidligere på pension. 

Samtidig opererede man med, at der var et stort efteruddannelsesefterslæb, og at lærere generelt skulle på efteruddannelse. Denne tilgang betød selvfølgelig, at mange undervisningstimer skulle læses som vikartimer. 

De 10 procent af undervisningstimerne som i dag læses af vikarer, kunne have været forudset. 

Alle kan godt se, at det ikke er hensigtsmæssigt - og interessant er det, om det overhovedet har været hensigtsmæssigt at hæve timetallet, indtil der var uddannede lærer til at påtage sig opgaven. 

Samfunds betingelser var ikke i samspil med skolens reform. 

Et andet samspilsproblematik omhandler forholdet mellem udearbejdende og skolens timetal. 

Samfundet ser anderledes ud end i 60-erne. I 1960-erne arbejdede kun ca. en sjettedel af kvinderne på fuld tid uden for hjemmet. Bare i 1990 blev kun 60 % af børnene passet i SFO-er eller i fritidshjem. 10 år senere var tallet omkring 95 %. I dag sikkert højere. Vi har et samfund i dag, hvor begge forældre arbejder, og derfor giver det et andet liv for børn og unge.

Umiddelbart kunne det se simpelt ud: Forældrene arbejder 37 timer om ugen og med lidt transport vil det give 40 timer om ugen eller 8 timer om dagen for børn og unge at være i skolen og SFO-en. 

Men nogle forældre flekser, andre er på barsel og andre igen laver aftaler med bedsteforældre, legeaftaler m.v. De unge klarer sig selv - på godt og ondt. 

Så behovet behøver ikke at være så stort. Min erfaring er, at først fra kl. 7.30 er der tryk på SFO-en, og klokken 3-skolebussen er mere fyldt en 4-bussen. I virkeligheden er der mange skoler kun stort belastning på pasning en halv time om morgenen og en time om eftermiddagen. Det er syv en halv time om ugen. 

Så spørgsmålet kan være, om Folkeskoleloven i tilstrækkelig grad fulgt med den samfundsmæssige udvikling, og om hvordan vi bedst indretter skolen, når de yngste elever alligevel er væk fra familien. Og hvilket tilbud er bedst for den ældste elever. 

Endelig kan der sættes fokus på samspillet mellem skole og pasningsordningerne eller mellem lærere og pædagoger. 

I praksis opleves det, at eleverne i de små klasser, når de kommer fra en lang og travl skoledag, har brug for at trække sig ind i små rum, sammen med få kammerater, som de trives med. 

Imens står pædagoger klar med forslag til aktiviteter, men der er kun få elever, som byder på. Der er brug for, at det pædagogiske indhold i SFO-ens begrænsede tidsramme, bliver sat til debat og får fundet en form. 

Der bør sættes fokus dels på SFO-ens virke, dels på skolens samspil med forældrene og med samfundets nuværende form. 

Pædagoger i skolen og i SFO-en yder en god indsats, men både for pædagogerne selv, men også for skolens andre ansatte, har vi ikke fået grunddiskuteret inddragelsen af pædagoger i skole. Vi mangler en tydelighed herpå. 

Hvad skal de forhåbentlig fuldtidsansatte skolepædagoger lave i resten af tiden? Lige nu definerer pædagogerne deres bedste indsats omkring trivsel og relationsarbejde. 

Men skolen har brug for en større faglighed og tydelig struktur. 

Regeringen kommer i deres oplæg: Folkets skole “Faglighed, dannelse og frihed” med følgende forslag til ændring af folkeskolen: 

Regeringen foreslår at reducere den understøttende undervisning med gennemsnitligt knap 3 timer ugentligt pr. klassetrin. Heraf veksles gennemsnitligt ca. 1,2 timer ugentlig pr. klassetrin fra understøttende undervisning til fagundervisning.

Det indebærer, at skoleugens længde forkortes med gennemsnitligt ca. 1,8 time ugentligt pr. klassetrin inkl. pauser.

Oversæt: Regeringen vil lave små ændringer, som for i øvrigt ikke må koste noget. 

Er det ikke lidt fedtet, når man gerne vil forbedre?

Regeringen kommer ikke med det fyldige og gyldig svar. Vi har brug for en grundig debat inden justeringen af folkeskoleloven. Denne debat skal helst være så bred og nuanceret som muligt og ikke alene baseret på evalueringsinstitutter eller andre forskningsenheders vurderingen. 

Men ændringerne i Folkeskolereformen skal ske på baggrund af en bred debat mellem brugere, aktører, interessenter og beslutningstagere.

Velkommen til!