Opdragelseskultur

Undersøgelsen “Mental sundhed blandt børn og unge” i Region Syddanmark er blevet omtalt en del steder. Specielt pigerne har haft en stigning i dårlig mental sundhed både i 13 - 15 års alderen og i 16 til 24 års alderen hvor procentdelen ligger helt oppe på 20 og 23 %.

Selvom antallet af ADHD, angst/depression og spiseforstyrelser ikke er steget, ligger det fortsat bekymrende højt. (Region Syddanmark)

Ud af de 0 - 9 årige har 16 % af børnene haft betydelige mentale helbredsproblemer. Og de har omfattende ricisi for længerevarende skadesvirkninger Når man samtidig ved, at 94,4 % bliver inkluderet i almenskolen betyder det, at 10 % af eleverne i de små klasser sidder med med dét som er betegnet som betydelige mentale helbredsproblemer. (Vidensråd for Forebyggelse). Fra utallige beretninger af de yngste klasser bekræfter om et større antal elever, som har svært ved at fungere i skolens kontekst.

Ud af den almindelige befolkning beskriver helt op til 21 %, at de har det mentalt dårligere. (SDU).

Der er forsøgt og gennemført utallige ordninger og tiltag til at imødekomme disse udfordringer. Listen er lang.

Tilsyneladende ser det ud til, at indsatserne ikke har begrænset udviklingen eller fået den til at bedre sig.

Man kan dybest set heller ikke afkode, om situationen ikke havde været endnu dårligere, hvis disse indsatser ikke var iværksat.

Men så var det, at jeg var på jagt i mine gemmer. Og det fik mig til at resonere over, om vi havde overset en faktor, som kan være medspillende i problematikken:

Opdragelse.

Alene ordet virker gammeldags og udtjent. Der opstår i en del kredse aversion mod begrebet og dets børnesyn. Det stemmer ikke helt med det fremherskende paradigme, der er ruller over landet i diskussioner med børn og unge. Paradigmer som relationsarbejde, motivation, elevorienteret, dialogisk og kontekstbaseret.

Men jeg fandt denne statistik fra Eurobarometer, hvor man har spurgt i forskellige lande, hvad forældre bør kunne vente sig af deres børn. Interessant er det, at der kun er mindre forskelle vedrørende ansvarlighed, gode manerer, lydighed og sparsommelighed. Men på ét punkt skiller Danmark sig signifikant ud. 61 % af danske forældre lægger vægt på selvstændighed. De andre lande svinger mellem 13 og 26 %. Interessant er det også at kun hver fjerde danske forældre lægger vægt på Fælleskabet. 

Med lidt god vilje kan man godt udlægge, at selvstændighed og frihed går hånd i hånd.

Kirkegård beskæftiger sig netop med forholdet mellem frihed og angst. Han fremhæver, frihed kan være både angstens rod og kur. Friheden og dermed angsten er ikke en sygdom, men eksistentiel.

Kierkegaard mener, at erfaringen af, at vi har frihed og fejler giver angst for, at vi fejler igen. For hvis vi er frie til at gøre, som vi vil, hvorfor fejler vi så gang på gang og bliver skyld i ondskab? Med andre ord: Muligheden for, at vi måske fejler og i hvert fald burde gøre noget anderledes, vækker angsten i os.

Denne tilgang har Kirkegård og mange andre beskæftiget sig meget med. Jeg vil undlade at udrede det mere, men derimod resonere mig frem til, at det ser ud til, at der kan være en sammenhæng mellem forældreønsket om selvstændighed og frihed, og dermed er medårsag til de alt for høje tal for dårlig mental sundhed blandt børn og unge.

Tolkningen på statistikkerne kan være, at

vi har de børn og unge, vi gerne vil have: selvstændige, frie - og angste.

Hvis ræsonnementet holder, bør vi inddrage opdragelsesspørgsmålet som et virkemiddel mod dårlig mental sundhed. Det betyder opdragelse med mindre selvstændighed og mindre frihed til børn og unge.

Det er under alle omstændigheder interessant at få opdragelsesspørgsmålet med i de indsatsområder, der bliver iværksat mod dårlig mental sundhed blandet bør og unge.